|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 10, 2009 13:57:30 GMT 3
Drahti var meget tæt på at begrave hovedet i hænderne, da soldaterne kom brølende med fiskenettet. Af alt det udstyr de havde.. Deres næver, deres dolke, deres sværd og deres træning.. Så lige et fiskenet! Hvorfor et fiskenet!? Kentauren vendte sig forbavset mod soldaterne, og hvis Drhati havde været i hans hestesko, var han også blevet ikke så lidt fornærmet, hvis nogen prøvede at overfalde ham med et fiskenet. Og alligevel lykkedes det soldaterne at få kentaurens ene ben viklet ind i nettet, trods at det så meget, meget klodset og tåbeligt ud. Og til Drhatis store forfærdelse så han til, da nettet lagde sig om kentaurens hals, og en halvkvalt rallen lød fra kentauren. Det fik hestemanden til at gå i fuldstændig panik, og sparke ud til højre og venstre. En hov traf en af soldaterne lige i øjet, og soldaten sprang tilbage med en klynken. Det var ham, der havde bedst fat i nettet, og nettet slap taget om kentaurens hals.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 10, 2009 14:08:19 GMT 3
Kentauren vred sig, blødende og viklet tåbeligt ind i fiskenettet, han forsøgte endnu at holde sig på benene og havde opgivet at slå om sig mens han blev drevet ud på gårdspladsen som et stykke kvæg. En soldat blev bange da kentauren trak i nettet for at finde en bedre måde at stå med sådan en kraft at soldaten var ved at falde, og han trak i nettet så begge forben blev tvunget sammen og ud til den ene side så det store, stolte væsen faldt ned i det uhumske pløre og de hårde brosten. En skar brosten skar en dyb flænge under det ene kindben, og de blødeste tilskuer omkring dem gispede, da de vidste hvor meget det sved at få mudderblandingen i sårene. Vanyrimora og en del af de andre folk hujede tilgengæld og så faldet som den ultimative sejr over den farlige modstander.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 10, 2009 14:13:34 GMT 3
Han var lykkelig, da de endelig havde fået fat i kentauren. Han lovede sig selv, at han ville give soldaterne en ordentlig overhaling, når de nåede hjem, og så var det ligegyldigt, om de så var ved at forbløde hele banden. Da Vanyrimora og han selv satte sig ind i vognen, var der en anden ting, han skulle minde sig selv om. Få en eller anden til at gøre den ren igen, efter denne tur gennem den værste slum. Kusken fik æren af Drhatis skulende blik.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 10, 2009 14:33:38 GMT 3
Vanyrimora steg ind i vognen med det bredeste smil hun nogensinde havde udmønstret og satte sig ind, men kom så i tanke om noget. Hun gik langsomt og værdigt ud af vognen igen og hen til kentauren, soldaterne var ved at forsøge at få på benene igen og satte sig spottende på hug ved siden af ham. "Hvad er dit navn, oh så store, faldne kriger?" spurgte hun, og af en eller anden grund smilede han op til hende.
"Er dette straffen for at tale åbent foran hendes majestæt?" spurgte han, og dronningen var lige ved at slå ham da han trak på menneskeskulderne. "Livet er underligt her, og jeg har ikke været her længe. Men du bad om mit navn?" Han så op og mødte hendes kolde blik. "Reshim Gyldenhov, min gode dame." Soldaterne havde stoppet arbejdet da dronningen kom, og nu hvor der ikke var nogen der hev benene væk under ham med fiskenettet kom han op og tårnede sig over isdronningen, der pludselig følte sig lille. "Dejligt at møde Dem, Majestæt. Jeg er sikkert en af de eneste der kan sige det, også selvom du sikkert ikke kan se det dejlige i dette."
Vanyrimora nærmest flygtede fra ham, og en blanding af vrede og en ukendt følelse boblede i hende. "Dumme, grimme kæmpe!" hvæste hun og smækkede vognens dør efter sig.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 10, 2009 14:41:23 GMT 3
Drhati kommenterede ikke sin kones ord. "Bare.. Kør!" Vrissede han af kusken. Det var ikke til at sige, om kusken havde travlt på grund af dronningen eller kongen, eller dem begge, men en ting kunne man da sige om dem: De var et interesserant par, de to. Vognen fik mejet sig gennem det uhumske pløre, efter at have sat sig fast et par gange.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 10, 2009 14:49:38 GMT 3
"Jeg vil se ham om fem dage, hvis han stadig lever der," sagde Vanyrimora og sukkede arrigt. De var kun lige nået ud af slummen, og der føltes alt for langt op til slottet. "Jeg vil have ham op på slottet, og de kan lige vove på at komme ind med ham fuld af fængselssnavs. Han skal ikke svine mine gulve til!"
