|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 23, 2009 22:33:16 GMT 3
"Jeg forstår dig ikke." Hvad mente han med at ændre sig? Nej, han kunne ikke forstå det. Han så fremad, mod det der måtte være lysdæmonens mål. Selvom lysdæmonens mål var ikke at holde sig væk fra skyggerne. Der var kort tavshed inden Ryonell fandt et nyt spørgsmål han stilte af ren interesse. Det var unormalt
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 23, 2009 22:51:39 GMT 3
"Vulapyk. Jeg mente bare, at hvis du vil have, folk skal kunne lide dig... Kan du få dem til det." Movicth var tavs et øjeblik. "Du ligner en, der vil spørge om noget. Har jeg ret?" Han genkendte landskabet længere forude, da han havde fløjet henover tusinde gange, landet mindst tusinde gange, måske flere gange om året, men i hvert fald mindst en.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 23, 2009 23:07:00 GMT 3
Tavsheden varede i endnu nogle minutter inden han sagde det. Han startede det med et suk. "Hvad har du tænkt dig at gøre ved forbandelsen?" Han så igen over på lysdæmonen nogle øjeblikke, og så væk igen. Det føltes akavet. Det burde ikke interessere ham. "Og folk kan ikke lide mig."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 23, 2009 23:11:19 GMT 3
"Blive ved med at søge, tror jeg. Hvad andet kan jeg gøre?" Movicth trak på skulderen. "Det ville være et nederlag for mig, at dø af forbandelsen. Jeg vakler mellem at lade den vinde, eller føre slægten videre. Det er en ny mening hver dag. Skifter hele tiden." Han sukkede. "Og folk kan ikke lide dig, fordi du aldrig giver dem en chance. Du forventer, de skal smadre dig. De forsøger at smadrer dig. Du venter på at dø. De forsøger at dræbe dig. Så enkelt er det."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 23, 2009 23:19:37 GMT 3
Ryonell nikkede langsomt, men det gav alligevel ikke mening for ham. "Jeg bad ikke nogen om at smadre mig dengang, da min far var syg," sagde han så. "De gjorde det alligevel. Det er vel ikke min skyld." Han kunne stadig ikke tro på at nogen ville lade være med at ønske at gøre ham ondt. Det så jo ud til at være meningen med så mange folks liv i de dage han var i nærheden.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 23, 2009 23:29:12 GMT 3
"Der findes folk overalt, der altid vil have noget imod nogle bestemte, for dem de er. Race, udseende, hvad ved jeg!" Movicth rullede med øjnene. "Men der er faktisk også nogle, der ville give dig en chance. Jeg tror bare ikke, du vil lade dem gøre det."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 23, 2009 23:33:31 GMT 3
"Så er Hajhra fuld af idioter," sagde Ryonell, og hans stemme var pludselig blevet isnende og mere velkendt. Mere som Ryonells stemme, i stedet for den sløve, halvforvirrede og let usikre stemme han havde haft før. Han brummede et eller andet og så igen ned i regnskoven. Minotaurerne var der jo ikke længere.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 24, 2009 12:34:56 GMT 3
Movicths skuldre rystede af latter. Han lod sig ikke skræmme af den isnende stemme, selvom han havde kunnet lide den lettere forvirrede Ryonell. "Der er mange idioter. Eller... Det tror jeg i hvert fald." Hvad vidste han jo egentlig om det? Han kunne sige nok så mange flotte ord, men kendte han til dem selv? Ja, afgjorde han med sig selv. Det var hele hans holdning, hans syn på livet. Han kunne tillade sig, at ytre sin mening.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 24, 2009 16:55:12 GMT 3
Ryonell brummede et eller andet, og lod dem igen flyve et stykke tid. Han sank igen hen i den 'anden' Ryonell, og hans blik gled væk fra Movicth. "Min har kaldte det instinkter og gav dem skylden," mumlede han, mest til at selv, men alligevel højt nok til at den anden kunne høre det. Det havde været meget venlige overfor den gamle da han var blevet rask.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 24, 2009 17:03:55 GMT 3
Movicth vidste ikke hvad han skulle sige til det. "På grund af min race, hader jeg dig inderligt, men jeg har ikke behandlet dig virkelig, virkelig dårligt, vel? Så de har faktisk ikke en undskyldning. Mit instinkt hader dig forfærdeligt." Han brød sig ikke om, at stille sig i et bedre lys, men var det ikke et eller andet sted rigtigt?
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 24, 2009 17:51:16 GMT 3
"Det var mine instinkter den var galt med. At jeg 'var vågnet' efter vi blev overfaldet af minotaurerne, og mine 'instinkter' var stærkere end andre mørkedæmoners, og derfor påvirkede folk mere. Tror, han mener, at disse 'instinkter' er falmet igen da jeg blev ældre." Hvad får så nu folk til at reagere sådan på mig, når jeg er i nærheden? Movicth mente åbenbart det er min måde at være på, at jeg forventer at folk slår ud efter mig.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 24, 2009 18:46:50 GMT 3
"Du har hørt min grund. Det handler vel bare om at finde sin egen." Movicth scannede landskabet, og søgte så ned mod bunden, et sted der lå lidt åbent, lidt frit og ubevokset, som skove med sine lysninger. "Nu vil jeg vise dig, hvor min far blev begravet."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 24, 2009 18:50:16 GMT 3
Ryonell lod sig glide ned på samme måde som lysdæmonen og vidste ikke om han skulle være interesseret, irriteret eller bare ligeglad. Det var en lysning, et lyst sted. Passede vel til en lysdæmon på samme måde som grotten passede en mørkedæmon. Ryonell svarede hverken på den ene eller den anden måde Movicth.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 24, 2009 22:33:03 GMT 3
Movicth landede let på jorden, og hørte et sagte bump bag sig, da mørkedæmonen landede bag ham. Han gik hen for ende af 'lysningen' og fejede nogle planter til siden, så en større sten kom til syne bag det hele. Der var ikke ridset noget ind i den, men det var under den, at hans far lå. Han plukkede en blomst, og lagde den ovenpå stenen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 24, 2009 22:38:32 GMT 3
"Jeg ser ikke hvorfor en blomst skal hjælpe de døde," sagde Ryonell, og det var tydeligvis ikke ondt ment, blot en konstatering af en art. Han betragtede stenen. Her var det tydeligt, ikke skjult, som hans forældres grav, men alligevel ville folk ikke lægge mærke til den hvis de kom forbi. Sorgen over hans far kom igen, eller havde han måske blot glemt den et øjeblik? Det føltes ikke som om den havde forladt ham overhovedet.
|
|
[/URL]
