|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 1, 2009 22:24:32 GMT 3
Drhati fik helt ondt af idioten. Man kunne ikke finde en bedre måde at ydmyge sig selv, tænkte han, med et smil i sit stille sind, gemt inde et sted, hvor det ikke kunne graves frem. Han fik det bekræftet da tilskuerne begyndte at grine, nogen buldrende og forstyrrende, andre var mere høflige, og gemte det bag hånden. Tilfældigvis sad Drhati bag ved en af de der hørte til kategorien 'buldrende og forstyrrende,' en kraftig mand med dobbelthage, begravet i så meget silke at Drhati var ved at få kvalme ved tanken. Han var lige ved at vende sig om for at give manden et isnende blik, men en dame ved hans side kom ham i forkøbet, ved lige at skubbe lidt til ham og nikke ned mod kongen og dronningen.
"Må man ikke engang ha' noget sjov her i livet?" Prustede manden irriteret.
Drhati valgte at overlade det til Vanyri, der for det første var ti gange bedre til at bringe folk til tavshed, og for det andet nød det meget mere.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 1, 2009 22:53:32 GMT 3
Vanyrimora vendte sig iskoldt mod ham og rejste sig fra sin stol. Hendes størrelse fik det dog til ikke at virke så imponerende. "Du ser ikke ud til at have andet, hvis det da ikke skulle være alt for meget mad!" sagde hun irrettesættende og tog fat i hans store dobbelthage. "Gå ud og løb og skru ned for grinende og maden, gamle mand!"
Hun havde ikke opdaget hvor højt hun talte, og stivnede da hun hørte kentaurens stemme. "Så dét er den frygtede isdronnings frygtede temperament?" Han hævede sig op på bagbenene, så han bedre kunne se hende og kongen, og Vanyrimora vendte sig.
"Så slem er jeg heller ikke!" råbte hun, og følte sig pludselig meget lille da hun så ham blive over tre meter på sine bagben. En af de menneskelige skuespillere prikkede ham på siden af maven, og kentauren så ned og hørte hvad manden hviskede før han trak på skulderne og rystede på hovedet.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 2, 2009 15:00:08 GMT 3
Drhati rejste sig roligt og myndigt, som om han intet havde set, eller som en skolelærer der forsøger at løse en konflikt. Han rømmede sig, og kentauren så opmærksomt på ham, måske ligesom alle de andre i salen, men dem tog han sig ikke videre af. "For det første... Det er uhøfligt at blande sig i andres sager. For det andet bør du tiltale din dronning og konge med den respekt, der hører med." Han sendte kentauren et formanende blik, der langt fra kunne leve op til dronningens iskolde snestorm af et frysende blik, men dog bemærkede han, at det havde en effekt alligevel. Han så rundt med et falskt smil, der kunne fuppe de fleste, og nikkede så. "Det har været hyggeligt. Fremragende teaterstykke!" Derpå rejste han sig og spadserede ud af salen, efter at have sikret sig, at Vanyrimora var med på siden.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 3, 2009 14:00:53 GMT 3
"Undskyld, Deres Majestæt, men som kentaur er tingen med konger og dronninger ny for mig," hørte Van tydeligt kentauren sige, og hun var sikker på, at hvis hun vendte sig, ville hun se et glimt af morskab i væsnets øjne. "De kentaurer er barbare!" mumlede hun til kongen da de var ude af salen og på vej til vognen igen.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 3, 2009 14:21:13 GMT 3
"De har en irriterende evne til at åbne munden, når den burde være lukket," gav han hende ret i. Han satte sig ind i den elskede vogn, der havde ventet på dem i en evighed, kunne man se på kusken, der straks rettede sig lidt på sædet, da han fik øje på dem. "Er der noget specielt du vil ellers?" Drhati så smilende på Vanyri.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 3, 2009 14:28:16 GMT 3
"Få ram på det grovmundede bæst inden han forpester andres verden!" sagde Vanyrimora skingert og stirrede koldt på ham.
