|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 17:26:10 GMT 3
"Der er jo ingen chance for at han skulle overleve. Hvordan skulle han kunne det? En engel, der kommer ned og forbarmer sig over ham, selvom han ikke har gjort andet end at... end at..." End at være sin familie til besvær. Det var hvad han havde gjort, og det havde både han selv og hans bror vidst. "Man kommer ikke i himlen for det, og man bliver ikke reddet for det."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 30, 2009 17:33:30 GMT 3
"Kan du ikke bare lade som om du håber, og lede sammen med mig, i stedet for at gøre et procent til nul procent?" Movicth smilede skævt, irriteret over at tilbyde sin hjælp, da han jo måske faktisk ikke havde tid til det. Mørket kunne være omkring blot en dag væk, med denne fart, men... Men han var villig til at satse.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 17:43:37 GMT 3
"Du behøver ikke hjælpe mig," vrissede Ryonell af ham. Han var stadig ikke glad for hjælp. "Hvis det det du vil have, så kan vi godt sig at jeg leder efter ham. Jeg er ikke dit liv værd." Han så stadig ikke på den anden. Bare ned i træerne, og han dykkede og tog fat i et blad, inden han kom op på sin plads igen. Han havde bladet i hånden og lod det falde igen.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 30, 2009 17:50:41 GMT 3
"Uden mig bliver din eftersøgning halvhjertet, og jeg insisterer irriterende meget, indtil du giver efter," svarede Movicth fast, og indså at mørkedæmonen, der havde svært ved at tage imod hjælp. Han kunne ikke bedømme, om det var godt eller skidt. Nok mest negativt i virkeligheden.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 17:58:30 GMT 3
"Jeg kan godt klare mig selv," sagde Ryonell, men alligevel var stemmen noget sløv. Han var en byrde, og det kunne han heller ikke lide. En byrde, der havde brug for hjælp. Til besvær. Og når det ligefrem var en lysdæmon... Det var unaturligt og... og dumt. Han havde ikke lyst til det. Lysdæmonen havde sine egne problemer.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 30, 2009 18:37:27 GMT 3
"Det har du bevist," pressede Movicth på, som om det skulle hjælpe noget. "Vil du finde ud af om din bror eller død, eller vil du ikke?" Han havde lagt armene over kors, hvis det ikke havde været lidt mislykkedes i luften.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 20:00:13 GMT 3
"Jeg ved jo han er død," sagde Ryonell afvisende, og satte ubevidst farten op. Han følte sig meget presset, og det brød han sig ikke om. "Han kan ikke være levende. Hvis du fik dit hoved knust, hvordan ville du så have det? Det er et held hvis han ikke fik ødelagt hjernen, og hvis han lever videre sådan ønsker jeg ikke at se ham."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 30, 2009 20:44:19 GMT 3
"Åh... Så først ændrer det alt hvis du ser ham, men hvis han pludselig har en hjerneskade er der ingen mulighed for at du vil se ham? Er det ikke lidt tåbeligt?" Fremprovokerede Movicth, for at få mørkedæmonen til at handle på impuls, eller måske fremtvinge et ja, eller hvad pokker han nu var ude på.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 20:50:17 GMT 3
"Jeg kan ikke gøre noget for ham, så. Jeg har ikke engang været i stand til at beskytte ham første gang, eller forhindre min far i at dø. Hvad skulle jeg kunne gøre for ham hvis han skulle..." De var nået til det emne, der havde bragt ham aller mest harme gennem livet. At han ikke var i stand til at beskytte sin familie.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 30, 2009 21:11:01 GMT 3
"Så du kan ikke muligvis glæde ham, ved at dykke op, fordi du er i tvivl om, om du kan beskytte ham?" Movicth rystede på hovedet. "Undskyld.. Det lyder vanvittigt i mine øre. Jeg ville hellere end gerne møde en bror, hvis jeg havde en." Han sukkede. "Men det er... Usansynligt. Så skulle det være en halvbror." Movicth blev tankefuld. Det var muligt. Meget muligt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 21:35:23 GMT 3
"Han er død, du skal ikke vække drømme i mig når det bare ender med at jeg bliver såret igen. Hvordan skulle min bror kunne leve, efter... 11 år, hvor vi ikke har fundet hinanden? Hvad skal han kunne lave? Hvis han levede ville han have et udseende som... folk vil mere end lægge mærke til." Ryonell nægtede stadig at se på den anden.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 30, 2009 22:00:55 GMT 3
Movicth kiggede på mørkedæmonen. "Hvad er du i tvivl om? Er du i tvivl om at knuse håbet, den sidste chance, den allersidste chance for at rette op på dit liv, før det hele bliver fuldstændig håbløst, eller er du i tvivl om, hvordan din bror vil være, hvis han lever?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 22:20:19 GMT 3
De ord gjorde Ryonell tavs længe, for der var jo en del at tænke over. "Jeg tror jeg frygter at møde ham, og ikke være i stand til at kende ham," mumlede han så til sidst. "Bange for at han har ændret sig og er blevet... En adelig eller... en af de der som er afhængige af et eller andet rusmiddel." Ryonell fortsatte med at undgå øjenkontakt.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 30, 2009 22:42:07 GMT 3
"Vil du se din bror eller vil du gemme dig bag frygten, Ryonell?" Movicths stemme var mild, da han forsøgte at fange øjenkontakt, uden at det rigtig lykkedes. Dog blev han ved med at se indtrængende på mørkedæmonen, i håb om at han ville tage en beslutning.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 22:55:50 GMT 3
Ryonell bed sig i læben. "Jeg ser bare ikke meningen i det," sagde han og sukkede svagt. Måske skulle han opsøge Shinee? Hvor kom den tanke fra?! Han mumlede et eller andet og fortsatte frem. "Jeg ser ikke meningen i at risikere at miste ham en gang til, hvis det skulle vise sig at han er blevet... et eller andet."
|
|
[/URL]
