|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 29, 2009 15:22:00 GMT 3
"Jeg havde bare forstillet mig, at du som herre over dit eget liv, vidste, hvor du ville hen." Svarede Movicth, som et egentligt nyt spørgsmål. Hvad skulle han dog stille op med den mørkedæmon!? Han vidste det virkelig ikke.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 29, 2009 15:35:00 GMT 3
Ryonell stirrede på ham med et enligt, rovdyrgult øje, og selvom hadet på en eller anden måde manglede, så var øjet lige så isnende som første gang de mødtes. Han vendte sig væk fra ham, og så så igen fortabt ud, næsten alene mod en by, der ikke gad tage kampen op med ham. Han gik over til springvandet, bare for at gøre noget.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 30, 2009 16:00:30 GMT 3
Movicth fulgte blot tavst med, og stak en hånd indunder det iskolde, rislende vand, betragtede det, som det gennemsigtigt løb på sin vej, måske ikke helt så klart og rent, som det kunne se ud til. Han forsøgte at favne det kolde vand i sin hule hånd, men vidste at det var umuligt. Det løb fra ham, og vand ramte vand med en sagte pludren, der ikke kunne høres, fordi det blev overdøvet af... Vand. Han så sig rastløst over skulderen, fordi han i baghovedet var klar over, at det her var at spilde sin tid, at døden indhentede ham, sekund for sekund, der blev spildt. "Jeg vil gerne videre..."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 16:08:22 GMT 3
Ryonell så over på ham, lige hurtigt, og havde egentligt ikke lyst, og så ønskede han det alligevel næsten lige så brændende som Movicth at forsvinde. Men han følte ikke han kunne, sådan rigtigt. Han trak på skulderne, og hans blik vandrede usikkert over folkene omkring dem. "Tag afsted uden mig. Jeg er ikke andet end problemer for dig." Hvorfor... Han bekymrede sig jo for den anden. Det var forkert. Han havde aldrig haft det sådan for andre end sin familie.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 30, 2009 16:15:48 GMT 3
"Mørket viser ingen nåde, trods at du er mørkedæmon. Det flænser alt, der minder om mig. Tortur vil virke som en mild løsning, i forhold til skyggerne. Du vil dø uden grund. Dit liv vil ende som det helvede, du strejfer rundt i. Det kunne være prikken over i'et, men hvorfor prøver du dog ikke at gøre tilværelsen... Mere lykkelig?" Movicth så på mørkedæmonen, drejede hovedet langsomt mod sin ærkefjende siden tidernes morgen... Eller hvad det nu var.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 16:23:56 GMT 3
Ryonell så ned. Han brød sig ikke om at se nogen i øjnene, og fortrød at han havde gjort det lige før. "Hvordan er det meningen jeg skal gøre det?" spurgte han. "Jeg har ikke mere at miste, og ingen grund til at få noget nyt at få taget fra mig. Jeg husker ikke lykken længere." Hans blik stejfede alle. "Jeg strejfede rundt og spildte mit liv. Er der mulighed for at ændre på det? Verdenen har aldrig været glad for at ofre mig en chance."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 30, 2009 16:26:51 GMT 3
Movicth slog et kort slag med vingerne, så han blev hævet lidt over en meter op i luften, og greb Ryonells bluse omme i nakken, hvorefter han trak dem begge to op over byen, hvilket ikke fysisk trættede ham overhovedet. "Inden din familie blev dræbt, ville du så kunne ændre på noget, du gerne ville ændre?" Spurgte han uden videre, da han slap ham, med tegn til at flyve med videre.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 16:35:31 GMT 3
"Jeg var lykkelig dengang. Havde intet der var grund til at ændre på. Og havde ingen fremtidsdrømme da de døde. Jeg var overbevidst om at vi skulle være sammen hele livet, og intet ville forhindre det." Han fløj selv efter Movicth, igen bagude og lidt ved siden af. "Det eneste jeg regnede med at gøre var at rejse til min bror og bo med ham når han en gang flyttede hjemmefra og jeg blev gammel nok."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 30, 2009 16:45:17 GMT 3
Movicth sukkede. "Det var ikke det svar, jeg håbede på. Hvad skal jeg gøre for at overbevise dig om, at der stadig er noget at leve for? Jeg kan fylde dig med nok så meget klog viden, men jeg har ikke indtryk af, at det hjælper. Tager jeg fejl?" Han sagtnede farten lidt, for at få den anden med, for at æde afstanden lidt, men tempoet gjorde ham rastløs igen, og han satte farten op igen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 16:50:24 GMT 3
"Det er nok at gribe det forkert an," mumlede Ryonell, usikker på om den anden kunne hører hvad han sagde. Han lukkede øjet kort og sukkede så dybt. "Hvis nu min bror levede ville alt være anderledes. Men jeg så ham få mast hovedet. Der var vel intet håb for ham, om vi fandt ham eller ej."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 30, 2009 16:56:11 GMT 3
"Er der noget jeg er god til, så er det at håbe," grinede Movicth, trods alvoren i hans stemme. "Måske kunne jeg håbe for os begge to for en tid." Han trak på skulderen, som om det var et tilbud, eller en pris, han var villig til at ofre, men faktisk... Ville han hellere end gerne hjælpe den livstrætte mørkedæmon på rette spor.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 17:00:51 GMT 3
"Jeg er ked af at skuffe dig, men jeg kan ikke se hvordan håb skal kunne hjælpe. Hvad har vi at håbe på?" Han skuttede sig over de regnskovsvåde træer og så en sky ret fremme. Regnvejr, og det var sikkert. Den lå som en tåge under selve den grå sky. "Forbered dig på at blive våd," sagde Ryonell til den anden, og satte farten op.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 30, 2009 17:12:49 GMT 3
"Hvis du kan overleve... Hvorfor skulle din bror så ikke også kunne? Selvom han godt nok... Fik kvast sit hoved," Movicth trak beklageligt på skulderen, og kiggede på den rumlende himmel over ham. "Desværre ja. Regnvejr er så klaustrofobisk."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 17:18:11 GMT 3
"Minotaure er stærke, og du kan selv forsøge at vælte en af regnskovens gamle træer. Hvis han skulle have overlevet slaget ville han være død. Der var ingen til at..." Han tøvede. Der var de to gamle, dumme hekse. Men... Det kunne ikke være det. Hvis han var overlevet, hvorfor havde han så ikke ledt efter dem? "Han må være død."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 30, 2009 17:20:34 GMT 3
"Nu ønsker du ham jo faktisk død," sagde Movicth. "Du har allerede opgivet, inden du er begyndt!" Han slog beklagende ud med armene. "På den måde finder du aldrig ud af, om han er død, vel?" En fugl skreg i nærheden, men Movicth ænsede den ikke rigtigt.
|
|
[/URL]