Second meeting between demons

[Ramoan Ankad]

Ramoan kunne ikke påstå, at han elskede kroer. Han kunne ikke bare lige affinde sig med at sidde indenfor i et rum med så mange mennesker, at man følte sig klemt, lige meget hvor langt væk man flyttede sit bord væk fra alle andre. Bess lå under det bord, han havde slået sig ned ved, og han havde en fornemmelse af, at hunden var faldet i søvn. Han misundte hunden. Den kunne lukke af for al den snak omkring dem, og Ramoan kunne ikke engang holde en højrøstet, gammel mand, der sad i den anden ende af lokalet, ud.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell gik ned gennem Jabulls gader med sin taske over skulderen og kloen langt væk fra flok blikke. Efter at være blevet skubbet omkuld fem gange, for derefter at give manden en lærestreg, valgte han at gå ind i den næste kro han kom til, træt af at folk absolut skulle røre ham og irritere ham. Han så sig ikke engang omkring da han gik ind, selvom han tydeligt kunne mærke, at alles opmærksomhed var faldet på ham.

[Ramoan Ankad]

Ramoan troede, det skulle være løgn, da han fik øje på mørkedæmonen. Den grænseløst irriterende mørkedæmon, som nær havde begået selvmord, og som Ramoan havde måttet rede op til flere gange på en dag, fordi at dæmonen havde en utrolig evne til at rode sig ud i problemer. Og han kendte ikke engang fyrens navn! Hvorfor skulle han dukke op nu?

[Ryonell Bornakore]

Ryonell så sig om, og følte sig lettet, da han så, at også denne kro havde et dejligt, mørkt hjørne at være i for folk, der ikke brød sig om lys. Han ignorerede stadig folks hadefulde stirren og fik kontakt til servitricen. Kvinden gik hen til ham, tydeligt utilpas, og flygtede i samme øjeblik hun var i stand til det, efter at han havde sagt et eller andet til hende, hun tydeligvis ikke kunne lide.

[Ramoan Ankad]

Ramoan besluttede sig for at ignorere dæmonen. Han var ikke blevet genkendt endnu, og han kunne vel smutte lige om lidt, lige så stille og ubemærket, som havde han aldrig været der. Det var ikke fordi, at han brændende hadede manden.. Eller jo. Det var måske netop præcist derfor. Men han kunne ikke lade være med at undre sig over, hvorfor alle så ud til at hade ham. De havde jo aldrig mødt ham! Aldrig kendt ham.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell sad bare med lukkede øjne og ventede, og håbede på en afslappet aften uden flere problemer. Han var nedslået, og træt, og han følte ikke, at han kunne tage sig sammen til noget lige nu. Han havde ikke været i en by længe, men det kunne ikke ses på ham. Hans vinger sitrede da han opdagede manden, der kom buldrende hen til ham. "Du har taget min plads!" råbte han, og Ryonell var næsten fuldkommen sikker på, at det ville være blevet ignoreret hvis det var enhver anden, som havde sat sig der.
"Åh, det må du undskylde, jeg er ny i byen, og egentligt kun på gennemrejse," sagde Ryonell, og selvom ordene var venlige, var der et eller andet i hans tonefald, der var truende. Men manden var ligeglad, og uden flere spørgsmål slog han ud efter mørkedæmonen.

[Ramoan Ankad]

Ramoan havde den perfekte undskyldning for at smutte nu. Et slagsmål. Så var stort set alle undtagen de indblandede på vej ud. Men han opdagede at alle så spændte til, og det havde sikkert noget at gøre med, at det var mørkedæmonen der var indblandet i slagsmålet. Hvis han gik nu ville det nok vække opsigt, og han var ikke interesseret i et nyt kvælningsforsøg på hans hund.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell røg ind i væggen da han blev slået, og al luften i hans lunger blev lukket ud. Han nåede lige netop at få en smule luft ind, da manden kom over og tog kvælertag om hans hals, samtid med at han løftede Ryonell bare ti centimeter over jorden. Ryonell spærrede øjnene op, da han, for en gangs skyld, kom op imod en, der kunne finde ud af hvad han lavede, og han var lammet af overraskelse og smerte i et helt sekund. Så sparkede han manden i maven og borede negle ned i mandens arm, uden at det havde en effekt, og var ved at gå i panik, da han kom i tanke om et fejt trick, en af hans modstandere i brydning havde udsat ham for. Han spyttede manden i ansigtet, og ikke bare det, men i det ene øje, og hans modstander slap ham med et hyl. Ryonells fødder ramte jorden, og Ryonell faldt selv sammen da han gjorde det og fik et spark i maven fra den endnu halvblinde mand, så han stadig ikke kunne få luft i lungerne. Fandens!