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 10, 2009 14:53:54 GMT 3
"Faktisk kan de lige vove på at vise sig, hvis jeg nogensinde får det fiskenet at se igen," lød det lige så hysterisk fra Drhati, der allerede var ved at gennemgå et mere barskt træningsskema i hovedet. Noget måtte der gøres. Og det skulle gøres hurtigt, for han havde aldrig set et mere ynkeligt og klodset forsøg på at fange en forbryd.. Nå ja.. En ualmindelig rapkæftet kentaur.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 10, 2009 14:59:04 GMT 3
"Jeg synes eller det var meget sjovt," surmulede Vanyrimora. "Men hvis en sur fisker møder op næste audiensdag og forlanger erstatning for et manglende fiskenet ved vi hvem vi skal give regningen til." Hun stirrede ud af vinduet men et ynkeligt lille-forkælet-og-fornærmet-pige-udtryk på ansigtet.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 10, 2009 15:04:36 GMT 3
"Jeg har aldrig set soldaterne <i>så</i> klodsede!" Han sukkede opgivende. "Jeg håber det fiskenet var dyrt." Og det gjorde han virkelig. Virkelig, virkelig inderligt endda. Prikken over i'et kom, da vognen igen sad fast. Det var ikke til at se, at kongen var irriteret, for hans ansigt var hugget i sten, men lige nu havde han allermest lyst til at.. At.. Smadre en dør! Da vognen stoppede, kom han ud, og hjalp selv Vanyrimora ned. "Hvor skal kentauren hen indtil videre?" Spurgte han dæmpet, så kun hun kunne høre det.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 11, 2009 17:28:08 GMT 3
"Man kan jo lige så godt smide ham i sin celle med det samme," sagde hun surt og følte igen den der stikkende, ukendte og ubehagelige følelse overfor kentauren. "Der er større chance for at han dør hvis han er såret og ikke når at få muligheden for at spise," hviskede hun så, da hun så at folk igen var igang med at stimle sammen for at se deres konge og dronning.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 11, 2009 17:39:34 GMT 3
"Han dør under alle omstændigheder, hvis han ikke får mad og vand i flere dage. Jeg lader det op til dig, om du vil give ham mad nu, så han holder lidt længere, eller om vi bare skal smide ham i en celle.." Samtalen gik stadig hviskende, imens kusken forgæves forsøgte at komme forbi med vognen. "Men lad os nu komme ind, kære. Jeg trænger til et par nye sko." Så banede han sig vej gennem folkemængden, hvilket ikke var noget større problem, for der blev nærmest dannet en lille gang for ham. Kusken skyndte sig efter, da han så sit snit til det.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 11, 2009 17:47:51 GMT 3
"Skal vi gå hele vejen derop?" spurgte Vanyrimora, for forarget til at kunne skule til folk. Hun blev bare stående foran vognen og kiggede op mod slottet, der kun lå på en meget lav, men meget bred bakke. "Det kan man da ikke!" Hun ignorerede folk nu mens hun langsomt løftede den ene fod og tog et skridt fremad, og gav dem så en skulen, hvorefter hun igen langsomt løftede den anden fod og tog endnu et skridt.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 11, 2009 17:53:29 GMT 3
"Det havde jeg tænkt mig." Han forsatte raskt fremad, som om det simpelthen var det allerbedste at lave. Det var det sådan set også, når han tænkte på de klagebreve han modtog fireogtyve timer i døgnet! Hans holdning var rank og stolt, og øjnene kastede kun et enkelt blik på folkemængden, i stedet for lige frem at skule til den. Man skulle ikke tro at han ofte måtte undgå flyvende vaser eller lysestager næsten hver morgen, eller såmænd på så mange andre tidspunkter. I hvert fald var han blevet ganske god til at dukke sig.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 11, 2009 18:00:26 GMT 3
Vanyrimora skulede nu til ham og gik endnu et skridt frem, og isen i hendes blik kunne tydeligt mærkes i hans nakke mens endnu et skridt blev taget. "Jeg har ikke brug for at gå!" meddelte hun surt, og modbevidste sig selv ved at sætte farten op, men kun lige så hun ville indhente ham og stadig beholde ære og værdighed.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 11, 2009 18:06:11 GMT 3
"Man har altid brug for at gå," var hans svar. Han havde det som om, der var iskrystaller i nakken på ham, men han ignorerede det fuldstændigt. Hvis man kendte ham godt, ville man opdage, at han næsten lige var ved at smile, men for fremmede så han meget alvorlig ud. Slottet nærmede sig, skridt for skridt, en smule langsomt.
|
|
