|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 24, 2009 22:50:53 GMT 3
"Det gør jeg heller ikke. Men det føles rart," svarede Movicth stilfærdigt. Han havde arbejdet på sorgen, men den var der stadig, når han så sin fars gravsted. Blidt skubbede han bladene tilbage igen, og vendte sig mod mørkedæmonen. "Nu hvor du har fulgt med... Hvad gør du så nu?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 24, 2009 23:00:25 GMT 3
Det føles dumt for en mørkedæmon at dø på en lysdæmons grav. Tanken fik ham til at smile, bredt, oprigtigt. Ikke ondskabsfuld, sarkastisk, ondt eller falskt. "Jeg regner ikke med at du vil lade mig gennemføre det," sagde han så og smilet lod sig langsomt falme væk på det normalt så kolde ansigt. Han ville stadig bare dø. Selvom han lige havde følt en varme i kroppen han ikke havde følt, eller i hvert fald lagt mærke til, længe, så så han stadig ikke nogen grund til at han skulle... leve.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 24, 2009 23:05:53 GMT 3
"Det vil jeg heller ikke. Så bliver du nødt til at flyve i den forkerte retning. Så bliver jeg nødt til at lade dig drage videre, for ikke selv at dø, hvor egoistisk det så end lyder." Movicth så ind i regnskoven. "Skal vi gå videre?" Han forsatte uden at vente. Mørkedæmonen havde et valg. Følge med, eller dræbe sig selv.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 24, 2009 23:18:49 GMT 3
Han kunne overveje det. Sådan slap han af med lysdæmonen og resten af den verden, han... mente han hadede. Men alligevel skyldte han vel lysdæmonen noget? Han gik i luften igen, og lod så stå lidt stille et stykke tid, inden han igen flød på vinden. Fremad. Det Movicth ville kalde den rigtige vej.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 25, 2009 16:48:32 GMT 3
Movicth vidste ikke, om mørkedæmonens valg havde været godt, men på en eller anden uforklarlig måde irriterede han sig over det, samtidig med at han glædede sig. Han sukkede. "Jeg troede, du ville dø?" Smilede han, slog med vingerne, for at komme længere op i luften, og lukkede så øjnene, tog en dyb indånding, indåndede den klare luft.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 25, 2009 17:03:05 GMT 3
"Jeg troede, du ville forhindre mig i at dø." Det var ikke et spørgsmål, og Ryonell fortsatte. Han vidste ikke hvad han burde. Måske skulle han leve videre? Det var et nederlag bare at lade sig dø, men det var endnu et nederlag i de andre nederlag. Det ville i hvert fald ikke være noget han følte, for han var jo død på det tidspunkt.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 25, 2009 17:38:04 GMT 3
"Jeg troede, du vidste, at du havde et valg. Det eneste du skulle gøre var at gå... Forkert." Movicth kastede et trist blik bagud. Somme tider havde han haft lyst til bare at trodse alt, og styre lige i døden, bare for at gå den vej, for at være lidt trodsig, men han havde altid vendt om i tide. Den retning ville måske for altid være lukket for ham.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 25, 2009 18:06:58 GMT 3
"Jeg kan vel... Prøve at hjælpe dig med forbandelsen." Det lød så fremmed i Ryonells ører. Hvorfor skulle han ville det? Men det havde han simpelthen bare lyst til. Og han vidste ikke om han kunne lide at han havde lyst til det. Han så stadig ikke på lysdæmonen, værdigede ham selv ikke det mindste lille blik.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 25, 2009 18:47:39 GMT 3
Movicth så overrasket på den anden, som om det var en eller anden joke, men hans ansigtsudtryk virkede oprigtigt. "Du mener... Eller... Det ville være en stor hjælp," svarede han til sidst, da han var kommet sig oven på forbløffelsen. Wauw, der var noget, der havde ændret sig. Han skulle tænke to dage tilbage, og så en Ryonell, der tænkte på sig selv, der opførte sig agressiv, og nu stod den selv samme person og... Tilbød sin hjælp?
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 26, 2009 23:25:12 GMT 3
"Men..." Ordet lød trodsigt, tydeligvis var han lige ved at komme med en betingelse, men det døde ud, og han ændrede sætningen i et mere... tomt tonefald. "Vi skal hen til en by." Han vidste ikke hvorfor. Var han bymenneske? Det havde han aldrig tænkte over. Men han var vel lige så meget bymenneske som en landmand der var tvunget til at flytte derind. Og ingen af dem kunne sikkert 'få deres land tilbage'. Han var bange for sit land. Regnskoven.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 26, 2009 23:28:20 GMT 3
Movicth nikkede, som om det var en betingelse, hvilket det jo faktisk var for ham. "Hvilken by helt præcist?" Spurgte han. Byer. Det betød at forsøge at forblive usynlig, for hans vedkommende. Lettere umuligt, når man var to. Men det var nok prisen for hjælp. Byer var da heller ikke så forfærdelige igen, var de?
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 26, 2009 23:40:05 GMT 3
"Hvilken som helst." Byer var vel bare byer. Han behøvede kun en by, hvor der var et sted at sidde og lukke øjnene og slappe af, være sig selv og ingen anden. Så kunne folk komme og forsøge at tæve ham hvis de ville. Han gad dem, gad ikke sådan nogle... Folk, som skulle forsøge at dræbe ham, bare fordi han var der.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 27, 2009 19:21:53 GMT 3
"Godt, så finder vi en by. Du flyver bare, jeg følger efter," smilede Movicth, og så ned under dem, hvor regnskoven strakte sig ud, stadig, som et kæmpe, grønt tæppe. Den så ud til at forsatte i evigheder. Det var næsten ligesom en ørken!
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 27, 2009 19:43:40 GMT 3
Ryonell gled ind og tog føringen og drejede dem en lille smule til højre. Den vej føltes det som om der var en by, selvom han endnu ikke kunne lugte den. Hvorfor skulle han ind til byen? Fordi... der var mennesker. Folk. Men det var da en... tåbelig grund. Han havde ikke lyst til at blive væltet eller slået lige nu.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 27, 2009 19:54:11 GMT 3
Movicth hang på bag ved, selvom det automatisk trak sig lidt i hans krop, som et pludseligt sæt, da de ændrede retning. Det var latterligt, men han var ikke meget for det. Dog havde han gjort undtagelser mange gange lige for øjeblikket, så han lod være med at tage det så tungt og koncentrerede sig om at følge med.
|
|
[/URL]