|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 30, 2009 23:03:14 GMT 3
"Så lad være med at bortforklare dig selv, og sige nej," bad Movicth lavmælt, rynkede panden, som om der pludselig var faldet ham noget ind. Han så sig over skulderen. "Beslut dig for, hvad du vil. Jeg kan ikke gætte det ud fra dine ansigtsudtryk."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 23:27:32 GMT 3
"Jeg vil have at du lader mig være. Det er sådan jeg overlevede." Datid. Han vidste ikke om det kunne eller skulle fortsætte. Det hele føltes anderledes. "Hvis jeg lover ikke at slå mig selv ihjel inden for de næsten seks måneder? Eller hvad skal jeg gøre før du lader mig gå selv? Jeg gav dig et løfte..."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 31, 2009 17:06:35 GMT 3
Movicth lo. "Og hvad vil du så gøre efter seks måneder? Hvad hvis du krydser fingrene bag din ryg, eller bryder løftet, i et pludseligt anfald af lyst til at dø?" Han så op, op mod den grå himmel, og kort efter begyndte det at styrte ned, så han blev gennemblødt. Han skuttede sig i regnen, men fandt den aldrig virkelig forhindrende, da han rejste i alt slags vejr, lige meget hvad. "Hvad vil du, når du er væk imorgen, stille op med dig selv? Når du opdager, at der er intet der kan fylde det hul, din far fyldte... Vil du så klamre dig til en sølle lysdæmons løfte, der ikke er bedre til at leve livet end dig selv? Jeg tror det ikke." Han hævede stemmen, så Ryonell kunne høre ham, på trods af vejret.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 31, 2009 17:47:46 GMT 3
"Kan være jeg finder noget," sagde Ryonell, og på en eller anden måde klarede regnen hans hjerne. Som så meget andet så han skønhed i det, regnen var smuk og lagde en dæmper på udsigten til regnskoven, som en grå, kold og ekstra våd tåge. "Selvom hun nok ikke er en mulighed..." Det sidste var ikke andet end en hvisken.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 31, 2009 18:20:25 GMT 3
"Vil du dele dine tanker?" Spurgte Movicth med et smil. "Så jeg kunne følge lidt med også?" Han hævede et øjenbryn. Måske havde det noget med Shinee og barnet at gøre... Han kunne ikke rigtig forstille sig andet. Regnen satte mere til i kraft, og store dråber faldt ned i hans hår.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 10:35:30 GMT 3
"Nej, jeg vil ikke dele," svarede mørkedæmonen og så op i regnen, mod himlen, og var umuligt heldig med ikke at få regndråber i øjnene. Skyerne var mere grå end det tågelignende fænomen som han kunne så over træerne. Mørkere, som om en uvejr var på vej ind over dem. Men der var næsten ingen vind.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 1, 2009 15:38:36 GMT 3
Movicth sukkede, skød længere i vejret, som hans vinger blev tynget ned af regnen, uden at han havde bemærket det. Han så mod mørkedæmonen. "Hvis du lader være med at dø de næste... To år, skal jeg nok gå." Det var uretfærdigt, han vidste det godt. To år var lang tid.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 15:46:26 GMT 3
"Du strækker dem," mumlede Ryonell, men gjorde det alligevel så højt at den anden dæmon kunne høre ham. "1 år? Så får du næsten din vilje." Han ville bøje sig hvis lysdæmonen sagde nej, men det behøvede den anden jo ikke at vide. Et år var mere overkommeligt end to, men stadig lang tid. Han rettede blikket mod Movicth et kort øjeblik.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 1, 2009 18:17:06 GMT 3
"Nej, ikke 1 år. 1½ eller 2 år." Movicth fik et stædigt drag om munden, men klarede straks op i et tankefuldt smil. Mørkedæmonen gjorde virkelig hvad han kunne for at dø. Det var mærkeligt, at han ikke var dø endnu, hvor hårdt det så kunne lyde. Måske havde han et skjult overlevelsesinstinkt...
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 18:22:06 GMT 3
Et lyn slog ned mod dem, og på en eller anden måde fik Ryonell svunget sig til side, holdt sig for ørerne og lukket øjet så han ikke blev ramt. Det ville have ramt ham, eller blændet ham, ellers. Nu nøjes det med at flække et af de store træer og give plads til mange andre små planter som kunne vokse sig store og stærke.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 1, 2009 19:19:48 GMT 3
Movicth spærrede forskrækket øjnene op, da han kastede sig til siden, selvom lynet ville have ramt Ryonell, og ikke ham. Han kiggede ned mod regnskoven, rynkede panden. "Hvad er sikrest? Luften eller regnskoven?" I regnskoven var der træer. I luften var der lyn. Men lyn ramte også ned i træer. For pokker da!
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 20:31:33 GMT 3
"Der er sikrest i luften," mumlede Ryonell. "På jorden slår de ned, og det farligere end at blive ramt i luften, og så er der jo dyr dernede. Desuden tror jeg ikke du ville kunne få den fart på dernede som du foretrækker. For folk der ikke er vant til det er regnskoven ufremkommelig." Han sagde det ikke som kritik, det var blot erfaring.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 3, 2009 18:17:30 GMT 3
"Jeg er nok hurtigere end de fleste uerfarne," smilede Movicth, da han besluttede sig for at holde sig i luften, som den sikreste mulighed, ud af to ikke fantastiske. Et andet lyn slog ned, længere væk, og denne gang gik det ikke udover dem. "Er det nu jeg skal gå?" Spurgte han.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 3, 2009 18:22:30 GMT 3
"Halvandet år," sagde Ryonell sløvt og modløst. "Du kan gå." Hvor kan jeg træffe dig? Det lød dumt at skulle sige. Meget dumt. Men han ville gerne vide det. Af en eller anden dårlig grund han ikke selv kunne finde. Måske for at bevise at han havde været i stand til at overleve. Men desværre, så vidste han allerede at der ikke var mulighed for at få det at vide. Lysdæmonen rejste for meget.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 3, 2009 18:48:41 GMT 3
"Du lyder som en, jeg har sat i fængsel," sukkede Movicth. "Det er ærgeligt jeg ikke kan se, om du overholder det, men vi støder sikkert ikke på hinanden igen. Det ville være... Ret usandsynligt." Han lyttede til det bragende tordenvejr. "Så farvel, formoder jeg." Han grinede. "Det var... Interesserant."
|
|
[/URL]