|
|
Post by Tlagie on Jul 6, 2009 18:50:02 GMT 3
Tlagie kiggede desorinteret på ham. "Undskyld mig, men kan du lige gentage det der igen? så en helt normal mig forstår det, tak." sagde hun så langsomt og løftede et øjenbryn. "Og jeg finder næppe noget jeg ikke gider finde..."
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jul 6, 2009 20:33:55 GMT 3
Heltan trak på skulderne. "Nej, det ligemeget. Vil bare gerne møde din bror, så..." Han smilede videre og lænede sig tilbage. "Hvorhenne af bor de? Din bror og kone, mener jeg selvfølgelig. En lang eller kort gåtur, og hvilke spørgsmål der ellers er når man skal forklare det. Som nord, syd øst eller vestmarkare?"
|
|
|
|
Post by Tlagie on Jul 6, 2009 20:44:24 GMT 3
Tlagie trak på skulderne. "er ikke god til det med retninger, så går bare hen af vejen. Det er en lang, men dejlig tur." Hun smilede og trak på skulderne. Det var blevet eftermiddag mens de snakkede og hun sukkede.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jul 6, 2009 21:54:01 GMT 3
"Det håber jeg, nyder de dejlige, lange ture. Burde tage hen til min flok, men det kunne være vi tog et smut forbi, hvis du føler vi har tid. Skal nok sørge for at der ikke sker fejltagelser eller noget. De ser dig som et menneske, du ved." Han trak smilende på skulderne. "For dem betyder forskellen intet. Og andre racer end mennesker mishandler os desuden også..."
|
|
|
|
Post by Tlagie on Jul 6, 2009 22:03:21 GMT 3
"Hvor ville det dog være nemmere hvis i forstod at det ikke er os der ligner menneskerne, men dem der ligner os." mumlede Tlagie muggent og tænkte sig om. "Hvis det ligger på vejen hjem kan vi godt kigge forbi..."
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jul 6, 2009 22:29:44 GMT 3
"Jeg forventede ikke andet. Hvis det er på vejen, og vi skal vel til Markare. Så, det burde ligge i nærheden af vejen fra dette punkt her." Han vidste ikke, om hun ønskede at tage dertil eller ej, om hun måske var bange for at møde hans folk, hans stamme. De kunne være både farlige og skræmmende. Men han vidste at han var nødt til at vise sig, bare kort, og deltage i en enkelt jagt.
|
|
|
|
Post by Tlagie on Jul 13, 2009 22:45:01 GMT 3
"Fint nok! Vi kigger bare forbi..." Hun grinede og rystede på hovedet. "Heltan, du er en for dig selv. Du går med hemmelighederne gemt i dybet og vil udrydde alverdens mennesker. Men jeg tror også at du ved at det ikke er muligt. Et eller andet sted." Hun smilede og rejste sig. "Mere mad!" råbte hun og forsvandt ud i køkkenet. Der var tændt op i ovnen... Hun blev nærmest kastet tilbage ud i krostuen igen og landede fladt på maven. "...bare sulten altså... Ikke min skyld at de vil have varm suppe..."
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jul 15, 2009 19:07:55 GMT 3
"Alt er skam muligt," grinede ham. "Og hvis alt går vel og jeg bliver et sted mellem 250 og 1000 år, så skal jeg nok komme til at se det. Ellers må jeg nøjes med at kæmpe mig op på de 2-3000 stykker og måske se min art blive udryddet totalt eller at undertrykkelsen stopper. Der er selvfølgeligt også den 'mulighed' at ørkenen breder sig meget hurtigt, så menneskerne får det svært i vores sted, men det lyder mere som et mirakel end noget andet." Han smilede. Men det kommer til at lykkes os, tænkte han for sig selv. Hvis det ikke er at dræbe dem, så vil jeg gøre hvad jeg kan for at hjælpe dem.
