|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 21, 2009 17:14:09 GMT 3
"Det lyder da lidt uretfærdigt. Så du har ingen morder under mistanke overhovedet?" Movicth rynkede panden. Det så ud til, at der altid var modgang i Ryonells liv. "Ingen anelse?" Mord burde opklares. Men, gik det op for Movicth, fløj der en morder ved siden af ham. På fri fod, dræbt måske tusinde mennesker. Og det med ingen dreb i Hajhra passede ikke helt, indså han. Mørket havde dræbt for mørkedæmonen, men han havde ikke bemærket det.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 21, 2009 18:04:29 GMT 3
Det blev kun til en rysten på hovedet. Det vakte så meget harme hos ham at han ikke kunne finde morderen på den mand, der... måske ikke havde vist ham respekt, men som i det mindste havde ladt være med at hade ham. Som måske endda havde... Han skubbede det væk. Oven i sorgen over hans far gjorde Gwui det hele endnu mere ubærligt og ligegyldigt.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 22, 2009 13:20:34 GMT 3
"Du har ikke mere... At fortælle?" Spurgte Movicth lavt, efter at have givet mørkedæmonen lov til at tænke lidt. Han vidste ikke, om det var enden på historien, men hvis ikke, ville han gerne have resten. Det var begyndt at interesserer ham lidt. Bare en smule, hvis man ville underdrive. "Ikke mere at sige?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 22, 2009 13:39:02 GMT 3
Igen rystede Ryonell på hovedet. "Jeg fandt ud af det for nogle måneder siden. Et halvt år. Eller sådan noget. Ni måneder..." Det gik op for ham nu at hans barn meget snart skulle fødes. Han havde fundet ud af det en uge efter de havde været i seng sammen. Men han skulle jo ikke have det barn. Han var ikke nogen far.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 22, 2009 14:49:07 GMT 3
"Hvad skal du så nu? Efter at jeg har rusket lidt op i dig? Hvad vælger du så at gøre?" Movicth havde sine anelser, da han fløj lidt højere op mod himlen, med et svagt suk. "Vil du dræbe dig selv? Vente på du dør?" Han håbede det ikke. Men det var det indtryk, han fik.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 22, 2009 15:07:19 GMT 3
"Jeg ser ingen grund til at gøre andet end at vente." I det mindste lod han det før minotaurens angreb være glemt. Det var også bedst at det blev ved med at være glemt. "Jeg gætter på du ikke bare lader mig lande og blive der," fortsatte mørkedæmonen så, og stemmen var død. Men han fik pludselig en underlig lyst til at tage ind i en by. Bare for at... for at være sammen med andre mennesker?! Han forstod ikke sig selv længere.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 22, 2009 16:31:52 GMT 3
"Du har helt ret. Det går ikke an. I princippet kunne du bare flyve væk og lande, ikke? Det er dit eget valg, at du hænger heroppe." Movicth så tilbage på mørkedæmonen, og skød farten i vejret igen, da han mente, det var begyndt at gå for langsomt. "Hvad tænker du på?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 22, 2009 16:37:16 GMT 3
"Du bad mig om en tjeneste der handler om at følge med. Jeg følger med." Derefter var der en lang tavshed fra hans side, mens han spekulerede på om han skulle fortælle det. Men var det et så stort problem at fortælle den anden det? Det var fortid, betød ikke noget længere. "Jeg tænker på min bror. Og på at han nogle gange bed sig i neglene."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 23, 2009 15:24:02 GMT 3
"Bed negle? Det var da lidt underligt at huske på," sammentykkede Movicth med et hævet øjenbryn. Han kunne ikke holde en latter tilbage, men det var ikke hånligt på nogen måde. "Når du venter på at dø... Hvad skal det så helt præcist betyde?" Spurgte han, uden at hentyde til noget bestemt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 23, 2009 15:39:09 GMT 3
"Han bed negle til han blødte. Han prøvede at gå imod sine instinkter og lade vær med at dræbe os. Det derfor jeg husker det." Ryonell var tavs et stykke tid, inden han igen så sig nødsaget til at svare. Hvorfor var han pludselig blevet så høflig? "Og på en eller anden måde. Det, der finder mig først, får lov."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 23, 2009 16:57:04 GMT 3
"Men det så da ud til, han fik overvundet sit instinkt så," bifaldt Movicth, med et indtryk af bare at tilføje et eller andet, og lade den anden snakke. Han følte sig ikke helt med i samtalen, men han fik mere at vide om mørkedæmonen, end han nogensinde havde kunnet turde håbe på. "Der er mange, der leder efter dig. Det bliver et helvede, at holde dig i live."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 23, 2009 17:00:45 GMT 3
"Du behøver ikke holde mig i live," sagde Ryonell og hans blik flakkede over regnskoven. "Minotaurer," mumlede han så og stirrede ned mellem de tætte blade. At han kunne se dem var ikke til at fatte, ikke med alle de planter og andre ting der var i vejen. Hans basken blev tøvende. Han var stadig bange for de kryb.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 23, 2009 17:19:38 GMT 3
"Måske har jeg lyst til det," Movicth så tankefuldt ned, men anede ikke noget bag regnskovens frodige planter, og han måtte i stedet bare gå ud fra, at Ryonell havde set dem. "Men de kan ikke flyve, vel? Så kan de heller ikke gøre os noget." Sagde han afslappet.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 23, 2009 17:31:43 GMT 3
"Nej... Det kan de vel ikke..." Han sled blikket væk fra minotaurerne, og det bedste han så kunne gøre var at se fremad. Men den kriblende fornemmelse af frygt ville ikke forlade ham, og han bed sig i læben. Så slog det ham igen, og han så direkte på Movicth et meget kort øjeblik. "Hvorfor har du ikke lyst til det?"
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 23, 2009 22:24:42 GMT 3
"Det ved jeg ikke. Der må ligge noget udfordrende i at holde opgivende mørkedæmoner i live. Jeg tror, du drager folk til dig, som en magnet. Du kan selv vælge, om de skal reagere positivt eller negativt på din tilstedeværelse. Det handler om at ændrer sig. Jeg kan godt lide, når folk ændrer sig til det gode. Så føler jeg at... Der trods alt er en mening med mit liv." Svarede Movicth sandfærdigt, og så mod mørkedæmonen med et mærkeligt, intetsigende smil.
|
|
[/URL]