To travel mountains... to fail?

[Ryonell Bornakore]

Ryonell vendte sig ikke. "Få den hund til at..." Han så ud til at opfange noget og vendte sig hurtigt, og der kom en flok beskidte mænd og kvinder gående. Tydeligvis bjergrøvere, og de var veludrustede og bistre. De fleste af dem havde ar på kroppen, så de var kendt med kampen og våbnene, meget kendt. Men Ryonell stirrede bare koldt efter dem, som om det kunne skræmme dem væk. Og man må indrømme, at det kunne være en mulighed.

[Ramoan Ankad]

Da røverne fik mørkedæmonens dræberblik, var der op til flere der tøvede. Men en høj, kraftigbygget mand så ikke ud til at lade sig skræmme, for han pegede fnysende på begge dæmoner. "Er vi bange for sådan noget skravl der?" Udbrød han. Et enstemmigt nej blev brølet ud fra alle de andre. De hævede deres våben, og Ramoan sukkede dybt. Han gad ikke at kæmpe nu. Men fik han noget valg? Nej. Det gjorde man aldrig. Ramoan så op mod mørkedæmonen.
"Du er vel ikke tilfældigvis ekspert i nærkamp?" Spurgte han lavmælt.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell gad ikke svare ham, men spændte langsomt og ligegyldigt kloen fast igen og så så igen op på dem. "Ja, jeg er meget skravlet, ikke?" spurgte han, stadig ligegyldigt, og svang kloen foran sig, mens han så ud som om han kedede sig. "Jeg har ikke lyst til at kæmpe, men der er jo aldrig nogen, der interessere sig for min mening."

[Ramoan Ankad]

"Måske har de kostbarheder! Angrib alle sammen!" Brølede ham, der så ud til at være lederen. Ramoan greb buen i en glidende bevægelse, og greb en pil fra pilekoggeret, som han roligt spændte for, som om han havde massere af tid. Da røverne begyndte at storme imod dem, faldt en omgående med en pil gennem halsen. Snart traf en anden pil en mand i brystet, og også denne faldt om. Ramoan skød med dødbringende sikkerhed.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell fløj fremad med høj fart og kloen sænket, så den var få dødbringende centimeter fra at ramme og skære Bess' hoved op. Han vendte sig i luften, lod en af Ramoans pile flyve forbi hans hoved og lod kloen ramme en af dems hage og bore kloen dybt ind. Det var en af kvinderne, og hun spærrede angst øjnene op da han stak op ind bag hendes kranie. Med en glidende bevægelse sendte han hende ud over skrænten, og en af mændene blev ramt og fulgte med ned til den visse død.

[Ramoan Ankad]

Ramoan valgte bevidst at koncentrere sig om at ramme, i stedet for at se mørkedæmonen gennembore kranier, for det var bestemt ikke noget smukt syn. Ydeligere to blev dræbt af en pil, den ene fordi, at han blev gennemboret, den anden fordi hun kastede sig væk, i den tro, at den ville ramme hende, og så faldt hun udover kanten. Bess gik løs på en tredje, og Ramoan kom hunden til undsætning, da en anden prøvede at frelse Bess' offer. Så længe han holdt sig i god afstand, var det intet problem for ham. Dog fik en listet sig ind på ham, og han var for tæt på, til at Ramoan kunne sende en pil mod ham. I stedet langede han ud med benet, og selvom han ikke var trænet i nærkamp, ramte han manden lige i maven. Manden krympede sig i smerte, imens han vildt forsøgte at få et hug ind med sværdet. Det gik ikke, og Ramoan fik trækket sig langt nok tilbage, til at han kunne dræbe manden. En rod rykkede op fra jorden, og svang sig om mandens ene ankel. Pilen hvislede igennem kraniet på manden, inden han nåede at springe til siden. Roligt vendte Ramoan mod sit næste mål, med en følelse af at være tappet for en smule energi og kræfter. Det virkede måske ynkeligt, at bare en rod kunne have sådan en virkning, men det var ikke så let, som det så ud til. At få plantet et frø, få det til at spire på ingen tid, og sno sig om noget, alene med tankerne, krævede koncentration.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell vred sig rundt, så han landede på en fod og med den anden sendte en mand ind i en anden med et hårdt spark. Her efter gennemborede han en ny mand med kloen, hele vejen gennem manden mave, og manden kollapsede på stedet og hostede blod ud på jorden. Ryonell satte den ene, store støvle på mandens hoved og trykkede ned, mens han ignorerede manden vilde skrig, der måtte være en blanding af et smertensskrig og et dødsskrig. Han svang kloen mod en kvinde, der med tåre i øjnene dukkede sig for ham og kastede sig frem mod ham. Ryonell tænkte ikke et øjeblik på, at hun måske var mandens kone, kæreste eller søster.

[Ramoan Ankad]

Røvere kom løbende mod ham i en evig strøm, og de fleste blev dræbt af en pil, andre overfaldet af Bess, og de sidste fik overbalance. Ramoan brød sig ikke om at dræbe. Han gjorde det, når han følte, at det var højst nødvendigt, og hans liv måtte da være bare en lille smule nødvendigt. Han var klar over, at når han dræbte én, bragte han sorg over en hel familie, og tanken var ikke tiltalende. Langt fra. Hvert et menneske var del i en større familie. Og måske.. Måske var alle mennesker i virkeligheden i familie?

