|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 27, 2009 20:47:13 GMT 3
Der gik ikke lang tid før stanken kom imod dem, et stykke før de fik byen i syne, og Ryonell begyndte allerede at glide nedad. Han landede midt på gaden og så sig omkring. "Velmarn," mumlede han da han så springvandet midt på torvet. Byen Velmarn kendemærke, der formede en lille drage og en stor minotaur i en evig, forstenet brydekamp.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 27, 2009 22:59:21 GMT 3
Movicth landede ved siden af mørkedæmonen og kiggede rundt. De fik allerede få sidekast fra forbipasserende, fordi de måtte se så forskellige ud. Velmarn. Han havde ikke været i Velmarn før, så vidt han huskede, og kiggede op mod det store springvand, Velmarns stolthed. "Jeg følger dig stadig."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 27, 2009 23:30:22 GMT 3
En kro. Der måtte være en kro heromkring. Han gik ud langs siden af gaden og så skiltet hænge uden for døren, og han kantede sig forbi en flok mennesker og gik ind gennem døren. En kro var vel altid god, for han var sulten. Han manglede bare penge. Selvom han ikke havde tæmkt sig at tigge. Han ville ikke tigge igen, nogensinde.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 28, 2009 16:12:49 GMT 3
Movicth fulgte efter, og satte sig ved det bord, som Ryonell slog sig ned ved, uden at vente på opfordring til at sidde ned. En servitrice kom vimsende mod dem, stoppede et øjeblik op, da hun så dem bedre an, men bestemte sig for at tage sig sammen, og komme derover. "Hvad skal I have?" Smilede hun.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 28, 2009 18:08:51 GMT 3
"Mad," sagde Ryonell og følte sig pludselig meget usikker og uvelkommen på en anden måde end den han plejede at få og være i stand til at ignorere. Den her var anderledes, en trykken i ryggen, lidt over lænden, som han plejede at føle når han var paranoid. Men der var ingen der så på ham, og selvom de havde vist sig som fjendtlige... det virkede ikke som om de ville angribe.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 28, 2009 23:13:38 GMT 3
"Intet specielt?" Spurgte servitricen undrende, hævede et øjenbryn, som om hun prøvede at give manden den chance, han måske ikke skulle have haft. Movicth indskød ikke med noget. Han var ikke sulten... Ikke tørstig. Han trængte måske bare til at slappe af, selvom det gjorde ham rastløs.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 29, 2009 0:12:15 GMT 3
"En øl og dagens suppe," mumlede Ryonell så da han fik slået følelsen af sig. "Mørk øl." Mørkedæmonens blik flakkede gennem ryggen da følelsen kom tilbage, og han trak sig dybt ind i mørket ved deres hjørne. Det hele var så underligt, som var han lige trådt ind i byerne for første gang igen og ikke vidste hvordan man levede der.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 29, 2009 0:16:02 GMT 3
Movicth trak sig længere ind under lampens skær, og betragtede tankefuldt mørkedæmonen. "Hvorfor dog så forvirret?" Spurgte han undrende med rynket pande. Han måtte have været inde i hundrede byer før!
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 29, 2009 0:33:23 GMT 3
Servitricen havde forladt dem, og folk fortsatte med at ignorere dem. Men det var, for Ryonell, som om en form for sikkerhed var knust. Alle havde vel hørt folk tale om at de havde huller indeni efter at deres kære var døde. Men for ham var det anderledes. Han havde ikke mistet noget, det hele fyldte det samme, men det var bare gået i stykker og lå knust og usammenhængende tilbage. Normalt kunne man udfylde huller, men kunne man reparere noget der var gået i tusindvis af små stykker? Kunne man? Han troede ikke på det. Hullet var jo fyldt... Og der var ingen der ville hjælpe ham, andre end Movicth.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 29, 2009 13:21:51 GMT 3
Movicth viftede med hånden foran Ryonells ansigt, for at fange hans opmærksomhed. Han tog sig i det, og lod mørkedæmonen sidde med sine egne tanker og sin egen sorg, da han lænede sig tilbage på stolen, med pludseligt lukkede øjne. Han ville ikke blande sig mere, end den anden ønskede.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 29, 2009 13:34:10 GMT 3
Ryonell så stadig rundt, og hans forvirrede blik blev langsomt mere jaget, indtil en mand, som lige var kommet ind i kroen, gik over mod ham. Noget bekendt. Nu kom de bare til... "Kan jeg låne en stol?" Han havde kammerater i kroen som åbenbart ikke havde stole nok. Ryonell svarede ikke. Han havde aldrig gennem hele sit liv oplevet dette.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 29, 2009 14:12:21 GMT 3
Movicth indså, at hans teori holdt stik indtil videre, og det glædede ham lidt, da han trak en stol hen mod manden, der ellers lignede en kraftig børste, der havde noget imod hele verden. "Tag den her," tilbød Movicth, som svar for hans 'kammerat,' og manden smuttede igen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 29, 2009 14:16:24 GMT 3
Maden kom, men Ryonell havde mistet appetitten, og det havde ikke kun noget at gøre med at han sad i mørke. Han skubbede maden fra sig, lagde penge på bordet for ulejligheden og vendte sig mod døren for at komme væk fra alle disse mærkelige mennesker. "Vi går nu," meddelte han lysdæmonen halvvejs henne ved døren.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 29, 2009 14:19:37 GMT 3
Lysdæmonen smilede skjult, da han fulgte efter ud af døren. "Jeg er bag dig," svarede han muntert, som tegn på, at han fulgte med, og de kom ud på gaden igen, hvor han kastede et nyt blik mod springvandet. "Hvad skal vi så nu?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 29, 2009 14:53:16 GMT 3
"Hvor skulle jeg vide det fra?" snerrede Ryonell, men han mente ikke noget med det sit tonefald. Han følte sig bare så... Han vidste det ikke, men en ting var sikkert. Han hørte ikke til her, i denne verden, eller... Han var ikke en del af det. Han havde ikke en plads her. Ikke længere.
|
|
[/URL]
