|
|
Post by Ramoan Ankad on May 1, 2009 17:19:41 GMT 3
"Hvis ikke, så må du gå lidt hurtigere," kom det roligt fra Ramoan. I modsætning til visse andre lod han sig ikke påvirke, eller hidse sig op, og han gik bare roligt videre, sådan et godt stykke bagved. Han sagde ikke mere. Var ikke god til at snakke. Og desuden, han gad ikke at snakke med en sur dæmon, der var opsat på at slippe af med ham, men ingen kunne lade være med at svare igen, når de fik bud på at skride. Bess var faldet ned igen, men dens øre var lagt helt ned. Den ville gerne væk fra manden, men Ramoan ville over bjergene, og sådan skulle det blive.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 1, 2009 17:30:42 GMT 3
"Eller du kunne gå langsommere. Det er jo også en mulighed, ikk?" Ryonell smilede et bredt, skingrende falsk og meget uhyggeligt smil, og skulede så efter solen, der endnu ville vente et par timer med at gå ned. Alt var smukkere i dagslys, men lettere i natten, så hvorfor ville solen dog vente med at forsvinde lige i dag?!
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 1, 2009 17:39:02 GMT 3
"Jo selvfølgelig. Men det har jeg ikke tænkt mig, så hvis du vil slippe af med mig.." Ramoan gik i stå. Han bemærkede ikke mandens smil, da hans blik var faldet på landskabet nedenunder dem. Han sukkede kort ved synet af en landsby. Hvilket spild at ligge den midt i det hele! Så grimt det dog så ud! Nej, der skulle gå lang tid før han nærmede sig en landsby igen. "..så må du gå hurtigere," det lød fraværende, da han pludselig var sunket hen i sine egne tanker. Manden kunne snurre rundt med en kniv i hånden, og Ramoan ville nok reagere en smule sent.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 1, 2009 19:45:53 GMT 3
"Ja, bare bliv stående der, det ville hjælpe alle parter," mumlede Ryonell for sig selv, skulede til hunden en sidste gang og vendte sig om igen og gik sin vej. Han opdagede landsbyen kort efter og smilede, da landsbyer for ham betød mad og måske en kro at sove i. Og et lille krus øl, også, selvom det ikke var det vigtigste.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 2, 2009 19:01:14 GMT 3
"Sjovt at den eneste fyr i bjergene udover mig skal være sådan en sur og tvær én," fortalte Ramoan Bess, fuldstændig ligeglad med, om manden kunne høre det eller ej. Og Bess var fuldstændig enig. De gik videre, stille og roligt, for Ramoan havde ikke travlt med at besøge en ny by. Måske ville han komme forbi en bjerghule, som han kunne overnatte i, måske kunne han søge ned mod skovene et stykke tid.. Måske kunne han finde en lysning, og slå sig ned der et par dage, for at hvile ud, selvom han vidste, at det ikke var nødvendigt overhovedet. Måske kunne han finde den mest besværlige rute til landsbyen, for på et eller andet tidspunkt skulle han jo tjene penge. Desværre. I det hele taget.. Der var ikke nogen god grund til at holde sig væk.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 2, 2009 21:47:13 GMT 3
Ryonell fortsatte bare, ligeglad med denne dumme mand, der absolut skulle blive en forhindring i hans vej til Markare. Men det var der vel ikke noget at gøre ved. Og desuden var der kommet en så stor afstand på, at han ikke kunne se manden mere, hvis han vendte sig. Han var der stadig, men... Ikke så slemt. Ryonell løsnede kloen igen da faren nu så ud til at være ovre.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 3, 2009 16:33:52 GMT 3
En fugl strøg henover himlen, og den gav et højt skrig fra sig. Da den nærmede sig bjergene, så det ud til at blive hårdere og hårdere at flyve, og Ramoan fulgte den med blikket. Bjergstien snoede sig opad, og i stedet for at tage hele vejen udenom, skar han tværs over, ved at klatre op af bjergstien. Over ham forsatte stien igen, og lidt længere oppe gik manden, men han gjorde ikke dette, for at indhente ham. Bess fulgte dog stadig stien, den var ikke skabt til at klatre. Det var stejlt, men fødderne fandt af sig selv små hak, hænderne greb fat de rigtige steder.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 3, 2009 16:42:58 GMT 3
Ryonell fortsatte bare uden at se sig tilbage. Byen var der, længere nede. Og langsomt, meget langsomt, opdagede han, at han var på vej opaf, væk fra byen. Fantastisk! Hvordan kom han så derhen? Ikke ved hjælpe af den fremmede dæmon, selvom han tydeligvis havde styr over bjergenes verden. Han var sikkert for dum til det... I hvert fald ville Ryonell ikke have med ham at gøre!