[Ryonell Bornakore]

Han gennemborede kvindens bryst, men hun nåede at lave et dybt hug i den overarm der ikke holdt kloen. Han gispede, men tvang sig hurtigt tilbage til ikke at vise følelser og sparkede den nærmeste mand mens blodet sivede stille og roligt ned af armen og ned på jorden. Endnu en mand forsøgte sig mod ham, men Ryonell var ved at blive vred nu, og på trods af at han ikke kunne bruge sin ene hånd fik han manden, to af deres kammerater og en af deres kvinder smidt ned mod afgrunden. Smerten og blodtabet havde vækket mørkedæmonen i ham.

[Ramoan Ankad]

Ramoans lager af pile blev mindre og mindre, for hver gang han tog en ny. Bess kom løbende med tre, den havde vristet ud fra de ramtes lig, og han huggede dem ned i jorden med pilespidsen først, så han nemt kunne få fat i den næste. Han dræbte en mand, der kom spænende mod ham, Bess tvang en anden udover afgrunden. Et hurtigt blik på den anden dæmon fortalte ham, at fyren var såret, men det så ikke ud til at det havde svækket ham. Tværtimod. I det samme skød en pil ind i Ramoans ene skulder, og han bandede lavmælt.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell var tæt på at gå amok. Noget hårdt og farligt glimtede i hans øjne, og svimmelheden fra blodtabet fik ham til at svajede og var usikker på sine ben, men et eller andet i ham, en form for instinkt, fik ham til at brug disse uforudsigelige bevægelser han lavede til at vende til hans fordel. Han svang sig ind forbi en mand, der havde hugget ud efter ham, og da han var ved at falde lavede han en mærkelig bevægelse med benet, og manden lå bevidstløs med brækket næse og smadret pandeskal da hans hoved ramte klippegrunden med et brag. Ryonell bevægede sig videre, og nåede sig mål. Lederen. "Vidste du, at når man undervurdere sin fjende, dør man?" spurgte mørkedæmonen koldt, og da lederen hånligt grinende sendte sin kølle mod Ryonells ben, sprang dæmonen op og, ved hjælp af vingerne, kom han op og balancere på mandens skuldre. Han tvang sit ene ben ind under mandens arm og trak armen tilbage og op, mens Ryonell med det andet ben skød fra mandens skulder. Han arm knækkede og han fik overbalance på en og samme tid, og han endte lammet af overraskelse og skræk på jorden, endnu med Ryonell viklet ind i sin arm. Angrebet på lederen lammede også folkene, men da Ryonell endelig var kommet fri af manden var de første allerede over ham.

[Ramoan Ankad]

Selvom dæmonen sikkert kunne have klaret det selv, sendte Ramoan en pil gennem den kvinde, der var sneget sig om bag ryggen på manden. Ramoan stod ikke længere i skudlinjen, da stortset alle havde samlet opmærksomheden mod mørkedæmonen, for at lade deres raseri gå udover ham. Hvilket sådan set var fair nok. For hver gang Ramoan hævede buen, for at skyde, for hver gang han rakte ud efter en ny pil, smertede hans skulder frygteligt. Han skar en grimasse. Pilen måtte ud på et eller andet tidspunkt.

[Ryonell Bornakore]

En pil fra fjenden fuste mod Ryonell og trak en blodig stribe fra tindingen, over øret og væk igen der hvor hans hoved drejede. Han vaklede af overraskelse og skreg et kampskrig og smertensskrig, der meget vel kunne have skyld i dæmpnernes dårlige ry. Det kriblede op af rygraden da han rettede sig op igen og kastede sig som et vildt dyr mod den nærmeste mand.

[Ramoan Ankad]

Ramoan havde en fornemmelse af at dæmonen reagerede på instinkt nu, hvilket han måske godt kunne forstå. Bess fik skubbet de fleste udover kanten, andre blev ramt af pile, og imens endnu flere blev brutalt væltet eller hugget ned af mørkedæmonen. Det begyndte at tynge ud i røverbanden, men de var langt fra slået tilbage.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell spredte så meget kaos at de forreste begyndte at vælte de bageste omkuld for at flygte. Han fik dræbt alle de, som var inden for tre meters afstand, og da de var væk gik han efter de flygtende. Det var ved at blive mørkt nu, og han trak i det, endnu ikke i stand til at manipulere det ordentligt. Han sprang på en mand, der var lige foran Ramoan, og da han rejste sig rettede han kloen mod Ramoans strube, som om manden havde gjort noget. Heldigt nok løb blodet fra riften i hans tinding ned i hans raske øje, så han, fuldkomment blindet, såret og lidende faldt sammen da han skred på en sten han ikke kunne se og forsøgte at få ordnet sit øje. En umulig opgave med en uvirkende arm og en anden, der er forbundet til en halv meter lang, falsk, livsfarlig og skarp klo.