|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 24, 2009 0:27:28 GMT 3
Loisia grinede og klappede Bess. "Du ved, de to idioter har virkelig meget til fælles, synes du ikke også? Det er overraskende at en så mørk kan nyde naturen lige så meget som en mørkedæmon." Hun lo perlende, og Ryonell var for langt inde i sin egen verden til at høre hende og bliver irriteret. Til hendes held, da det sikkert ville have fået et skænderi igang mellem de to. Så skulle Ramoan bare heller ikke høre noget.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 24, 2009 0:31:36 GMT 3
Ramoan havde hørt hende, men beholdt sine tanker for sig selv. Ingen kunne elske naturen mere end ham, det var han overbevist om. Han kunne jo stort set ikke leve uden den, ville begå... Selvmord, hvis han blev tvunget til at leve i en by hele sit liv. Bess så op på Loisia, og sprang lidt rundt om hende med et bjæf.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 9, 2010 23:08:54 GMT 3
"Jamen Ramoan dog, jeg troede kun der var en her der havde selvmordstanker!" udbrød Loisia højlydt, Ryonell stadig for langt inde i sin egen verden til at blive irriteret. Han nød virkelig den verden det var. At se verdenen gennem hans øjne var en gave der var blevet givet, og selvom verdenens befolkning måske ikke kunne tro det, så var den givet godt. Loisia vendte sig mod Bess igen. "Se, de ligner virkelig hinanden! De tænker begge på selvmord, og de elsker naturen! Og de er stædige." Hun så igen fra Ramoan til Ryonell. "Gad vide om det er derfor de ikke kan tåle hinanden. Skulle ikke undre mig om Ramoan endte med at få en eller anden form for udslæt." Det gik kun ikke ud over Ryonell fordi hun vidste han ikke lyttede lige nu.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 9, 2010 23:21:03 GMT 3
Ramoan rullede med øjnene. Chancen for at Ryonell elskede naturen lige så højt som ham... Nej, umuligt. Jorddæmonen ville dø uden naturen omkring sig, Ryonell kunne sagtens overleve flere dage i en by! "Hold så kæft, Loisia," sukkede Ramoan irriteret. Hun kunne forsøge at opdrage på dem, pege deres mangler ud, læse deres tanker, men hun skulle ikke begynde at sammenligne dem. Der var ingen sammenligning overhovedet.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 9, 2010 23:25:19 GMT 3
"Du kunne jo prøve at se på ham. Jeg har faktisk lige opdaget en styrke inde i hans lille hoved der ikke handler om at være bedst til at hakke hovedet af andre." De gav hende den samme følelse af hengivenhed, det emmede ud af deres sind. Hun kunne ikke lade være med at smile af dem begge. Så lukkede hun øjnene og tvang sig ind i mørkedæmonens sind og sukkede da hun så hvad han så... Det var smukt. Hun trak billedet med ud og tvang det ind i Ramoans sind, igen uden at andet end billedet beviste hun havde gjort slemme ting.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 10, 2010 17:32:41 GMT 3
Skønheden var utrolig. Ramoan fik den samme følelse, som når han så på sine træer, sine bjerge. Den samme stærke kærlighed til naturen. Og så huskede han, at Loisia havde pillet ved hans hoved, og at det han så var Ryonells synspunkt. Pludselig var der intet skønt i det og han fnyste irriteret. "Hold dig ude af mit hoved, og lad mig være i fred!"
Bess så bebrejdende på Loisia, med en lav knurren. Ramoan var vred på Loisia. Så var ulvehunden det i hvert fald også!
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 10, 2010 17:38:43 GMT 3
Loisia smilede og klappede hunden. "Jamen, jeg bare ved at lære ham noget. Han er bare for stædig til at indse at han tager fejl. Præcis ligesom en hvis anden person..." Hun smilede og betragtede Ryonell indtil han mærkede hendes blik. Han vendte sig mod hende og skulede med sit ensomme øje, tilbage til virkeligheden igen. Selvom han stadig havde et kærtegnende greb i grenen på en gammel eg.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 10, 2010 20:02:09 GMT 3
Bess logrede lidt med halen, puffede til Loisia med snuden, som tegn på at hun var tilgivet.
