|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 10, 2009 17:59:10 GMT 3
Movicth kastede sig et jaget, udmattet blik over skulderen. Han holdt hele tiden øje. Kiggede hele tiden bagud, bare for at være sikker på, at han ikke kunne se dem. Skyggerne. Han mente, at han var fire dage forude, efter at for fire dage siden at have set dem flimre meget nær ved ham, og i de sidste fire dage havde det gået stærkt. Men fire dage var ikke nok. Et år var ikke nok. Der var ikke noget som helst, som bare var i nærheden af godt nok. Han stoppede med at løbe, da det gik op for ham, at han var udkørt. Fuldstændig. Hans krop rystede næsten af udmattelse, fordi han igen havde presset sig selv lidt for hårdt. Med en tænderskærren der ikke burde tilhøre gloriedæmonen begyndte han at gå i stedet for. Og da han kunne mærke, at benene snart ville synke sammen under ham.. Han foldede vingerne ud og fløj op mod himmelbuen. Den smukke, smukke og blå himmel der strakte sig som et evigt tæppe udover hele verden. Skyer drev dovent rundt deroppe, men hans matte, triste blik var faldet på sin egen skygge under ham. Han skulle videre. Han var tvunget til det. Satte farten op, så sig over skulderen igen. Først nu opdagede han byen længere forude. Hvornår havde heldet nogensinde været med ham, tænkte han med endnu et dybt, forbandet suk.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 10, 2009 18:13:47 GMT 3
Ryonell gik ud af byen, træt og arrig over folkene derinde, og han gik med sænket hoved afsted mod... hvor han nu skulle hen. Markare, regnede han med, men alligevel ikke. For han vidste ikke, hvad der skulle ske. Han fortsatte, og pludselig mærkede han et had, han ikke kendte. Han så op, og så en plet på himlen. En... Noget. Han skød i vejret for at forstå, hvordan han kunne mærke det had, som han regnede med var det samme som det, mennesker og væsner følte overfor ham.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 11, 2009 17:48:30 GMT 3
Movicth sugede alt det lys til sig, som han kunne, for at holde sit dunkende hoved oppe. Han havde hovedpine af udmattelse. Hvis bare han kunne.. Sove.. Han måtte sove. Bare.. To minutter.. Bare.. Med en kraftanstrengelse spærrede han øjnene op og forstillede sig en vild, brusende flod af lys, der flød igennem hele hans krop. Det hjalp ham, til at holde sig oppe, og han steg længere op, da han pludselig blev ramt af et dybt had. Han stirrede forvirret rundt, for at finde årsagen, og han fornemmede det inden han så det. Hans første indskydelse var en af skyggerne, der endelig havde indhentet ham efter flere år, men den næste tanke var langt mere præcis. Nej, det var trods alt noget lysere. Mørke, sort, dybt mørke, men stadig lysere end hans egen forbandelse. En mørkedæmon. Et sarkastisk smil gled over hans ansigt. Heldet tilsmilede ham jo lige frem idag! Hvor var det fantastisk.. En mørkedæmon.. Lige hvad der manglede.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 11, 2009 18:06:37 GMT 3
Ryonell mærkede det pludselig. Det var et stærkt lys han opdagede, og da han følte det, havde han på fornemmelsen, at det var bedst hvis han forsvandt. En lysdæmon kunne han ikke kæmpe imod mens det var dag, og han kunne vel nærmest ikke undgå at kæmpe med den. Men han opdagede, at han tænkte som en kujon, og han fløj videre op og endte foran den fremmede dæmon og spærrede vejen.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 11, 2009 18:48:58 GMT 3
Lysdæmonen fik øje på mørkedæmonen. En anspændt stilhed hang i mellem dem, før Movicth lod sig falde lidt tilbage med vinden, da mørkedæmonen i høj grad mindede om hans skygger på en eller anden måde. Movicth sugede mere lys til sig, mere energi, og kæmpede for at finde på noget sammenhængende at sige. Vent lidt.. Hvis.. Mørkedæmoner havde ikke vinger! "Hej." Hans hæse stemme var kun et lavt kvæk, men tydeligt, fordi ingen sagde noget. "Jeg.. Jeg bliver nødt til.. At.. At.." Han sukkede frustreret over sin egen svaghed. Han var så træt, at han ikke engang kunne snakke rigtigt! "Jeg.. Skal videre.. Ellers.." Han sugede mere lys til sig, blafrede en enkelt gang med vingerne, og fløj udenom mørkedæmonen. Endnu en gåde han aldrig ville få besvaret. "..Det er bedst sådan," tilføjede han, lidt højere, før han tvang sig selv til at huske, hvordan man satte farten op.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 11, 2009 19:19:16 GMT 3
"Du går ingen steder kan jeg sige dig!" sagde Ryonell hårdt og svang sig gennem luften, så han kom over til dæmonen og greb hårdt fat om hans liv, og han stivnede et øjeblik da han mærkede varme strømme ud af denne mand. Han tvang vingerne opad, og i den bevægelse tvang han dem ned mod jorden. Han lod hele sin vægt hvile på mandens vinger i håb om at han ikke kunne bære dem, og de derved ville ende med at styrte til jorden og forhåbentligt ville lysdæmonen få så mange skader som det var muligt.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 13, 2009 13:22:29 GMT 3
