Blank som et spejl

[Vanyrimora]

Vanyrimora lå og så på ham. Hun var træt og ville egentligt helst sove videre, men det blev der ikke noget af, eller kunne der ikke blive noget af, for hun skulle op og hjælpe ham med arbejde og alt det der. Hun satte sig op og så sig op efter sin kjole, men da hun så den på gulvet, krøllet og beskidt af dagen i går, rejste hun sig, uden noget tøj på, og gik over til skabet for at finde noget nyt.

[Drhati Markartic]

Drhati gik væk fra vinduet og satte sig på sengen, imens han betragtede hende. Han støttede hagen i hånden. Idag ville han ikke i teater eller nogen som helst andre steder hen, for han havde fået nok af udflugter for tiden. Og så alligevel.. Han havde en hest, der skulle motioneres, og hvis han skyndte sig med papirarbejdet, kunne han vidst også få tid til øvelser med sværdet.

[Vanyrimora]

Hun smilede svagt til ham da hun vendte sig og tog sin nye kjole ud, og tog sin natkjole på for at gå hen og ordne sig. Hun skulle have et bad, og vidste at det allerede stod i værelset ved siden af, men hun skulle lige finde ud af, hvordan håret skulle sidde idag, og om det var lige så ustyrligt som dagen før. Til alles held føjede det sig efter hendes hænder som det skulle. Hun gik ind og lukkede døren med et blik til ham og sendte en ishest hen til hans side.

[Drhati Markartic]

Drhati sendte hende et kort smil, og strøg ishesten over mulen. Den så skrøbelig ud, men han var næsten sikker på, at den var lige så sikker som sten. "Skal vi gå ned til morgenmaden, kære?" Spurgte han. Han ventede ikke på hendes svar, men gik ud på gangen i stedet.

[Vanyrimora]

Vanyrimora kom ud kort efter med hår, der kun var vådt i spidserne, selvom hun havde vasket både det og resten af sig, men hun havde let ved at gøre sig tør, selv uden brug af håndklæder. Is var jo, trods alt, let at pille af huden og håret for en isdæmon. Hendes hår var sat op i en enkel fletning, som var løftet højt op på hendes hoved.

[Drhati Markartic]

Drhati lagde en arm om hende. "Du ser dejlig ud," bemærkede han, og begyndte at gå ned mod spisesalen. Ishesten trippede efter, og han spekulerede på, om den havde tænkt sig at følge ham hele dagen, eller om den slog hovedet ind i den første væg, der stod i vejen.

[Vanyrimora]

Vanyrimora nikkede med et smil. Dette kunne gå hen og blive en god dag, hvis alt føjede sig rigtigt og vinden tog den rigtige retning. Men det var en svær balancegang, hvor linen, de gik på, nogen steder var næsten savet over af folk og fæ i slot og by. Hun så på ishesten, og med et lille vift med hånden lod hun den springe ind i en nærmeste væg, og den splintredes i tusind stykker, med en ringen som glas.

[Drhati Markartic]

Ishesten valgte åbenbart det sidste. Ikke fordi det gjorde Drhati noget, men den var smuk alligevel. Da han nåede spisesalen stod morgenmaden fremme, og han satte sig på sin sædvanlige plads. Han skovlede mad over på sin tallerken, ikke fordi han var sulten, men nok bare for at glæde kokken. I tavshed begyndte han at spise. "Er der noget, du gerne vil idag, kære?" Han kastede et blik på Vanyri.

[Vanyrimora]

"Holde mig væk fra gaden og finde en eller anden måde at underholde mig inden for murene, hvis du da ikke har noget spændende at lave, skat." Hun smilede gladt og kærligt, og tjenere og tjenestepiger så ud, som om de ønskede at komme væk. Når isdronningen Vanyrimora var sur, vidste man, at man skulle passe på og sørge for at komme af vejen, men når hun var glad var det umuligt at vide, hvad der ville gøre hende sur og få hende til at smide en i fængsel eller få en henrettet.

[Drhati Markartic]

"Jeg tror, jeg vil øve noget sværdfægtning idag, men jeg skal nok underholde dig, hvis du har brug for det, kære." Drhati smilede varmt til isdronningen, og ignorerede tjenestedrenge- og pigers vantro blikke. "Du kunne jo lave en isskulptur. Mangler vi ikke en isskulptur?" Drhati så rundt i spisesalen, og alle der var i nærheden nikkede ivrigt.

[Vanyrimora]

Vanyrimora smilede og lo, og så kærligt på sin mand. "Man mangler altid en isskulptur, kære, man skal bare finde ud af hvilken form den skal have. Men jeg vil gerne betragte din træning, hvis det er i orden for dig. Jeg elsker at se på sådan noget, du ved." Hendes smil gad nærmest ikke forsvinde fra hendes ansigt. Og selvom hun altid var smuk, blev hun kun smukkere af at have smil og glæde hos sig.

[Drhati Markartic]

"Bedre end de fleste, skulle jeg mene." Drhati nikkede. Han var glad for, at hun var i godt humør. Det var så sjældent hun smilede så bredt, og han nød øjeblikket fordi han vidste, at der ikke fandtes mange af dem. "Skal du ikke have noget at spise, kære?"

[Vanyrimora]

"Jo da," sagde Vanyrimora og grinede. "Hvor er jeg dog fjollet!" De ord fik de fleste af folkene omkring dem til at krympe sig, da noget sådan normalt aldrig kom i nærheden af hendes mund. "Men jeg skal have mad." Hun tog noget af det der kom rundt, og smilede igen bredt til Drhati. Det var virkelig en mærkelig dag.

[Drhati Markartic]

Selv Drhati blev forundret over hende, men han viste det ikke. Det var ikke nu, at man skulle sige 'hvorfor er du pludselig så glad,' for så kunne det meget nemt ske, at hun blev sur igen. Han smilede bare, og drak noget fra et gyldent bæger på en snoet fod. Overdådig luksus. De kunne sagtens have klaret sig med almindelig krus.

[Vanyrimora]

Vanyrimora spiste afslappet, og for en gangs skyld kunne hun spise sig mæt. Det var alt for tit at hendes vrede forhindrede hende i at færdiggøre et måltid, fordi hendes vrede åd hendes appetit som en sulten løve. Hun drak derefter af sit eget bæger og så så over på ham da hun var færdig. "Er du også færdig, eller vil du have mere?" spurgte hun.