To travel mountains... to fail?

[Ramoan Ankad]

Bess sprang op på Ryonell med en knurren, imens den smidigt undgik alle tænkelige våben. Ramoan overvejede, om han skulle gøre et eller andet ved dæmonen, men blev enige med sig selv om, at han ikke kunne gøre nogen skade. "Bess, hop af," bad han hunden. Bess skyndte sig at springe af og bjæffede vredt. Ramoan vaklede og lod sig mat falde ned, hvorefter han forsøgte at vriste pilen ud fra skulderen. Da det endelig lykkedes ham smed han pilen fra sig. Og så begyndte blodet at fosse ud. Med dirrende fingre rev han en strimmel af sit tøj af og forbandt skulderen, før han kastede et blik på mørkedæmonen. Ramoan havde stivnet, da det så ud til, at fyren ville dræbe ham, og nu var han ikke længere sikker på, om det var klogt at hjælpe.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell trak hånden med kloen op for at få sit øje tørret fri af blod, og var faretruende tæt på at skære sit hoved i to dele i forsøge. Hans anden arm gjorde ondt, og det var først nu han havde lagt mærke til det. Han kunne ikke bevæge den, og han bragte sig selv i fare ved at forsøge at gøre noget ved det så længe kloen var på. Og kloen kunne kun spændes af med den anden hånd, og desuden skulle han være i stand til at se når han gjorde det. Han vidste, at han havde brug for hjælp. Men han vidste også, at han aldrig ville bede nogen om hjælp og han vidste hvilken side afgrunden var i. Og han vidste, at hans liv ikke betød meget. Han rullede uskyldigt til siden og sørgede for at hans hensigt ikke var tydelig før han var halvt ude over kanten og på ved ned i døden.

[Ramoan Ankad]

Ramoan var ikke den hurtigste, men Bess havde derimod hurtige reflekser. Den greb fat i dæmonens kappe og trak til, for at forhindre manden i at styrte i døden. Ramoan rejste sig og hjalp med at flytte ham væk fra afgrunden, uden at sige et ord. Han var også tavs, da han forsøgte at forbinde de blodige sår, og da han var færdig sagde han heller intet. Ikke engang en bemærkning som: 'det var da ellers den sikre vej til selvmord,' eller noget andet kækt. Han havde opdaget, at mørkedæmonen faktisk ikke brød sig om sådan nogen bemærkninger. Da han kiggede på det sørgelige syn af døde begyndte han at samle sine pile ind igen. Han ville vaske pilespidserne senere. Bess sad lidt fra Ryonell, klar til at forhindre ham i at trille udover afgrunden,hvis han gjorde et nyt forsøg.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell havde lagt sig fladt på ryggen med vingerne om sig og forsøgte at tænke på en anden måde at komme af med sig selv på, så han ikke behøvede at bede manden om hjælpe. Han kunne flyve, men den der dumme hund ville sikkert tage fat i ham og på en eller anden måde forhindre ham i at gøre det. Hvis han kunne starte et stenskred?.. Han vidste jo ikke hvor klippen var! Et sted kunne han høre lederen stønne af smerte, og han smilede. Det var med vilje at han ikke dræbte fyren.

[Ramoan Ankad]

Ramoan kom i tanke om at fyren faktisk var blind. Han lod pile være pile og nærmede sig dæmonen igen. Forsigtigt skubbede han vingerne lidt til side, så han bedre kunne komme til, og flåede igen en strimmel af trøjen af. "Lig stille," bad han lavmælt. Han satte tommel- og pegefinger på hver sin side af øjet og spilede det forsigtigt op. Og forsøgte at få blodet ud fra det ravgule, skræmmende øje.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell stivnede først, fuld af ubehagelige minde om et anden gang en fjende havde pillet ved hans øje. Måske ikke med vilje, som nu, men følelserne af de to mindede alt for meget om hinanden. "Forsvind fra mig!" hvæste han og sparkede efter Ramoan, og et eller andet sagde bare, at der var noget galt, og at Ryonell ikke gjorde det helt med vilje, selvom han nok ville have gjort det samme hvis han havde kunnet tænke sig om. Han slog ud med armen, der endnu havde kloen på sig, men blind som han endnu var ramte han ikke noget.

[Ramoan Ankad]

"Hvis du vil være blind resten af dit liv, så siger du bare til," vrissede Ramoan, og skubbede hans arme væk. Han forsatte igen med at få blodet ud af øjet, og Bess greb fat i det ene bukseben, for at forhindre Ryonell i at sparke.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell tvang sig til at ligge stille, alle de instinkter, barriere og skjolde han havde bygget op og skabt i løbet af sig liv, og selvom han frygtede for sit øje ville han ikke miste sit syn på den måde. Han ville dræbe den mand! Han ville så forfærdeligt gerne dræbe den mand når han kunne se igen! Men han vidste ikke hvem manden var. Hvem havde skudt den pil? Han havde bare at være i live endnu!

