Blank som et spejl

[Vanyrimora]

Vi risikere at miste kontrol med ilden, og vi har ikke meget brænde... Og han er vist også for stærk til ild. Skulle vi binde ham fast til en jernpæl? Ville den holde? Hvordan skulle vi også binde ham fast? Overkroppen eller underkroppen?" Vanyrimora rystede på hovedet. "Også, hvis han er populær, kan vi ikke henrette ham offentligt..."

[Diana Tirina]

Han var nærmest lettet i sit indre. Han havde ærlig talt ikke lyst til at se kentauren omsluttet af flammer, skrigende og hylende af store smerter. Men han nævnte intet om det. "Gift?" Sukkede han. Det tog ikke for lang tid, det forgik ikke offentligt, og det ville nok gøre ondt i den korte tid giften var om at fortære kentauren.. Hvorfor regnede han så ikke med, at hun ville sige ja?

[Vanyrimora]

"Det virker ligesom for... Barmhjertigt. Som om vi egentligt ikke mener det alvorligt." Hun skulede til gulvet for ikke at lade sit iskolde, ætsende blik gå ud over Drhati og fandt et sted at sidde. "Hvad kunne vi så gøre? Lade ham rådne op i fængsel er også for barmhjertigt, og jeg vil ikke ses som bermhjertig!"

[Drhati Markartic]

"Jeg tror, at det sidste folket tænker om dig, er barmhjertig." Smilede han. Et kompliment? Måske. "Har du flere idéer, kære? Jeg er ved at løbe tør." Og dog. Hvis der var noget en konge kunne, så var det at finde på lidelsesmaskiner til den helt store guldmedalje. De fleste konger i hvert fald. Han var ikke et sekund i tvivl om, at hans far havde været ekspert.

[Vanyrimora]

"Jeg har ikke flere ideer," mumlede Vanyrimora irriteret og sparkede til sin stol, så den røg ind i væggen. Det var dog ikke smart, for nu gjorde hendes tå forbandet ondt, og det gjorde hende bare endnu mere rasende. "Er du sikker på du ikke har noget?" spurgte hun skulende, mens hun ømmede sig over sin fod.

[Drhati Markartic]

Drahti sukkede irriteret. Helt ærligt, han brød sig slet ikke om afstraffelse, så hvorfor skulle han være opfindsom? Han var helt klar over, at det var barnlige tanker, han bare skulle ignorere. Lidt som hvis han havde en engel og en djævel siddene på skuldrende. "Så lad ham sulte ihjel et eller andet sted, det kan vel være lige meget hvordan han dør!" Vrissede han.

[Vanyrimora]

Vanyrimora så surt på ham, men langsomt, som var det en drøm, blev smilet gladt og bredt. "JA! Det er dét vi gør! Selvfølgelig!" Hun dansede afsted, pludselig ligeglad med at hun havde ondt i foden. "Jeg giver besked det med det samme! Jeg vil være med til hans anholdelse!" Hun stoppede op og vendte sig mod Drhati. "Kommer du med?"

[Drhati Markartic]

Han elskede simpelthen at se hende smile sådan. Så selvfølgelig ville han med. Måske kunne han have fundet på noget sjovere, som for eksempel at træne med sit sværd, men han kunne ikke få sig selv til at sige nej. "Selvfølgelig." Hurtigt var han oppe ved hendes side og begyndte at gå.

[Vanyrimora]

De kom igen ind i en vogn, bare en anden end den der var med før, og de havde soldater med sig som skulle tage sig af vildvæsnet. Han var jo ingen mand. De skrumplede ned til teatret, hvor de fik at vide af en skræmt teaterleder at kentauren var taget hjem, og at han boede i byens værste slum. De kørte videre, og snart kunne man mærke vognen pløje sig gennem slummens uhumske pløre af skidt, snavs og afføring.

