|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 18, 2009 18:16:02 GMT 3
Ramoan trak på skulderen. "Er vi nu også på opdragelsesanstalt?" sukkede han, men besluttede sig for, at prøve at holde kæft. Så måtte Loisia rode rundt i Ryonells hoved imens, og så kunne han vente på de der forbandede støvler blev færdige. Han gav sig til at stryge Bess over ryggen, og hunden logrede med halen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 18, 2009 18:23:48 GMT 3
"I trænger begge to til det!" sagde Loisia og så på skomageren. "Ved du om der findes sådan et sted?" Han så forvirret op på hende, og da han åbnede munden for at svare sukkede hun. "Ja, du har ret, det nærmeste er nok et fængsel. Der skal de ikke hen..." Eller skulle de? Hun grinede. Ryonell ignorerede dem stadig.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 20, 2009 22:40:04 GMT 3
"Desværre, vi skal nok komme til at prøve det engang, men ellers et super godt forslag," brummede Ramoan, der alligevel ikke kunne holde mund, men blev simpelthen nødt til at kommentere det. Han lagde hovedet ind mod væggen, med et lavt dunk, og mumlede irriteret.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 20, 2009 22:48:50 GMT 3
"Jeg kommer ikke i fængsel," sagde Ryonell og så op på ham.
"DU kunne godt trænge til det, at du ved det!" sagde Loisia og rullede med øjnene. "Du er virkelig en underlig en. Og Ramoan, kan du ikke være stille, jeg har brug for tavshed. Og jeg har ikke tænkt mig at sige det til ham, han holder jo mund automatisk, du ved."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 21, 2009 20:38:39 GMT 3
Ramoan blev stille igen, forsøgte at samle lidt tålmodighed, selvom han tvivlede på, hvor godt det gik. Han lagde hovedet mod Bess' ryg, spekulerede på, hvad han skulle lave. Hvis han ikke havde været lænket til mørkedæmonen, ville han have været gået gennem skoven, eller op i bjergene, holde sig langt væk fra hver eneste by, han kom forbi. Det føltes som om, at indenfor de sidste tre dage, havde han været i flere byer, end han havde været i hele sit liv.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 21, 2009 20:48:24 GMT 3
"Jeg føler med dig," hviskede Loisia og satte sig ned på gulvet. Manden var i gang med støvlen, og hun så op på ham. "Og du skal prøve at slappe af. Du risikere at gøre noget forkert, og så hænger du på dem længere." Hun pegede meget diskret på de to dæmoner. Ryonell knurrede irriteret over hende, men hun ignorerede ham. Folk havde det med at gøre det når de havde lært ham en smule at kende.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 21, 2009 21:05:54 GMT 3
Ramoan var blevet stædig, og nægtede at sige noget, selvom han sikkert havde endnu en dejlig kommentar. Skomageren så lidt usikkert på dæmonerne. Det måtte være svært at arbejde med sådan nogle i nærheden, men jorddæmonen bemærkede ingenting, fordi han var travlt optaget med at hade mørkedæmonen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 21, 2009 21:28:38 GMT 3
"See, nu bliver de meget mere behagelige," sagde Loisia begejstret, og Ryonell rejste sig op og gik udenfor ved den bemærkning. Han holdt sig dog lige netop inden for de tyve meter, ubevidst, tilsyneladende. Loisia kunne tilgengæld mærke noget andet i det. Han søgte ikke problemerne. Ikke så meget som hun havde frygtet.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 22, 2009 17:42:51 GMT 3
Ramoan sad hele tiden og ventede på, at Ryonell ville nå over tyve meter, så han ville blive slæbt hen af gulvet, men rykket kom aldrig, og efter lang tid begyndte han at slappe af igen. Han lagde hovedet mod hundens ryg i kedsomhed, og der lød en sagte dunken, fra en hund der ivrigt logrede med halen, glad over opmærksomheden fra dens yndlingsvæsen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 22, 2009 17:49:49 GMT 3
Loisia smilede til ham. "I er ikke så onde som i giver jer ud for at være," beskyldte hun ham og så på skomageren. "Har jeg ikke ret?" Hun så ikke på ham længe nok til at se hvad han svarede. Hun hvirvlede rundt og satte sig ved Bess. "Kan du godt lide opmærksomhed, hva? Hva ville du gøre hvis Ryonell pludselig kom hen og klappede dig?" Meget oprigtigt spørgsmål.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 22, 2009 18:17:58 GMT 3
Bess løftede hovedet og så på Loisia med et suk, som om den ville prøve at fortælle elveren, at det ikke var så svært at gætte. Hunden ville nok blive lidt forvirret, men måske ville den komme til at hade mørkedæmonen lidt mindre. Et had der kun var der, fordi jorddæmonen hadede. Ramoan smilede skævt. Nægtede stadig at sige noget.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 22, 2009 20:15:36 GMT 3
Ryonell kom ud fra kroen med de andre på slæb. Solen var stået op igen, de havde overnattet på kroen, og var nu på vej over mod skomageren. Der havde ikke været noget problem med slagsmål i går aftes, og Ryonell var i et næsten-glad humør. De nåede frem, og støvlen stod på bordet, og Ryonell tøvede ikke med at gå hen og tage det på - dog efter en lang tids undersøgelse.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 23, 2009 23:41:30 GMT 3
"Kom glad, ud af døren og videre!" bemærkede Ramoan, den første sætning han havde sagt siden igår, og hans humør var ikke blevet bedre. Han lød vrissende og ivrig på samme tid, som om han skulle dø, hvis de skulle tilbringe bare ti minutter mere i den her rådne by. Bess var allerede ude af døren og logrede med halen, løb lidt gennem gaderne. Jorddæmonen var tvunget til at blive.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 23, 2009 23:59:23 GMT 3
Ryonell brummede og rejste sig, hvorefter han i rask trav vandrede ud af skomagerens hus og videre ud af byen, som han var blevet meget træt af. Han gik ind i skoven uden at føle frygt for hvad Ramoan kunne finde på at smide i hovedet på ham, han var så tæt på at være glad... agtig. Han betragtede hver eneste blad på træerne med svag interesse.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 24, 2009 0:18:54 GMT 3
Ramoan blev meget straks mere medgørlig at være sammen med, da han kom ud blandt træerne, og han glemte fuldstændig alt om mørkedæmonen, bare overlykkelig for at være ude i naturen. Han lod hånden glide over ind af træernes stamme, over de lysegrønne blade, og et smil spillede på hans læber. Bess traskede ved siden af, men endte hos Loisia, da jorddæmonen var for optaget af sin skov.
|
|
[/URL]