[Ramoan Ankad]

Ramoan trak sig lidt tilbage, da der ikke var mere blod at grave ud. Han håbede på at dæmonen var blevet nemmere at snakke med, nu hvor han havde hjulpet ham, men det var altid godt at være vagtsom. Bess stod lige ved siden af Ramoan, og enhver kunne se, at én forkert bevægelse var nok, så ville hunden være over mørkedæmonen. Den stolede åbenbart ikke på manden. Måske var der en god grund til ikke at gøre det.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell glippede med øjet og skulede til Ramoan da hans syn blev klart igen, før han rejste sig og sparkede til ligene af røverne for at se om nogen var i live endnu. Var nogen det, blev de slået ihjel af hans klo, men det var tydeligt at han søgte efter et eller andet eller en eller anden. Han kom hen til lederen, der endnu var vågen og i live, vendte ham om med foden og satte sig på hug og hviskede noget. Kloen lå mod mandens strube, og manden talte hurtigt og forklarende med vilde, skræmte øjne.

[Ramoan Ankad]

Ramoan valgte at se bort, men han kunne ikke undgå at høre, at lederen hviskede i en hæsblæsende fart. Hvad fortalte han? Ramoan rynkede kort panden, og tog fat i buen, bare for lige at have den i nærheden. Dog blev han siddende. Han havde en eller anden fornemmelse af, at hvis han sagde for meget, kunne det gå hen og blive ham, der lå med kloen mod struben. Måske var det på tide at gå nu?

[Ryonell Bornakore]

Ryonell smilede, tilfreds over svaret, og tog kloen til sig. Manden nåede lige netop at sukke lettet da Ryonell prikkede ham over kanten med den ene af hans store støvler, og manden skreg da han faldt. Ryonell ignorerede dette, for travlt optaget af at bruge hans nye opdagelse til noget. Han gik videre mellem ligene, og han prikkede ikke længere til tilfældige folk. Han fandt hvad han ville, kvinden der havde skudt pilen, som han sat hans øje i fare. En kvinde, men det forhindrede ham ikke i at gøre hvad han nu gjorde. Han satte sig på hug, og med en forsigtighed en fremmed, som Ramoan, ikke ville synes kunne passe til Ryonell, skar alle fingrene af hendes ene hånd og alle, bortset fra tommel- og pegefinger, af den anden hånd. Han skar hendes bluse i stykker, og derefter tog han, med munden, kloen af og lod den falde på jorden, og med den ene hånd han var i stand til at bruge fik han forbundet hendes sår med nogle af strimlerne fra hendes trøje og sendte hende langsomt ned til afgrundens bund. Det var en kløft, og hvis hun vågnede kunne hun, måske, rejse sig og gå, så hun, måske, kunne nå en by, der, måske, ville hjælpe hende.

[Ramoan Ankad]

Manden var jo syg i hovedet! Hvordan pokker kunne han sende nogen i døden så roligt? Ramoan rejste sig, sikker på, at han ikke ville kunne holde kvindens skrig ud, når hun faldt. "Er det virkelig så svært for dig bare at gå, når du har drevet en bande på flugt?" Spurgte Ramoan. Iskoldt. "Er det virkelig så vigtigt at pine resten til døde?" Han havde trådt nærmere Ryonell, men vidste, at han aldrig ville kunne nå at redde kvinden med denne afstand.

[Ryonell Bornakore]

"Jeg piner dem ikke til døde. Hun skød mig." Ryonell gik tilbage til at gennembore de, som endnu var i live. Ende deres pinsler, som han selv tænkte det, og det var jo, hvad han gjorde. "Den anden var en idiot, et fjols. Man skal ikke stole på nogen, specielt ikke den der lige har brækket ens arm. Fjolser fortjener ikke at leve." Han stødte igennem en kvinde, der trak vejret, men som ikke var ved bevidsthed. Hun havde brækket et ben og en pil boret ind i brystet. Det var næsten bare minutter før hendes lunge ville have kollapset.

[Ramoan Ankad]

Ramoan valgte ikke at sige noget. En diskussion om hvem der fortjente at leve, og hvem der fortjente at dø, kunne kun ende galt. Han troede ikke på, at der fandtes to med præcis samme holdning, og han og mørkedæmonen var et meget tvivlende match, hvis det endelig skulle være. Han vristede blidt pilen ud af kvindens lunge, men da hun allerede var død, mærkede hun intet. Selv i døden så hun forpint ud, tænkte han. Sådan håbede han ikke, at hans liv ville ende. "Hvor var du egentlig på vej hen?" Spurgte Ramoan. Ikke fordi det interesserede ham. Han regnede ikke med, at de skulle samme vej.