[Drhati Markartic]

"Jeg elsker vogne," bemærkede han, uden at se videre overbevisende ud. En enkelt gang kørte den fast, og Drhati var ved at blive utålmodig af ventetiden, imens kusken forsøgte at skubbe vognen fri. Netop som han var på vej ud for at brokke sig, satte vognen igang igen. Så stoppede vognen endnu engang, og Drhati frygtede, at det var fordi vognen igen sad fast, men det viste sig, at de omsider var fremme.

[Vanyrimora]

Vanyrimora landede i mudderblandingen da hun gik ned og skar ansigt. "Nu er mine sko jo ødelagte!" beklagede hun højlydt og trak op i kjolen, så dens kant ikke også blev gennemblødt af den ulækre masse, men opdagede til sin store forfærdelse at de var forsent. Hun så sig endelig omkring, og opdagede at de var uden for en gammel, faldefærdig bondegård, der var blevet en del af byen da den udvidede sig. "Gå ind og find ham!" kommanderede hun til soldaterne, der lydigt gjorde hvad hun sagde.

[Drhati Markartic]

Drhati sank ned i pløret, men beklagede sig ikke. Skoene var trods alt bare sko, og han havde massere af dem derhjemme. Han trådte hen ved hendes side, og så efter soldaterne, der ivrede afsted for at hente kentauren. Da de forsvandt ind af døren kunne han høre kentauren brøle af raseri.

[Vanyrimora]

To af soldaterne kom flyvende ud af døren igen, selvom den var lukket, og mærkerne på deres halse tydede på at de var blevet ramt af væsnets store forhove. Der lød tumult derinde fra, og folk fra gaden løb ind inden nogen kunne nå at sige noget. Om det var for at hjælpe kentauren eller soldaterne, for at få en god slåskamp eller bare for at kigge på var ikke til at se, men Vanyrimora kunne ikke dy sig fra at gå ind og kigge. De fleste lod til bare at have ønsket en kamp, men havde skiftet mening da de så kentaurens styrke. Endnu en soldat blev ramt af en forhov, denne gang på skulderen, og da han faldt om fik en af de andre soldater held med at stikke en kort kniv ind i skulderen, eller hestekroppens skulder, på kentauren, og den mistede balancen og faldt, men kom hurtigt op igen.

[Drhati Markartic]

Drhati blandede sig ikke, men stod bare og så på. Han havde tøvet med at følge efter hende, uden rigtig at vide hvorfor. Han skar en grimasse ved synet af soldaternes anstrengelser for at nedlægge kentauren. Måske skulle de til at gennemgå øvelser med nærkamp igen. Det ville ikke undre ham, hvis en af soldaterne pludselig kom farende med et fiskenet for at fange bæstet til sidst. En forsøgte at liste sig ind bagfra med et reb, en anden havde sin dolk hævet foran kentauren, for at aflede opmærksomheden. Meget kunne man sige om kongen lige nu. Men han var i hvert fald ikke stolt.

[Vanyrimora]

Kentauren stejlede igen og trak den korte kniv ud af sin hesteskulder med et brøl af smerte, og da han opdagede at mændene både kom forfra og bagfra gik han ned på alle fire hesteben, og som i en bevægelse sparkede han bagud på samme tid han huggede kniven urutineret fremad. Det var tydeligt at han ikke var vandt til den slags stikvåben, og soldaten undveg da også, men den der havde rebet var uheldig. Den ene baghov ramte ham over hånden, og man kunne høre at den brækkede, den anden baghov ramt ham i maven og fik ham til at knække sammen. En vild frygt lyste ud af hans øjne da endnu en soldat kom og fik stukket en kniv ind i ham, og det mindede om den man så hos skræmte hestes øjne. En ny mand kom springende og tog det tabte reb fra den faldne og var lige ved at få det om en af kentaurens bagben, da hestemanden kastede sig rundt og ved en fejl gav manden en skalde da han sparkede efter kvinstikker nummer 2. Denne kom af vejen, og pludselig var der rigtigt nok nogle soldater der kom løbende med et fiskenet.