|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 17, 2009 19:45:49 GMT 3
"Jeg ved det ikke.. Det kan være, at det var for spændingens skyld?" Kom det fornuftigt fra ham. Han nåede spisesalen og så lidt ligegyldigt på al dens pragt og luksus. Han satte sig på en af de bløde stole rundt om spisebordet og sendte Vanyri et smil. Tjenestepigerne kom ilende ind med fad efter fad, som om de var til festmiddag. Åbenbart havde kokken mad på lager, eller også var han gået igang tidligt.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 17, 2009 19:58:42 GMT 3
Vanyrimora spiste maden i tavshed uden at give fadene mere opmærksomhed end det tog at tage maden fra dem. Hun spiste som hun havde lært det, da hun var kommet til slottet, og hun holdt en pause midt i middagen, hvor hun tyggede af munden og betragtede sin mand kort. "Jeg synes stadig det var en tåbelig ide," surmulede hun så.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 17, 2009 20:08:46 GMT 3
"Tja, den var udmærket, men så heller ikke andet." Smilede han. "Det var da en forandring i forhold til alle de kærlighedsstykker de plejer at vise." Han sukkede. Kærlighedsstykker. Der fandtes ikke noget mere kvalmende.. Han tog mad over på sin tallerken og begyndte at spise.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 17, 2009 22:10:48 GMT 3
"Ja, det har du ret i," surmulede Vanyrimora videre og så ned i sin tallerken. "Kærligheden i stykkerne virker så falsk og ren og uægte at det er til at kaste op over. Men teatrene forstår intet om det! Hvem kommer ind for at se ulykkelig kærlighed? Ingen normale folk!" Hun hamrede en spinkel hånd i bordet og skulle til at rejse sig, men opdagede at hun endnu var sulten og droppede det.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 17, 2009 22:19:25 GMT 3
Drhati spiste roligt og behersket videre. "Sikkert folk der ikke har andet at tage sig til." Han sukkede. "De burde virkelig tage et kig ind på mit kontor så.." Tilføjede han mumlende til sig selv. Han kunne ikke udstå tanken om den store stak af klagebreve, der sikkert var der, når han stod op. "Smager det godt, kære?" Han skænkede vin op i et smukt vinglas.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 17, 2009 23:09:22 GMT 3
"Ja ja, maden smager," sagde hun og viftede afværgende med hånden, "men jeg gider ikke. Jeg skal nok hjælpe dig med kontoret, men jeg er træt og har haft en sur dag, igen. Jeg er ikke i humør til klager og tåbelige problemer." Hun tog endnu nogle bider, og var endnu sulten da hun blev for sur til at spise færdig.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 17, 2009 23:19:18 GMT 3
"Det tror jeg aldrig man bliver. Jeg skal nok få læst det selv, hvis det er, kære. Imorgen." Han greb om vinglasset og nippede til vinen, fordi han ikke rigtig var tørstig. Så så han undrende på hende. "Slet ikke sulten?" Han hævede det ene øjenbryn, og skænkede vin op i hendes glas.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 17, 2009 23:43:42 GMT 3
"Selvfølgelig er jeg sulten!" hvæste hun surt og stirrede ned i den gode mad med et arrigt ansigtsudtryk. "Det er bare... Den dumme mad... Og de dumme folk...!" Hun hamrede gaflen ned i bordpladen, rejste sig og skred ud af døren med al den værdighed hun ejede og havde. Hvorfor skulle verdenen absolut opføre sig sådan?!
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 18, 2009 10:51:03 GMT 3
Drhati sukkede og spiste videre i tavshed. Han bundede glasset med vin, og lagde så gaffel og kniv højtideligt på tallerkenen. Så rejste han sig også, og lige så behersket som altid, gik han ud fra spisesalen og ned af en af de utrolig mange gange. En af de utrolig mange, indespærrede, lange gange, som han så inderligt havde hadet som barn. Da han skulle vælge mellem at forsøge at køle Vanyri lidt ned og kontorarbejde, blev det ikke særlig svært at vælge. Spørgsmålet var bare, hvor hun havde gemt sig henne. Endnu en tjenestepige passerede forbi ham, med et blik fuldt af medlidenhed, som om det lige frem var synd for ham, at han havde valgt sig sådan en besværlig kone. Drhatis øjne skinnede af raseri, da han mødte pigens. Altid det der blik..
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 18, 2009 11:36:44 GMT 3
Vanyrimora gik hidsigt gennem gangene og ind på sit værelse, hvor hun satte sig på sengen og forsøgte at hidse sig selv ned. Som altid gik det ikke godt. Hun var i stand til at styre sig når situationen krævede det, men det gjorde den kun når der var fremmede ledere, fremmede diplomater, eller når Shinee var til stede. Drhati kendte hende, og folk skulle respektere hende, og hun kunne ikke se en bedre måde end at få folk til at respektere hende, end at vise dem hvem hun virkelig var.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 18, 2009 12:35:19 GMT 3
Han ledte flere steder, før han bankede på døren til hendes værelse, og åbnede den uden en opfordring til at komme ind. Uden et ord lod han sig synke ned på sengen, og tog armene blidt om hende bagfra. "Går det bedre, kære?" Spurgte han hviskende. Han kunne såmænd godt have styret direkte mod hendes værelse, men vidste, at det gik bedst, hvis han lod hende køle lidt ned først.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 18, 2009 17:41:25 GMT 3
"Hvad tror du selv?" spurgte hun, stadig surmulende, men tog hurtigt armen om ham på samme måde som han gjorde det med hende. "Jeg er bare træt, tror jeg," sukkede hun. "Og ved du hvad? Du har ingen søn, kun en datter. Der er ingen til at arve." Hun vidste ikke hvorfor hun sagde det, men trak så på skulderne. "Jeg kunne forsøge at give dig en arving." Hun vendte sig lidenskabeligt mod ham og så på ham, og lænede sig så frem og kyssede hans mund inderligt.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 18, 2009 22:38:41 GMT 3
Drhati kunne ikke benægte, at han blev forbløffet over det pludselige emneskift. Men det viste han ikke. I stedet gled der et smil over hans ansigt. "Det kunne du." Svarede han, da hun trak sig tilbage igen. Han strøg hende over håret, lænede sig så ind mod hende, og besvarede hendes kys lige så lidenskabeligt. Han trak lidt ned i kjolens ærmer, og begravede hovedet mod hendes nakke.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 18, 2009 23:01:53 GMT 3
Hun hev efter vejret da han brød af og lænede sig selv ind over ham, og hendes hvide hår lagde sig som et slør, der skjulte deres ansigter. Hendes kolde hud og læber rørte ham adskillige steder, og hun trykkede sig ind til ham med en glæde, der kun fortalte mere om hvad hun følte. "Jeg elsker dig," sagde hun bare og tog fat i hans tøj.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 19, 2009 11:26:20 GMT 3
Drhati åbnede øjnene, og stirrede lige op i loftet. Det der overpyntede, smukke loft, som for hans skyld kunne have været kedelig hvid. Han var bedøvende ligeglad. Da han kiggede ud af vinduet skinnede solen, og en solstribe trængte ind i rummet. Han kastede et blik på isdronningen ved sin side, og vristede forsigtigt sin arm fri, som han i nattens løb havde lagt om hende. Han trak i noget tøj og gik over for at åbne vinduet. Gardinerne blafrede i vinden, fuglekvidren slog ham i møde, og i det hele taget følte han sig bare en tand friskere, da han kiggede ud.
|
|