Et smil bredte sig på Movicths læber. "Du gør.. Det er kun en tjeneste for mig, hvis jeg.. Hvis jeg dør." Han sukkede dybt. Opgivende. Tanken om at hans død skulle blive en mørkedæmon.. Den var ikke velkommen, men det var en nem løsning på alle hans problemer. Og alligevel dannede han et skjold af lys omkring sig selv, for ligesom at tage stødet mod jorden lidt lettere. Han vidste ikke, om han ønskede at dø sådan her. Men alt andet var bedre.. Alt andet end.. End skyggerne.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 13, 2009 13:57:03 GMT 3
"Du ved ikke selv hvor meget du lige tog mine ord," sagde Ryonell og så mod jorden de var på vej imod mens lyset også omkrænsede ham. Men, måske fordi han havde mørkedæmonernes magi, måske fordi han bare var mørkedæmon, han fik smerter af den, af lyset. Da de ramte jorden skød magien ham fra sig og sendte ham flere meter fra Movicth.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 13, 2009 16:39:41 GMT 3
Lys eksploderede i tusinde stykker omkring ham, og havde Movicth ønsket det, kunne han gribe ud efter magien, forme den til selvlysende kugler i tusindvis. Han lå på ryggen mod jorden, stirrede op i himlen, ikke specielt bekymret for mørkedæmonen. Han vidste, hvor dæmonen var. 'Du ved ikke selv hvor meget du lige tog mit ord.' Nej, det vidste han ikke. Det føltes som hans absolutte sidste kræfter, da han tilsyneladende uskadt, bortset fra små rifter, der ikke generede ham, kom på benene. Hele hans krop rystede. Hvis man ikke kendte ham bedre, skulle man tro, at benene ville falde sammen under ham. Men det der måske var hans sidste energi, kunne holde ham kørende en hel dag endnu. "Det var.. Virkelig et tidsspilde.. Du.." Han lukkede øjnene, samlede det splintrede lys i sig, for at skjule den rystende, hæse stemme, og forme den til noget mere fast. "Jeg har ikke tid nok til det." Aldrig tid nok. "..Beklager." Hans ene ben tog et skridt bort. Det andet ben fulgte med. Langsomt. Og så mere sikkert. Hele hans krop rystede, hans stemme skælvede, hans mave skreg af sult, hans øjenlåg var tunge i mangel på søvn og alligevel gik han, som om intet var sket.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 13, 2009 19:56:40 GMT 3
Ryonell missede med øjnene. Han var halvblind af alt det lys, og han stirrede om sig og så lysdæmonen lidt fra ham. Han kom meget bandende på benene mens han fik synet tilbage, og hans had mod denne anden mand var blevet stærkere end før. "Flygter du fra mig?" spurgte han næsten råbende og knyttede hænderne.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 14, 2009 0:58:43 GMT 3
En hæs, tør latter undslap Movicth. Åh, hvor var det dog et dumt spørgsmål. Hvis bare.. Hvis bare dæmonen var hans eneste problem. "Det ville jeg virkelig ønske, at jeg gjorde," svarede han bittert. "Du aner ikke.. Hvor meget.. Hvilken lettelse.. Hvis det bare var dig, der var mit problem." Latteren døde ud, den boblede ikke rigtigt i ham. Han stoppede ikke op. Vendte ikke engang rundt, for at se dæmonen. Han vidste, hvor den anden befandt sig. Mærkede det på mørket. Hans rystende krop forsatte uhindret med at gå. Hans hoved dunkede så skrækkeligt.. Hvile stønnede hver eneste fibre af hans krop, og et nyt suk undslap ham.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 14, 2009 1:11:19 GMT 3
Ryonell følte, at manden provokerede ham ved at nægte at vende sig, og stadig uden at have synet helt tilbage sprang han frem for at vælte manden og... ja, ikke nødvendigvis dræbe ham. Det var den samme, barnlige følelse andre væsner havde det overfor ham normalt, det der med at vise, at ham her betød intet og skulle bare have hovedet i mudderet.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 14, 2009 1:25:10 GMT 3
Movicth kunne muligvis havde nået at flytte sig, hvis han ikke havde været så træt, for han kunne mærke, at mørkedæmonen kom nærmere, men i stedet blev han tumlet omkuld, hvilket ikke var noget problem. Hans krop var som skabt til at blive sendt i jorden i øjeblikket. Han ramte jorden, men lyset nået igen at afbøde hans fald. Først lå han stille, så begyndte han at forsøge at vride sig fri, og til sidst rullede han simpelthen rundt, bare for at.. Bevæge sig. Komme fremad. Om han så skulle bære dæmonen på ryggen.. De tumlede lidt rundt, men det eneste han fokuserede på, var faktisk bare, hvilken retning de trillede. Han var ikke specielt kamplysten for tiden.. Og alligevel huskede hans krop selv, hvordan man forsvarede sig, og han jog blindt albuen mod mørkedæmonen. "Er det noget.. Vi kan snakke om?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jun 14, 2009 1:45:06 GMT 3
"Jeg snakker ikke med folk som dig," svarede Ryonell, og han vidste ikke om han mente lysdæmoner eller om han bare mente folk, som ikke var ham selv. De var jo egentligt en mulighed begge to, men det var nok mere den sidste end den første. Hans syn var næsten vendt tilbage nu, og han begyndte at tænke over, hvad han nu skulle gøre.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 14, 2009 1:58:13 GMT 3
"Klogt," bemærkede Movicth sørgmodigt. De forsatte hen af jorden, mod byen, men det var lige meget, det var i den rigtige retning. "Du burde.. Holde dig helt væk." Han lukkede de tunge, tunge øjenlåg. Havde det som om han kunne sove lige nu, lige meget hvor meget verden snurrede rundt. Han kunne sove, styrtende ned fra det højeste bjerg i verden, hvis det skulle have været.
|
|
[/URL]