|
|
|
|
Post by Tlagie on Jul 28, 2009 17:43:31 GMT 3
"Jeg vil stoppe undertrykkelsen, sammen med dig, men jeg vil ikke slå alle ihjel! Det er svært at tage stilling for almindelige mennesker, om i er onde eller gode, når i slår deres højrøvede artsfæler ihjel. Det kan være de hader dem ligeså meget som jer, men i et forsøg på at ligne dem er uvenlige mod jer. Verden er en stor ring af misforståelser og hævn forsøg. Jeg tror på Gud i en sætning; alt kan tilgives." Hun havde rejst sig og stod og børstede sin kjole for at få sand og jord væk. "Men der vil overalt findes nogen som ikke kan tilgive, og det vil være dem der får det hele til at vælte omkuld igen. Uden mørke intet lys." Hun trak på skulderne. "Var i ikke blevet undertrygt og brugt som slaver, var det sket med en anden race, sandsynligvis menneskerne selv. Dem der i forvejen kæmper for at overleve vil ende i mudderet, endnu flere end der allerede er der. Det er sikkert også derfor ingen hjælper jer. Alle frygter at det går ud over dem selv." Hun dansede hen over gulvet og satte sig elegant på trappen.
"Det er nytteløst,
hvor verden sig ændre,
vi kan ikke leve sammen,
før verden vil kændre.
det er en sang om en evighed,
som aldrig faldt sted,
om folks drømme, deres liv og ærlighed
om deres hjertes ed.
At hævne hver og en,
at skabe det hade,
at flytte på klodser op og ned
det gør meget mere skade."
Nynnede hun lavt og smilede. "Der vil altid være nogen der føler sig mere værd end andre. Nej, det er ikke sandt... Alle føler sig mere værd end andre! Du, jeg, de laveste folk i slummerne, de højeste folk i himlen. Alle. Sådan er verden. Den ændre sig under os og over os, omkring os og vi kan kun prøve at ændre den i den retning vi mener er rigtig."
Hun hostede og rystede på hovedet. "Jeg er træt... Mere træt end sulten. Jeg går i seng." Inden man kunne reagere havde hun hentet sin taske og var halvvejs oppe af trappen. "Vi ses i morgen, måske..."
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jul 28, 2009 20:52:09 GMT 3
Heltan tænkte på hendes ord og opdagede, at han allerede vidste, hvad hun havde sagt. Men hans drøm var ikke at dræbe alle. Blot mange. Og selv dette lød tåbeligt og ondt, men han havde ikke tænkt sig at ændre det. Så mange havde brug for en lærestreg. Han kunne ikke se nogen bedre lærerstreg end at de laveste skulle begynde at blive større og vise, at de var i stand til at gøre andet end at kravle i støvet og arbejde som dyr.
|
|
|
|
Post by Tlagie on Jul 28, 2009 21:02:20 GMT 3
Tlagie gik op og hen til et værelse. Hun åbnede døren til sit værelse og smed sig træt på sengen. Hendes øjne lukkede sig næsten med det samme og der gik ikke lang tid før hun sov dybt.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jul 28, 2009 21:33:55 GMT 3
Heltan valgte også, at det var for kedeligt at blive nede i stuen, og han gik op på sit værelse med et nik til kroværten. Også han faldt i søvn meget hurtigt. Nede i kroen blev den irriterede halvmidaner af en kroejer enig med sig selv om, at han hellere ville se alle midanerne døde end at undertrykkelsen stoppede. Den race var ikke til andet end besvær.
|
|
|
|
Post by Tlagie on Jul 28, 2009 22:21:02 GMT 3
Tlagie vågnede meget tidligt. Man kunne se solen blege skær, men den var endnu timer fra at stå op. Hun rynkede panden, tog sine ting og listede ud af kroen. Den dejlige morgenluft var forfriskende og hun havde taget noget mad fra køkkent, så hun var klar til at gå. Hun overvejede at vente på Heltan, men hendes instinkt tog over. Hun måtte videre og det med det vuns.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jul 28, 2009 22:35:23 GMT 3
Heltan satte sig op i sengen uden at tænke nærmere over det, og trak tøjet på. Han kiggede ud af vinduet, ud i gården, og forstod hvad han var vågnet for, og han skyndte sig ned at trappen, bad om at få en vadsæk med mad med og gik udenfor. "Jeg kommer med. Kommer om lidt, sadler lige hesten op. Det tager ikke lang tid."
|
|
|
|
Post by Tlagie on Jul 28, 2009 22:40:50 GMT 3
Tlagie stoppede kort op og kiggede lidt undrende på ham. "Åh... Gud, det er rigtigt! Du kommer bare!" grinede hun så og stillede tasken på jorden. Hun kiggede lidt rundt og spiste sit brød. "...så det var Heltan... ja... Det kunne jeg jo sådan set sige migselv, burde have husket det.."
|
|
