|
|
Post by Ramoan Ankad on Aug 23, 2009 22:13:30 GMT 3
Ramoan sukkede frustreret, og gav slip i mørkedæmonen. "Ville det virkelig være så svært for en gangs skyld at være lidt samarbejdsvillig? Vi kan fortælle det sammen, du har massere af historie, men åbenbart har du kort hukommelse! Tag dig nu lidt sammen!"
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 23, 2009 22:35:54 GMT 3
Hun lod velvilligt håret falde ned over ansigtet. Hendes private slør fra omverden. Lavt begyndte hun at nynne for sig selv, i et forsøg på at blive rolig, skubbe følelserne væk og tage sig sammen. Var hun virkelig så svag?... ville de mon slå hinanden ihjel? forhåbentlig ikke... Hun skubbede bekymringen fra sig.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 23, 2009 22:44:42 GMT 3
"Du mister snart muligheden for at nå hende," sagde Ryonell uden at kigge på jorddæmonen, og rodede i den løse jord foran sig med sin støvlespids. Han var lige så interesseret i hende som hans bevægelser viste. Hun kunne gå. Han var ligeglad. Hun kunne måske hjælpe. Det var ikke interessant. "Du er ved at få travlt nu."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Aug 26, 2009 22:40:40 GMT 3
"Enten indhenter vi hende, eller også går vi videre nu! Jeg har ikke lyst til at hænge på dig hele mit liv, at du ved det!" Ramoan hævede stemmen en smule. "Gider du godt komme videre!" Han bed tænderne sammen i arrigskab.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 26, 2009 22:51:47 GMT 3
Shin sukkede dybt igen og kiggede op på himlen. Hvis Gud virkelig fandtes... Eller satan for den sags skyld. Lucifer, Jesus, Lucifax... Alle de der. Hvorfor gjorde de så ikke noget. (MUWHAHAHAHAHAHA xD)
Hun løftede et øjenbryn. Noget nærmede sig... Hvad var det? det lignede en sten... Den faldt mod.. nedad. Den var ikke særlig stor, men den faldt med utrolig fart. Bare den ikke ramte noget.
Hun rejste sig og løb mod Ryo og Ra. Ryonell var meget uheldig.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 26, 2009 23:10:59 GMT 3
Ryonell blev stædigt hvor han var og opdagede ikke noget i starten, for han havde pludseligt meget travlt med at nidstirre jorddæmonen, mens han fortsat rodede i jorden med den ene fod. Han var ved at være godt sur, og koncentrerede sig i stedet om at lade være med at dræbe Ramoan inden det blev mørkt.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Aug 26, 2009 23:13:23 GMT 3
Ramoan ansigt fortrak sig i morskab, da Ryonell blev ramt af stenen. Han undertrykte en dæmpet latter. "Du får nok en bule," sagde han, ikke særlig medfølende, uden at gøre noget, for at få det til at lyde sådan. Han var kørt træt i mørkedæmonen. Det var slut med optimisme og opmuntring. Han havde fået nok.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 27, 2009 15:49:42 GMT 3
Shin dukkede op og stirrede på Ryonell. At han stadig kunne stå oprejst?! Hun rynkede panden og løftede stenen op. Der var en lille smule blod på... Hun stak den i lommen og løftede en kæp. "Siden du står stille..." Hun slog Ryonell i panden. "Jeg skal indfrie min gæld til dig, Ramoan. Forklar."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 27, 2009 19:00:58 GMT 3
Mørkedæmonen trak et skridt tilbage da hun slog ham og opdagede pludselig en skærende smerte i hovedbunden og stærk hovedpine, og han trak sig væk fra dem og lod en hånd løbe gennem håret. Blod. Han så på stenen og trak sig endnu længere væk, lod dem snakke. Han gad ikke blandes ind, og han havde desuden fået en flagermus i håret.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Aug 27, 2009 19:31:08 GMT 3
Ramoan så på hende med et blik, som om han ikke troede på, hun mente det. Hvorfor skulle han forklare? Han sukkede igen. "Det er ikke fair, men siden mester mørke derovre er slået ud, gør jeg det alligevel." Han vædede læberne, og nulrede tavst Bess' øre, der gabte veltilpas. Han overvejede at lade være med at sige noget, men det endte med at han åbnede munden alligevel. "Vi kom gående i hver vores retning, og pludselig er der eksplosion omkring os, så folk indenfor fem meters afstand bliver slynget tilbage. Ryonell ligger ned, da jeg opdager, at jeg ikke kan komme videre, fordi vi er lænket sammen. Usynlige lænker. Jeg går over til ham, finder ud af, at det er rigtigt, og så... Hænger vi på hinanden. Jeg kan ikke huske hvorfor, men jeg bliver bevidstløs, og da jeg kommer til mig selv, snakker Ryonell og halvenglen sammen. Mest de der 'du kan ændre dig-fræser', men jeg lod som om jeg sov." En antydning af et smil viste sig i hans mundvige. "Nu er vi så her." Han trak på skulderen.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 27, 2009 19:39:47 GMT 3
"Fint nok. Så... Er sagen jo nem nok." hun grinede og rystede på hovedet. "Skuespillet holder ikke mere. Et træ klæder dig ikke, halvengel." Hun stirrede på et bredt og stort træ og hendes øjne var gennemborene. "Hvor lang tid har du lyttet, min ven? Jeg tør ikke gætte." Hun smilede skævt og en skikkelse trådte frem.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 27, 2009 19:51:07 GMT 3
Ryonell så op og forsøgte at fiske flagermusen ud af håret. Han havde sprunget på ham hvis ikke det forbandede flagerdyr risikerede at komme med i kampen. Den skulle ikke dø på grund af ham eller på grund af en halvengel der var så tåbelig og irriterende. Vampyren peb protesterende og fortsatte med at slikke hans hovedbund.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Aug 27, 2009 20:22:59 GMT 3
Halvenglen klukkede kort. "Længe nok, tror jeg." Han hævede et øjenbryn og vendte sig mod de to lænkede dæmoner. "Det går ikke for godt med dem, hvad?" Han grinede igen, stadig med et spillende smil. "Godt at se dig Shinee."
Ramoan mumlede irriteret. Alt gik ham på nerverne lige i øjeblikket.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 27, 2009 20:47:45 GMT 3
"I lige måde, kære. Det er virkelig længe siden." Hun grinede bredt og foldede armene over maven. "Om jeg forstår hvad du vil med de to... Nej, det gør jeg ikke. Jeg håber du kan forklarer det." Hun strøg en hånd igennem håret og sukkede.
"De enes ikke. De er nogle idioter. Særligt Ryonell. Men verden forandre sig jo ikke på et split sekund."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 27, 2009 21:04:37 GMT 3
Endelig slap det kloge, lille flagerdyr Ryonell og flaksede over til halvenglen og forsøgte at indsmigre sig med nogle rullende piv. Ryonell stirrede surt efter den og halvenglen, mens blod langsomt løb ned af hans hals. "Hils din gud, der åbenbart nyder at kaste sten i hovedet af mig!" råbte han så, sydende, og sparkede hårdt til en sten.
|
|
[/URL]