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 3, 2009 16:49:01 GMT 3
Ramoan nåede op på stien igen, og Bess gik ham i møde med et bjæf. De gik sammen videre, og nu var de kommet tættere på mørkedæmonen igen, men han lod som om, at han ikke havde lagt mærke til det. Han begyndte at fløjte den første melodi, der faldt ham ind. En eller anden kedelig vuggevise, som faren havde forsøgt at synge for ham som lille. Det var altid endt med, at Ramoan blev lysvågen af farens forfærdelige stemme. Han fløjtede højere, overvejede om han skulle råbe efter dæmonen, men hans stædige væsen holdt ham tilbage. Det blev ikke ham, der skulle opsøge sådan et fjols!
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 3, 2009 18:26:09 GMT 3
Ryonell fortsatte fremad, selvom han havde mistet fornemmelsen af, hvordan han skulle komme ned til byen, og han hørte pludselig den andens, mandens, fløjten, og han bed tænderne hårdt sammen for ikke at råbe. Det var først, da manden kom så tæt på, at Ryonell også tydeligt kunne høre hans skridt, at han fik nok af det. "Så hold dog kæft!" hvæste han og så med lynende øjne mod Ramoan.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 3, 2009 18:36:10 GMT 3
Ramoan kunne ikke lade være med at grine, hvilket resulterede i, at han måtte stoppe med at fløjte. "Og du benægter, at du er mørkedæmon?" Han kunne have sagt så meget andet. Noget i reting af 'gør det selv', men han var ikke interesseret i en duel på ord, for han ville tabe stort i sidste ende. "Jeg kan også spille på fløjte, hvis det er." Han så ikke længere på manden, men udover skoven der bredte sig under dem.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 3, 2009 18:43:21 GMT 3
"Jamen, selvfølgelig vil jeg høre dig spille fløjte når det, der kommer direkte ud af din mund irritere mig!" råbte Ryonell sarkastisk tilbage, parat til at begynde en slåskamp på ord, hvis manden synes det. Han var åbenbart fast besluttet på at irritere ham, selvom han bare forsøgte at være alene. Men det var jo ikke noget nyt. Det var nærmere noget gammelt, som verdenen var blevet enig om at udsætte ham for, hver gang han mødte nye folk.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 3, 2009 19:46:24 GMT 3
Ramoan blev alvorlig. Alle havde deres sure dage, og der fandtes ikke noget værre, vidste han, hvis alle havde kække bemærkninger eller noget andet irriterende. Han ville selv have sat pris på, at man ikke fløjtede i nærheden af ham på sådanne dage. "Du vil ikke snakke?" Spurgte han roligt. Der var ingen spot, ingen sarkasme, intet had at spore i hans stemme.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 3, 2009 19:52:45 GMT 3
"Kom du selv frem til den konklussion, eller hjalp hunden dig på vej?" spurgte Ryonell koldt og fortsatte fremad. Hans tunge støvler larmede hver gang han satte dem ned på den stenede klippegrund. Hvorfor ville manden snakke? Han vidste, han ikke kunne stole på ham, og han havde ikke tænkt sig at fortælle manden noget.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 3, 2009 20:04:16 GMT 3
Ramoan svarede ikke. Hvis man endelig prøvede at være venlig, og man så fik en anden kæk bemærkning i hovedet, så gad man ikke forsøge sig længere. Der var tavshed i bjergene, da Ramoan forsatte sammen med Bess, der pludselig brød stilheden ved at knurre dybt. Helt ærligt, kunne den hund ikke holde op med at knurre af dæmonen! Men da Ramoan så sig over skulderen, blev han klar over, at det ikke var det, som ulvehunden knurrede af.
|
|
[/URL]