|
|
Post by Ramoan Ankad on May 14, 2009 19:38:45 GMT 3
Ramoan blev ramt i ryggen af noget hårdt, og han så stenen falde til jorden. Han vendte sig indædt om. Når han endelig lod dæmonen være i fred, så.. Han stirrede irriteret på Ryonell. "Mørkedæmoners måde at sige farvel på? Jeg er helt vild med den!" Ramoan tænkte ved sig selv, at han var mere sur i dag, end han havde været de sidste måneder. Det smertede stadig, der hvor stenen havde ramt, men han nægtede at vise det. Om han så fik kappet benene af, ville han komme væk på en eller anden måde! Bess knurrede vildt nu. Den ville hellere end gerne springe på manden. Ramoan følte sig fristet til at give hunden sin tilladelse, men nærede sig.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 14, 2009 19:57:51 GMT 3
"JA, det er det, nu du siger det! Har du ikke hørt historier om mørkedæmoner, der slår deres egen mor eller bror eller søster ihjel? Har du nogensinde tænkt på grunden?!" Ryonell fandt endnu en sten og kastede den, bare for at komme af med vreden, og denne gang gik han efter hunden i stedet for manden.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 15, 2009 18:11:14 GMT 3
"Nej, for en mørkedæmon er slet ikke værd at fylde sine tanker med!" Hvislede Ramoans bidende svar i luften, så højt, at dæmonen kunne høre det. Bess sprang til side for stenen, der var blevet kastet, men nu var Ramoan ikke bare sur. Han var rasende. Og der kunne være fandens til forskel. Ingen skulle skyde efter hans hund! "Du opfører dig barnligt. Tror du virkelig, at du kommer nogen steder med, at kaste sten som.. som.. som et andet barn!?" Han snurrede omgående rundt. Var tæt på at overveje at kvæle manden med en lang stilk prydet af lange, skarpe torne.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 16, 2009 13:05:32 GMT 3
"Ved du hvad, jeg kommer faktisk nogen steder!" råbte Ryonell og kastede endnu en sten, der var større og tungere end de andre han havde sendt afsted. "Jeg får det bedre af det! Skønt, hva?!" Det sidste var sarkastisk, og han sendte allerede næste sten afsted inden den anden sten var halvvejs ved sit mål.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 16, 2009 13:26:59 GMT 3
Ramoan rullede med øjnene. "Åh ja, himmelskønt!" Bess sprang til side for alle stenene, og han dukkede sig irriteret. Han samlede en af de kastede sten op. Hvorfor ikke? Han behøvede næsten ikke tage sigte, før stenen fløj mod Ryonell.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 16, 2009 13:37:43 GMT 3
Ryonell sprang til side og kastede endnu en sten, og langsomt gik tåbeligheden op for ham. To voksne mænd, to dæmoner, der kastede sten efter hinanden på randen af en skrænt, og hoppede og sprang til side for disse sten mens de måtte passe på ikke af falde eller snuble. Han gik fremad for at få fat i Ramoan, ikke længere glad for at kaste med disse jordting.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 16, 2009 14:42:08 GMT 3
Ramoan lod den sten falde, som han havde i hånden, og så på dæmonen, der kom over mod ham. For at.. Smadre ham? Med kun en arm? Men han skulle i hvert fald ikke nyde noget! "Jeg er ikke ude efter vold. Jeg vil bare have lov til at forsvinde uden mørkedæmoners afskedshilsner." Sagde han. Tonefaldet var blevet roligt igen. Man skulle faktisk ikke tro, at han lige havde smidt med sten som et andet barn.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 16, 2009 15:03:21 GMT 3
Ryonell tog fat i jorddæmonens krave med den virkende arm og holdt fast. "Ser det ud til at jeg er interesseret?" spurgte han hårdt og koldt med den anden arm hængende ubrugeligt i sin slynge. Ryonell havde glemt alt om ulvehunden da han spændte musklerne og løftede dæmonen op og forsøgte at smide ham ned af klippen.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 16, 2009 15:35:46 GMT 3
Ramoan havde allerede en jordbesværgelse i tankerne, men vidste, at det ikke var nødvendigt. For som et lyn kom ulvehunden flyvende, og hagede sig fast i mørkedæmonens kappe med en høj knurren, da den så, at nogen gjorde dens herre fortræd. Dens øjne så helt vilde ud, da den trak i kappen, for at få dæmonen til at vælte. Ramoan smilede. Hans elskede, trofaste Bess.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 16, 2009 16:01:49 GMT 3
Ryonell hvæste arrigt og slog ud efter hunden med raseriet gemt under overfladen, kun synlig gennem øjnene, og et øjeblik kunne man fornemme mørket inde i ham bryde frem, før han nærmest kølede ned. Han slog med vingerne og kom fri af hunden, og han så over mod solen, der gik ned i netop det øjeblik. Et sygt smil bredte sig over hans ansigt, og han trak i det hurtigt voksende mørke og sendte en stor mængde mod Bess.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 16, 2009 16:14:39 GMT 3
Ramoan kunne fornemme hvad mørkedæmonen gjorde, måske fordi han selv var dæmon. "Du er syg!" Udbrød han. Han så ikke nogen anden udvej end at bryde dæmonens koncentration, og pludselig, som et lyn, måske fordi Ramoan var ved at blive overophedet af raseri, steg en plante med kæmpemæssige lange torne op fra jorden, og slyngede sig mod mørkedæmonen. "Du rører ikke min hund!" Hvæste han.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 16, 2009 16:53:32 GMT 3
"Hvorfor?" spurgte Ryonell med et fjernt, drømmende blik, som om han ikke var tilstede. "Hvorfor skulle jeg lade være? Fordi du kan lide den? Du er ikke venlig mod mig, så hvorfor skulle jeg mod dig?" Han stoppede ikke med at manipulere mørket, og det samlede sig om ulvehunden uden at røre det, som en tavs trussel.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 13:13:28 GMT 3
"Jeg er ikke venlig mod dig, fordi du ikke er venlig mod mig," rettede Ramoan. "Og med hensyn til, om jeg kan lide min hund eller ej.. Min lille plante her gennembore dig, hvis du gør hende noget." Torneplanten vred sig lidt, og man skulle tro, at den så grådigt på mørkedæmonen, hvis det ikke var fordi, at den ingen øjne havde. Der var noget i Ramoans øjne, et barskt glimt, der afslørede, at han mente det alvorligt. Han greb sjældent til vold. Men man kunne lige vove på at skade hans hund.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 17, 2009 13:41:25 GMT 3
Ryonell lo, som om han ikke kunne tro på, at planten kunne nå så langt som op og skade ham. Han viftede med hånden i en cirkel, og mørket reagerede. Det gik op og skabte en kuppel om den stakkels hund, og sørgede for at luft ikke kunne komme ind i den. En langsom, anstrengende død, og Ryonell så ud til at nyde det noget så forfærdeligt.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 17, 2009 14:04:19 GMT 3
Til stor forbavselse smilede Ramoan. "Du sætter ikke dit liv særlig højt, vel? Jeg er også ligeglad, bare slip grebet om min hund. Jeg går bagefter. Du kommer ikke til at se mere til mig. Bare slip min hund.." Under de fine, bedende ord, lå der en helt anden trussel. Han kunne mærke plantens iver efter at dræbe manden, fordi at Ramoan selv havde den største lyst til det. Men han ville ikke gøre noget overilet. Og han ville ikke dræbe andet end højst nødvendigt.
|
|
[/URL]