[Ramoan Ankad]

"Okay kammerat, flot opvisning. Du må træne dagligt." En hånd greb fat i mandens bluse bagfra, og halede ham lidt væk. Det var nok kun lykkedes, fordi at manden ikke havde forventet det. Han begyndte straks at gøre modstand, slog vildt ud omkring sig, hvilket beviste, at han endnu ikke havde fået synet helt tilbage. Ramoan havde forladt sin plads. Guderne måtte vide hvorfor han hjalp dæmonen, men det var ikke desto mindre det han gjorde.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell hostede, kæmpende for at få vejret igen, men han tvang sig op at stå og sprang på Ramoan i stedet for manden. "Gå væk, din idiot!" råbte han, stadig hostende, og skubbede jorddæmonen ind i det nærmeste bord, vendte sig om, dukkede sig for et slag fra sin første modstander, og sparkede manden i maven. Han knækkede sammen, og Ryonell gav ham en albue i hovedet, hvilket sendte ham ned på gulvet. Han forstod ikke engang nu, hvor tæt manden var på at få bugt med ham og sendt ham i døden.

[Ramoan Ankad]

Måske var det fordi, at han havde fået besked på at holde sig væk, at Ramoan kastede sig ind i kampen. Han var stædig og ingen skulle prøve at forhindre ham i at ville, hvad han ville. Han rettede et spark mod manden, da denne var kommet op igen, og senere et skub mod Ryonell til gengæld. Det var ikke til at gætte, hvis side han egentlig var på. Måske var han på sin helt egen side.

[Ryonell Bornakore]

Ryonells koncentration kom nu udelukkende over på Ramoan, og han lod mand være mand og sprang på dæmonen med et arrigt brøl. Han havde ikke set, at han kendte manden, og havde bare lyst til at flå ham for sin ulydighed, men manden var ikke færdig med ham. Han greb fat i Ryonell ned fra jorden, og fik fat i Ryonells fod og vred dem om for at brække den. Det lykkedes dog ikke, men Ryonell gispede af smerte da han faldt.

[Ramoan Ankad]

Ramoan angreb manden bagfra, men blev puffet til siden af en ny, barsk mand, der så ud til at være mandens ven. Han sparkede jorddæmonen lige i maven, og Ramoan trak sig gispende sammen. Han overvejede, om han kunne få en kande i bevægelse. Den var jo delvist af ler.. Men det var der ikke tid til, og Bess kom springende, og bed sig fast i mandens ven.

[Ryonell Bornakore]

Manden nægtede at give slip på Ryonells ben, og Ryonell tvang sig til at være rolig, selvom smerten var næsten uudholdelig i foden. Han sparkede manden i hovedet, og da manden stadig holdt fat i ham sparkede han igen, men pludselig ville endnu en mand være med, og han tog fat i Ryonells arme. Den første mand fik rejst sig op, og selvom Ryonell kæmpede imod, fik de ham alligevel kastet ind i et bord, som væltede. Ryonell kom op at stå igen, og på trods af, at han ikke kunne stå på den ene fod sprang han ind igen, og med et velrettet slag på den nyeste modstanders næse kom knoglen i næsen op og ramte gennem hjerne. Ryonell vendte sig mod den gamle modstander allerede inden den sidste var færdig med at vride sig nede på gulvet.

[Ramoan Ankad]

Ramoan havde åbenbart bevist, at dette var et slagsmål alle kunne blande sig i, for pludselig var tre andre fyre også indblandet. Han sukkede irriteret og overlod manden, der lige havde angrebet ham til Bess. Da en af de tre nyankomne gik hen mod ham, en lidt splejset én, dukkede Ramoan sig for en knytnæve, og spændte ben for den unge mand, så han faldt om på jorden så lang han var.