Ramoan strakte sig. Han gad ærlig talt ikke spilde mere energi på tankelæsere og mørkedæmoner, de kunne sejle deres egen sø, og holde sig på tyve meters afstand fra ham! "Vi skal videre," bekendtgjorde han. "Og finde den forbandede engel, om vi så skal vende hver eneste sten i de fire lande." Han tænkte sig om. "...og i Himlen."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 10, 2010 20:07:13 GMT 3
"Du har værsågo at finde en vej derop, hvis du ønsker," kommenterede Ryonell. "Jeg kender kun en vej, og den er du ikke villig til at gå."
"Er du fornærmet over at du ikke har lov til at flyve?" spurgte Loisia, og smilede bredt da mørkedæmonen rullede med øjnene. "Tænkte det nok."
"Hold dig ude af mit hoved," knurrede Ryonell for noget der lignede den tusinde gang og begyndte at gå med hurtige, tunge skridt.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 10, 2010 20:17:41 GMT 3
Ramoan mistænkte Loisia for, at hun sagtens kunne holde tankerne borte, men lod som om hun ikke var i stand til det, fordi hun nød at genere dem. Han skulede til dem begge to, før han hastigt gik videre. Larmen fra Ryonells støvler skar igennem stilheden, og Ramoan ville helt klart have ødelagt dem, hvis det ikke var fordi, at det ville koste endnu tre dage i en by og en skomager.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 10, 2010 20:28:38 GMT 3
"Ja, det kan vi jo ikke have," kommenterede Loisia smilende hans tanker. Så længe hun havde det sjovt var det jo ikke helt slemt. Kunne de positive hjerner måske tænke, men ikke Ryonell, selvfølgelig. Han traskede blot videre, og havde sat farten op så meget som muligt. Som om det ville hjælpe ham væk fra Loisia og hendes irriterende evner.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 10, 2010 20:34:41 GMT 3
Ramoan sukkede irriteret. Hold dig ude af mit hoved!! Det var ikke engang nødvendigt at sige højt længere, hun læste det jo bare alligevel. "Hvorfor gider du overhovedet bruge tid på os?" mumlede han, uden at vide, om han overhovedet gad at høre svaret.
Bess luntede veltilfredst ved Ramoans side, og snuste til alt, hvad der var spændende.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 10, 2010 20:41:12 GMT 3
Loisia sukkede højlydt og ignorerede hans tanker. "Fordi I er morsomme, sådan som I bliver ved med at benægte sandheden. Og fordi jeg er begyndt at føle et ansvar for at i skilles i live. Selvom jeg håber der ikke kommer mere dragebrydning ud af det," tilføjede hun med et skarpt blik mod Ryonell. Han gad ikke skændes med en der allerede kendte hans tanker, og hvis han besluttede sig for at dræbe hende, ville hun forsvinde allerede inden han nåede at tænke tanken færdig. "Du er virkelig ikke så dum som alle går og tænker," kommenterede hun. Grenen han kastede mod hende blev kun lige netop undviget.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on May 10, 2010 21:00:55 GMT 3
Bess knurrede af Ryonell. Hunden var begyndt at holde meget af Loisia, og ingen skulle kaste grene efter nogle, den kunne lide! Ramoan klappede den blidt på hovedet. "Han er ikke det værd, Bess. Måske kan vi lade som om, han ikke er her." Lettere sagt end gjort. Stilheden blev igen afbrudt af Ryonells larmende støvler. Ansvar for at skilles i live. Vorherre bevares. Nu skulle de lige finde halvenglen først.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on May 10, 2010 21:04:49 GMT 3
"Du skal se han nok befinder sig i himlen," kommenterede Loisia igen hans tanker. "Og du ved udemærket godt at du kun tænker det der fordi du vil have en undskyldning for at slæbe ham gennem luften," fortsatte hun, nu rettet mod Ryonell. Hun så ned på Bess og smilede svagt. "Ramoan, du har en skøn hund!"
|
|
[/URL]