|
|
Post by Vanyrimora on Apr 12, 2009 20:36:36 GMT 3
Vanyrimora fnøs og forsatte i sin hurtige, endnu værdige, gang og kom op på siden af ham, men det forhindrede hende ikke i stadig at stirre surt og intenst på ham. "Jeg har ikke brug for at gå!" hvislede hun og så ud som om hun havde lyst til at kaste noget efter ham. Havde de været alene var det nok netop hvad hun ville have gjort.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 13, 2009 19:27:38 GMT 3
"Det skulle du have sagt lidt før, kære. Så kunne vi have taget vognen." Han smilede meget stramt og meget falskt til det publikum, der havde samlet sig omkring dem, som om det lige frem var giftigt at smile lidt til verden. Slottet tornede sig nu op foran dem. "Det gik jo fint," mumlede han, nok mest henvendt til sig selv.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 13, 2009 19:48:14 GMT 3
"Ja, helt fantastisk. Og nej, ikke noget med at bruge den forbandede skrammelkasse af en vogn!" Kusken var stadig i nærheden, og havde det været hvilken som helst anden person der havde sagt det, havde han nok rettet sig op og sagt et par ting eller to om hvad de kaldte en skrammelkasse. Men det var jo isdronningen, og isdronningen sagde man ikke imod.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 13, 2009 19:54:40 GMT 3
"Åh.. Så du vil hellere gå?" Drhatis smil falmede, ansigtet fik de alvorlige folder. Så smilede han pludselig igen. "Eller ride? Skal vi ikke ride næste gang?" Han elskede heste. Men ridning var udelukket, for Vanyri hadede at ride. "Glem at jeg spurgte. Det var dumt." Porten svingede op, og han trådte ind på den anden side. Han blev fri for at føle sig som et overbegloet salgsdyr. Herligt.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 13, 2009 20:18:39 GMT 3
"Ja, du kender svaret på alle dine spørgsmål." Af en eller anden grund var hendes sorte humør forsvundet, og hun ønskede at have ham hos sig og glemme sine bekymringer. "Men glem det, kære. Bare glem det." Porten var lukket, og hun tog armen om ham og kyssede hans mund med en ømhed de færreste kunne forestille sig.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 13, 2009 20:35:01 GMT 3
Som ved et mirakel brød han ud i en dæmpet, dyb latter. "Mhmm.." var det eneste svar hun fik, før han besvarede hendes kys, næsten lige så ømt. Det var på disse tidspunkter at Drhatis hjerte en sjælden gang smeltede, og han bekymrede sig ikke, tænkte ikke, da han lagde armene om hende, og trak hende tættere ind mod sig selv.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 13, 2009 21:18:15 GMT 3
"Jeg håber du forstår hvor meget jeg elsker dig," hviskede hun da hun brød kysset. Hun trak vejret dybt og holdt om ham, og isen i hende smeltede og blev til damp. Hun lænede sit hoved ind til ham og lagde det på hans bryst med et suk og lod ham holde om hende. Vagterne forsøgte at ignorere dem så godt de kunne, men de fleste kunne ikke lade være med at stå og glo med åben mund. Måbende. Ingen vidste hvordan kongen kunne udholde det forhold de tilsyneladende havde, men vagterne havde lige fået svaret. Når hun blev blød, blev hun virkeligt blød.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 15, 2009 18:52:43 GMT 3
Han lagde hovedet mod hendes hår, og indsnusede duften af hende. Et svagt smil bredte sig på hans læber, og han lukkede et kort sekund øjnene. "Du har ingen anelse om, hvor højt jeg elsker dig." Hver eneste lille del af hende. Selv når hun slyngede lysestager efter ham. Selv når hun råbte af ham. Og måske var det i virkeligheden det, han så godt kunne lide ved hende. Han vidste ikke hvorfor, men én ting vidste han. Der fandtes intet skønnere, smukkere og hidsigere væsen end hende. Soldaterne så ud til at have glemt deres arbejde, og selv om de prøvede at skjule det, var det tydeligt, at de alle var dybt forbløffede. At selveste isdronningen.. Det var jo.. Lidt som at stå overfor en totalt utænkelig spøg.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 15, 2009 22:59:22 GMT 3
Vanyrimora så ikke på omgivelserne, og hun stod med lukkede øjne og gav ham alt hvad hun havde og mærkede hans styrke og alt hvad han stod for. Hans tøj, hans krop, hans hår, hans aura. Hun følte sig omsluttet af ham, så lille som hun var i kontrast med ham, og hun nød denne sårbarhed hun vidste hun aldrig ville være i stand til at løbe fra. Men det stoppede da hun kom til at åbne øjnene og så de stirrende folk, der var omkring dem. Hun trak sig fri af kongen, mens hendes normale is voksede frem i hendes øjne. "Hvad glor I på?!" råbte hun arrigt og kastede den nærmeste sten efter den nærmeste mand, og dette fik alle vågnet op og satte dem i arbejde.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 16, 2009 16:25:26 GMT 3
Drahti sukkede indvendigt, men kunne alligevel ikke lade være med at smile i sit stille indre. Han greb Vanyris hånd, gav den et blidt klem. "Kom kære, vi straffer dem senere for deres sjuskeri." Han førte hende med indenfor, og sendte soldaterne et koldt blik. Han havde stadig ikke glemt fiskenettet..
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 16, 2009 18:02:16 GMT 3
Vanyrimora nikkede bare og surmulede, men så så grundende op på ham. "Hvad skal vi lave nu?" spurgte hun, selvom det var sent og de snart skulle i seng hvis de ville tidligt op næste dag. Hun følte sig ikke træt, hvor surt det end måtte være for Drhati. "Vi kan få aftensmad, og så... Og så finder vi ud af resten senere."
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 16, 2009 18:13:32 GMT 3
"Lad os bare det." En tjenestepige ilede forbi, og Drhati stoppede hende. "Sig til kokken at der skal være aftensmad til os om ti minutter!" Pigen nikkede og løb tilbage, af den vej hun var kommet. Han forsatte selv mod spisesalen, stille og roligt. Det skulle jo trods alt også være noget lækkert aftensmad.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 16, 2009 18:21:43 GMT 3
Vanyrimora fulgte med og tænkte et øjeblik på kentauren, der nok ikke ville få mad i dag eller i morgen, eller nogensinde, og igen var der den der ubehagelige, stikkende og ukendte følelse hos hende. Hun ville i hvert fald ikke være den, der manglede mad! Hun trykkede sig ind til Drhati og bed sig uvilkårligt i læben.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 16, 2009 18:31:13 GMT 3
Han lagde den ene arm om livet på hende, og gav hende et hurtigt, opmuntrende smil. "Kunne du lide teaterstykket, kære?" Spurgte han. Han nikkede kort til tjenestepigen, han havde sendt ned i køkkenet, der ikke bare småluntede længere, men spurtede afsted noget så klodset. Hun var på vej tilbage igen. Det så helt komisk ud, men hans ansigt viste ingen tegn på morskab.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 16, 2009 19:13:18 GMT 3
Vanyrimora nikkede. "Ja, indtil det bæst ødelagde det hele," sagde hun bare, pludselig igen irriteret. "Det var også meget kedeligt i starten, og stykket virker urealistisk. Ingen kunne dog finde på at slå en fattig dreng til ridder! Hvad er det dog for noget?!" Hun rystede surt på hovedet, selvom odds'ene nok var næsten de samme, som det var for en fattig, lille bondepige at blive isdronningen i Markare.
|
|
