|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 29, 2009 22:09:23 GMT 3
Ryonell så op af den lodrette klippeskrænt og skældte sukkende sig selv ud. Han skulle til Markare, men havde bestemt sig til, af grunde han lige nu havde glemt. At flyve over bjergene var selvfølgelig lettere end at flyve udenom... ikke? Nej, havde han fundet ud af. Vindene opførte sig mærkeligt her, og det betød, at han måtte bruge flere kræfter på at flyve end normalt, og at han, nogen steder, ligefrem var tvunget til at gå på sine fødder. Hans vinger var ved at blive ømme, og han søgte at komme så højt op som muligt. Det var jo lettere at gå nedad end op. Han lavede en voldsom bevægelse med vingerne og skød i vejret, før han lod sig glide ned på klippestien ved skræntens top.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 30, 2009 18:26:53 GMT 3
Ramoan var vant til bjergene, og han havde kunnet bestige dem med lukkede øjne, hvis det skulle være. Han kunne alle de farlige, snævre bjergstiger udenad, og det var aldrig faldet ham ind, at han måske en dag trådte forkert. Han stoppede et kort øjeblik op, og hvis han havde kastet blikket ned mod afgrunden, havde det været et svimlende langt fald at tage. Dødbringende. Han indsnusede bjergluften, og mærkede selve bjergene fylde ham med deres helt egen magi. Da han tog det næste skridt trillede små sten udover kanten, men Ramoan ænsede det knapt nok. Hans ben forsatte bare videre, som om de kendte rytmen. Og det gjorde de skam også. Bess luntede lidt foran ham, snusede lidt rundt, og bjæffede så, som det larmende dyr det nu var.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 30, 2009 18:50:26 GMT 3
Ryonell fortsatte fremad uden at ænse omgivelserne, mens han endnu bandede over det nederlag som moder natur havde tvunget på ham. Han vidste intet om bjerge, men havde da ikke troet, at de var svære at komme over. Det gav da ingen mening! Men han tav da han hørte noget over og længere bag sig og vendte sig hurtigt, mens han spændte sin klo ordentligt fast.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 30, 2009 19:08:15 GMT 3
Et nyt bjæf, nu efterfulgt af en uafbrudt gøen. "Bess, så ti dog stille!" Udbrød Ramoan undrende. Hvad gøede hunden dog sådan af? Han så rundt efter årsagen, og længere fremme kunne han se en sort skikkelse. Han greb sin bue, der var spændt fast på ryggen, og mærkede en fornemmelse af at være på hjemmebane. "Hvem er det, du gør sådan ad?" Spurgte han. Bess gøede igen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 30, 2009 19:13:29 GMT 3
"Og det er så grunden til at jeg elsker dagslys!" sagde han sarkastisk da han opfangede væsnet, personen, tingen, der stod over ham og var omgivet af lys, fordi han stod lige der, hvor solen var pladseret for hans øje. Han blev blindet, og ville ikke være det, hvis han havde været i stand til at styre mørket i dagslys eller det havde været nat. Og manden han en hund, og dyr hadede Ryonell. Det skulle nok blive et dejligt møde. Var det en bue han kunne se?
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 30, 2009 19:29:39 GMT 3
De nærmede sig manden foran dem, og Ramoan havde ikke set et sure fjæs længe. Han havde buen i den ene hånd, og løftede den anden til kort hilsen. Da de kom tættere på, hvilket de gjorde på kort tid, da Ramoan ikke behøvede at kigge ned for hvert skridt, men kunne gå lige så afslappet, han havde lyst til, så manden om muligt endnu barskere ud. Bess gik forrest, og stoppede et kort sekund op, før den strakte hals og gøede overdøvende. Ramoan satte blidt spidsen af støvlen i siden på hunden. "Ti nu stille, sagde jeg!" Bess brød sig ikke om kommandoen, men satte sig ellers pænt ned og holdt mund. "Hejsa. Hvem er du?" Spurgte Ramoan så, venligt, men uden at smile det mindste.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 30, 2009 19:39:55 GMT 3
"Hvem spørger?" spurgte Ryonell og stirrede stift på buen, der, selvom den ikke var gjort skudklar med pil og det hele, men den var stadig som en tavs trussel. Hans vinger sitrede, og selv den lille bevægelse fik ham til at mærke den ømhed, bjergene havde tvunget på dem. Hans klo sad endnu på hånden, og diskret fik han den gjort klar, hvis manden, eller hunden, valgte at springe på ham.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 30, 2009 19:50:07 GMT 3
