To travel mountains... to fail?

[Ryonell Bornakore]

"Det kommer ikke dig ved," svarede Ryonell mens han fortsatte med at ordne de endnu levende lig. Han så ikke op da han endelig spændte kloen af igen og gned sit øje, og lod hånden kører over riften i hans hoved og derefter ned på såret i hans overarm. De var endnu ikke ordnet, og han var ikke i stand til at gøre det når hans ene arm var ubrugelig.

[Ramoan Ankad]

"Det gør det vel ikke," mumlede Ramoan, mest til sig selv. Da der ikke var flere pile at hente så han op mod toppen af bjerget. Så skulle han vel se at komme videre. Helst inden mørkedæmonen kom i tanke om, at han også ville have dræbt jord dæmonen. Han begyndte roligt at gå, og Bess kom travende efter ham. Gad vide om mandne stadig skulle den samme vej som ham? Sikkert.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell var ved at bande. Han kunne ikke selv ordne den arm! Men han kunne ikke bede om hjælp. Han så næsten fortabt over mod Ramoan, der var ved at forsvinde. Fandens til jorddæmon! Ryonell sparkede til det nærmeste lig, og til hans overraskelse og irritation viste manden sig at være levende. Han stak kloen gennem hans hoved uden at spænde den fast på armen.

[Ramoan Ankad]

Ramoan snurrede rundt, da Bess kiggede tilbage mod dæmonen. Han opdagede, at fyren havde problemer med sin arm. Åh.. Den måtte selvfølgelig være brækket eller sådan noget. Han overvejede, om han skulle være så gavmild, at gå tilbage og hjælpe, og til sidst endte det med, at han gik ned mod mørkedæmonen igen. "Skal jeg.. Skal jeg hjælpe dig med armen?" Tilbød han.

[Ryonell Bornakore]

"Du er da bare så fantastisk algod, ikke!" hvæste Ryonell arrigt og kastede kloen hen over stien, men heldigvis ikke over mod Ramoan. "Kan bare ikke holde dig ude af andres sager, vel!" Han havde jo brug for hjælp, det havde han, men det fik han ikke til at få det bedre. Det gjorde det værre, men de andre soldater ville have hjulpet ham derhjemme, på trods af forbandelser og råb. Ingen brød sig om når Ryonell blev syg.

[Ramoan Ankad]

Ramoan følte sig irriteret. Han tilbød jo bare fjolset noget hjælp! "Jeg tror det er bedst, hvis vi bare holder mund begge to," svarede han køligt. For gud måtte vide hvilken gang rev han en strimmel af sit tøj, og forbandt Ryonells arm, da han var tæt nok på. "Vil du have den i en slynge?" Tilbød han stilfærdigt. Han kiggede bekymret på den hurtige forbindingen. Det var allerede ved at bløde igennem.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell så væk fra jorddæmonen og mærkede den der frygt der altid kom når han var i nærheden med bestemte personer. For det meste fremmede, der ikke var ligesom andre mennesker. "Gør hvad du vil," sagde han hårdt. "Du er sikkert mere læge end jeg, når du nu er jorddæmon. I plejer at vide ting om healende planter."

[Ramoan Ankad]

Ramoan var tilbøjelig til at give ham ret, men ville ikke få sig selv til at indrømme det. I stedet fik han lavet en slynge af en af de dødes kapper, og bundet Ryonells arm ind i den. Forsigtigt skiftede han forbindingen om armen ud med et nyt stykke tøj, og trådte så lidt tilbage for mørkedæmonens skræmmende blik. "Var der andet?" Spurgte han.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell valgte at ignorere hans spørgsmål, da han så det som ren provokation. Som om han ville sige noget til ham! Han ville aldrig beklage sig til en fremmed, eller til nogen overhovedet. "Er du sikker på det der er rent?" spurgte Ryonell og rynkede næsen ned mod forbindingen fra ligenes tøj. Han stolede ikke på deres hygiene, og folk hævdede at sår skulle være rene.

[Ramoan Ankad]

Ramoan fortrak ikke en mine, da han stirrede på mørkedæmonen. Havde manden ikke overskud til at sige tak i det mindste? Men det var vel hvad man kunne vente.. Brok, brok og atter brok. "Hvis det er et problem for dig, kan du altid bruge din egen kappe. Men jeg er ret sikker på, at det er rent." Bess var ikke fulgt med, men bjæffede efter sin herre, utålmodigt stående med logrende hale. Den glædede sig til at komme væk fra alle de døde og den fremmede.

[Ryonell Bornakore]

"Når du nu er så interesseret i mig, så hvorfor ikke bare give mig hvad du ejer i stedet for at pylre om mig," sagde Ryonell surt og skar ansigt da han forsøgte at bruge armen. "Forbandede, idiotiske røvere!" hvæste han pludseligt og sparkede den nærmeste ud over kanten. Det var den samme mand, som han havde slået ihjel efter at have opdaget at han var i live.

[Ramoan Ankad]

"Interesseret? Er man nu pludselig interesseret, fordi man forsøger at hjælpe lidt? Eller fordi man forsøger at stille nogen spørgsmål?" Ramoan talte forbavsende roligt, man skulle ikke tro, at han var vred, men det var han. Han vendte ryggen til. Gad ikke snakke mere med dæmonen. Næste gang han mødte en mørkedæmon ville han gå forbi. De var spild af tid og utaknemmelige.

[Ryonell Bornakore]

"Så du plejer bare at gå hen til fremmede og hjælpe dem, selvom de ikke vil have noget med dig at gøre?" spurgte Ryonell vrissende og samlede kloen op, og forsøgte med en hånd og et øje at tørre den ren for blod, og det skal siges, at det er langt mere besværgligt end det lyder. Han bandede, smed den fra sig og bandede igen da den lavede en svidende rift i hans hånd. Han så over på Ramoan. "Jeg har ikke brug for hjælp!"

[Ramoan Ankad]

Ramoan stirrede pludselig arrigt på ham. "Så har vi vidst ikke mere at snakke om!" Han begyndte at gå hen til Bess, der logrede lidt med halen. Det var på tide, de smuttede. Han gad ikke være her mere. Han ville.. Klatre sin vrede væk! Bare lave et eller andet, der kunne få ham til at falde ned.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell følte det mest forfærdelige han kunne. Han følte han havde tabt, at der var en, der var i stand til at dreje ham af og få det sidste ord. Han skar tænder og forsøgte at finde et eller andet at sige, men det var umuligt i vredens tåger, og han tog den nærmeste sten og kastede den af mod den anden dæmon med et brøl.