|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 17, 2009 14:20:25 GMT 3
"Det har jeg aldrig gjort." Ryonell lod ikke til at have hørt andet end spørgsmålet, mens hele hans koncentration var sat på Bess og mørket, og hans stemme var fjern og drømmende og alligevel... død? "En brik i spillet alle bruger mere flittigt end de andre, i håb om at den skulle snuble og dø inden kampen er slut. En lille del af alles liv, der bare er i vejen." Hans stemme ændrede sig ikke, og han lo sindssygt mens kuplen begyndte at lukke sig sammen og pine ulvehunden den gemte på.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 14:38:42 GMT 3
Bess hylede højt af smerte. Ramoan forsøgte ikke længere at tale dæmonen fra det. I stedet for, alene med tankerne, beordrede han den ivrige plante til at angribe. Den sneg sig ind på Ryonell bag fra, og en af de lange torne snittede hans ryg. Ramoan var ikke sikker på, om den bare havde flænget kappen, eller om den havde såret dæmonen. En torn der kunne have sprættet maven op på en okse så let som ingenting. Ramoan lod planten slå sig løs, og beordrede derefter lignende planter til at vokse op inde i kuplen af mørke, uden at ramme Bess. Planterne begyndte at trykke mod mørket indefra, prøvede at bore igennem noget, der slet ikke burde kunne samles til sådan et lukket net.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 17, 2009 14:45:37 GMT 3
Mørket ætsede planten smertefuldt, men kunne ikke længere røre Bess, og stod nu og afventede ordre fra Ryonell. Men mørkets herskerdæmon havde vendt sig i luften, og ved dette fik han lavet en lang, nogenlunde dyb rift over ryggen og ind i sin side. Han lod til ikke at huske sit mørke, og et eller andet i han ændrede sig igen. Han så på planten uden at se den, og noget, der mindede om et hulk gik gennem hans krop inden han faldt med halvt lukkede øjne. I det samme han begyndte faldet ned mod skræntens bund opløstes mørket omkring Bess.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 15:01:50 GMT 3
Bess trak vejret i gispende hiv. Ramoan stirrede panisk efter mørkedæmonen. Han måtte tage det roligt.. Han måtte.. Denne gang var tankens kraft ikke nok, hvis han skulle have noget til at skyde ud hurtigt nok, og han måtte bruge hænderne til hjælp. Han knyttede begge hænder til næver. "Rødder," tænkte han lavmælt højt. Da hans hænder åbnede sig igen som en slags eksplosion, og han trak armene fremad, som forsøgte han at skubbe til noget usynligt foran ham. Ud fra bjergsiden skød rødder, der så så tynde og skrøbelige ud, at man ikke skulle tro, at de kunne gribe fast i noget som helst, men de greb ud efter mørkedæmonen som lange fangarme. Da Ramoan knyttede hænderne igen, lukkede rødderne sig om den faldende mand, og låste ham fast, så han hang og dinglede ud i den frie luft. Ramoan vaklede lidt og gispede. Han plejede ikke at bruge så meget magi på en gang. Og han havde fuldstændig glemt, at dæmonen havde vinger. Hvis han altså kunne bruge dem..
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 17, 2009 15:42:16 GMT 3
Ryonell lå besvimet med halvt lukkede øjne, og det havde vidst ikke noget med rifter og sår at gøre. Hans vinger hang slapt ned mellem rødderne som ledeløse flagermuse, og klappen var røget halvt af og fremviste det grimme sår, der engang havde været et velfungerende øje, men nu var en endnu væskende, blodig masse.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 18:49:51 GMT 3
Ramoans gyselige tornplanter var forsvundet, sandsynligvis havde de boret sig ned i jorden igen, men inden de forsvandt, havde de fortalt ham, at han endelig skulle sige til, når der kom noget lige så spændende som det de havde oplevet nu. Ramoan greb fat i rødderne, og skar tænder i smerte, da hans skulder protesterede. Han forsøgte at trække dæmonen op. Med halvt hjælp fra magi, halvt hjælp fra armkraft, kom dæmonen op for anden gang på en dag, og Ramoan gøs ved synet af hans øje.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 17, 2009 19:47:06 GMT 3
Ryonell brugte et halvt minut på at komme til bevidsthed da han var kommet op, og det første han lagde mærke til, var den skærende smerte, der altid fór gennem den ene side af hans hoved når klappen havde sat sig forkert. Han gispede og famlede efter den, for at sætte den ordentligt uden af det begyndte at bløde for meget.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 20:03:25 GMT 3
Rødderne gav slip på mørkedæmonen og lod sig synke ned i jorden igen. Ramoan sukkede lidt. Skulle han så bare gå nu? Så slap han da for flere overfald på hans hund. Bess så afventende på ham. Den ville tydeligvis også gerne videre. Han mumlede noget. Det så ikke ud til at dæmonen havde brug for mere hjælp, men.. Han sukkede lavmælt af sig selv igen. Og begyndte at gå for måske tredje gang, en anelse tøvende.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 17, 2009 20:19:02 GMT 3
"Du hader mig, gør du ikke?" spurgte Ryonell og fnøs foragteligt, da han endelig havde fået klappen på plads. "Afskyr mig som en djævel, der er kommet for at gør livet surt for alle jer." Han havde fået rejst sig op og undersøgte de af hans sår på ryggen, han kunne se. Han var ikke god til sår, men at han var i live med den plamage han havde ved øjet vidste, at han i det mindste kunne en smule. Eller havde et meget godt immunforsvar.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 20:28:51 GMT 3
"Jo, jeg hader dig. Men jeg tror heller ikke, du bryder dig om mig. Så lad os håbe, at vi ikke mødes igen." Svarede Ramoan med ryggen til. Og i et enkelt, smidigt spring klatrede han op af det stejleste sted, som han kunne finde, imens Bess tog stien videre op mod toppen.
.....
(Out)
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 17, 2009 20:44:02 GMT 3
"Som alle de andre." Ryonell gned sin ryg uden rigtigt at lægge mærke til det mens han snakkede med sig selv. "Og alligevel hjalp han mig. Mærkelig mand. Eller dæmon." Han lod Ramoan komme langt væk inden han selv gik videre. Han var tom, ikke sur, ikke glad, bare tom. Og tankefuld. "Eller jorddæmon. Mærkelig jorddæmon."
|
|
[/URL]