"En bjergvandrer," var Ramoans eneste svar. Der var tavshed i mellem dem længe, og han gjorde intet forsøg på at bryde den. Selvom manden uden tvivl var klar til at kæmpe, interesserede det ikke Ramoan, og han ikke så meget som rørt pilekoggeret på hans ryg. "Må jeg spørge, hvorfor du klatre i bjerge? Du ser.. Du ser ikke rigtig ud til at nyde det." Ramoan tøvede ikke, fordi han var bange for mørkedæmonen, men af den enkle grund, at han sjældent talte med nogen, bortset fra Bess selvfølgelig.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 30, 2009 20:00:30 GMT 3
"Åh, virkelig?" sagde Ryonell bare, vendte sig og fortsatte ad stien, stadig med sit våben parat. "Og når du er så venlig og dele din identitet med mig, så har jeg jo al mulig grund til at stole på dig, ikke?!" Han strakte vingerne som om han skulle til at lette, men han lod dem falde ned og slappe af igen, og gav igen folk følelsen af at han strakte en øm arm eller et træt ben.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 1, 2009 15:41:11 GMT 3
Det var tydeligt, at han ikke var i det selskabelige hjørne, og Ramoan ville såmænd ikke opmuntre ham, hvis det var på den måde. Men de skulle nu alligevel samme vej, og ikke engang en tvær mand med vinger skulle forhindre ham. Bess holdt sig bag ham, kun fordi at han beodrede den til det. Han lukkede kort øjnene, åndede ind, og naturens krafter fyldte ham, før han igen åndede ud, og magien sivede ud fra ham i alle retninger. Og han gik imens. Med lukkede øjne, lige så afslappet, som hvis han havde åbnet øjnene, for bjerget fortalte ham på en eller anden måde, hvor der var sikkert at gå. Det var ikke til at forklare, men han vidste det bare. Han så studerende på manden, og først nu opdagede han, at der var noget specielt over ham. Var han.. Ramoan smilede kort. "Du er mørkedæmon." Det lød ikke som en anklagelse, og der var hverken frygt eller had i øjne og stemme. Det var mere et spørgsmål, han ville have bekræftet.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 1, 2009 15:47:30 GMT 3
Ryonell vendte hovedet halvt og så bare koldt på ham ud gennem øjenkrogen før han gik videre. "Mørkedæmoner har ikke vinger," sagde han bare forsvarsberedt, og fortsatte med hovedet vendt fremad. Hans første møde med en rigtig jorddæmon, og så skulle fyren absolut være selvskabelig?! Han gik jo bare for sig selv, uden at irritere nogen, og så kom denne her person bare?! Og han havde et dyr. Han havde en hund.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 1, 2009 15:55:47 GMT 3
Ramoan trak bare på skulderen. Mørkedæmonen kunne sige, hvad han ville, men Ramoan var helt sikker i sin sag, og han var ikke typen, der bare ændrede mening. Tavshed igen, selv Bess var tavs. De gik videre, et par få meter fra manden, selv om han var overbevist om, at Ramoan med lethed kunne overhale. For som sagt, han var på hjemmebane. Han besluttede sig for, at han ikke ville sige noget, før dæmonen åbnede munden selv. Det kunne se ud til at blive en lang travetur.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 1, 2009 16:13:27 GMT 3
Ryonell fortsatte rigtigt nok længe i tavshed og der gik næsten en halv time før han igen så på manden. "Hvorfor følger du efter mig?" spurgte han, irriteret og arrig. "Vil du forbi, så gå forbi, vil du mig noget, så sig det, og ellers, så skrid!" Det var en hård hvæsen, og han vendte sig igen og gik videre, mens han lod sine ben ramme jorden hårdt og tungt.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 1, 2009 16:56:12 GMT 3
"Hvem siger, at jeg følger efter dig? Måske er du bare så uheldig, at jeg skal samme vej." Bess knurrede kort, da manden brugte et meget arrigt tonefald, og sådan skulle man i hvert fald ikke snakke til dens herre! "Bare fordi at der går en mørkedæmon foran en, betyder det vel ikke, at man skal sætte farten op." Da det var sagt, kunne manden være sikker på, at Ramoan ville blive bagved resten af vejen, lige meget hvor langsomt det gik. Bare for at være stædig.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 1, 2009 17:13:20 GMT 3
"Desværre tager du fejl der," hvæste Ryonell. "Skrid så! Jeg er ikke interesseret i at du er i nærheden. Og få den hund væk!" Hans vinger sitrede igen, selvom resten af ham ellers var i stand til at undertrykke eller skjule den vrede, hans stemme gemte på. Han var ikke i humør til at snakke, om denne mand ville det eller ej.
|
|
[/URL]