"Er det den nye skuespiller? Kentauren? Folk mener han er meget god og meget hæderlig i forhold til sin race, og sætter dem i bedre lys end de plejer at være, selvom han snakker for meget." Kusken krympede sig over at have talt i kongen og dronningens påhør, og det blev ikke bedre da Vanyrimora vendte sin snestorm af et blik mod ham.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 3, 2009 14:33:31 GMT 3
Han lagde en hånd på hendes skulder, som tegn på, at de gemte det til når de var hjemme eller i hvert fald i mere private forhold. "Vi vil gerne hjem til slottet, tak." Sagde han, indskrænkede sig til endnu et falskt smil. Han levede i det hele taget ret falsk, men det var vejen frem, hvis man skulle ind i knolden på folk. De kom op i vognen, og den vendte næsen hjemad med en bumlen, der fik Drahti til at skære grimasser i bare irritation.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 3, 2009 14:42:22 GMT 3
De nåede endelig ind på slottet, og Vanyrimore bogstaveligt talt sprang ud af vognen, ivrigt mumlende forbandelser over den uforskammede kentaur og hele hans stolte, ubehøvlede om meget irriterende folk. Hun skred ned af gangen uden et mål og stod pludselig og s ind i audienssalen, der lige nu stod tom, og vendte sig arrigt for at finde tilbage.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 3, 2009 14:53:05 GMT 3
Han vidste, at hun skulle have tid til at rase ud. Det hjalp intet at han gik i hælene på hende med sit: "Træk vejret dybt, tag det roligt.. Slap af, det var bare en kentaur," for det hjalp hende intet. I stedet tjekkede han, om der var kommet flere klagebreve, og han takkede guderne inderligt, da der ingen var.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 3, 2009 14:58:32 GMT 3
Vanyrimora fandt ham og fik fremtvunget et falsk smil, men et smil var det da i det mindste. "Jeg har det bedre nu," sagde hun og trak vejret dybt. "Jeg har det helt fint." Hun trak vejret dybt igen. "Hvad skal vi gøre ved det uforskammede kræ?" spurgte hun så tonløst og så vurderende på ham. "Vi burde ikke finde os i noget!"
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 3, 2009 15:05:40 GMT 3
Han vendte sig mod hende, smilede lige så falskt som hun, selv om han elskede hende af hele sit hjerte. "Nej, det gør vi skam heller ikke.. Har du en idé, kære?" Det var trods alt hende, der var blevet fornærmet. Måske, hvis kentauren var heldig, kom han bare i spjældet. Ellers spild af en god skuespiller.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 3, 2009 15:14:36 GMT 3
"Jeg har så forfærdeligt mange ideer, kære!" sagde Vanyrimora og bed tænderne hårdt sammen. "Jeg kunne bede om at få ham torteret til døde, men det sviner forfærdeligt, på samme tid med at han jo er kentaur, og derfor er meget stærk. Han kunne også henrettes, men hænging duer han ikke til, og halshugning er lige så umuligt, mens han er for stor til at blive sat på hjul og stejle." Hun sukkede. "Og fængsel er ikke hårdt nok!"
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 3, 2009 15:23:59 GMT 3
Det havde han regnet med, at hun ville sige. Det kom egentlig ikke bag på ham. Der var selvfølgelig også den klassiske.. De måtte sidde i spjældet uden mad og vand, og så langsomt dø af mangel på væske. Så fortrak han at blive halshugget, hvis nogen spurgte ham. "Jeg tænkte nu mere på en idé, vi kunne bruge."
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 3, 2009 15:38:19 GMT 3
Isdronningen så forhåbningsfuldt op på ham. "Har du noget, hvor det ikke betyder noget, at han er større og sstærkere end os mennesker?" spurgte hun med lys i øjnene. "Og hvor vi ikke behøver at leve med ham i alt for lang tid?" Fra hendes ånde kom is, der nåede at fordampe inden det rørte jorden.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 3, 2009 16:13:29 GMT 3
Han trak på skulderen, som var planlægningen af en kentaurs død det mest almindelige i hele verden. "Vi kunne jo give ham bind for øjnene og jage ham igennem en forhindringsbane af spyd og andre skarpe våben.." Så rystede han på hovedet. "Det er ikke det værd at sætte den op." Han gik lidt frem og tilbage, imens han tænkte. "Brænde ham levende?"
|
|
