|
|
Post by Vanyrimora on Mar 8, 2009 20:38:08 GMT 3
"Ja, selvfølgelig, det er oplagt." Hun smilede. "De har bare at elske dem. Det er umuligt at få finere heste, så de har bare ikke at beklage sig." Selvom jeg ikke kan lide heste, så kan de da vel nok være nyttige en gang imellem, tænkte hun og satte sig igen.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Mar 8, 2009 20:47:31 GMT 3
Drhati trak på skulderen. "Om de så kan lide dem eller ej, kommer de til at hænge på dem. Der er jo uhøflige at afvise en gave." Han elskede heste, bortset fra når de smed ham af, og hvis kongeparret ikke blev glad for Markares gave, så kunne han godt gå hen og blive meget irriteret..
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Mar 8, 2009 21:50:55 GMT 3
"Ja, du har ret. Men det betyder ikke at de bliver tilfredse med gaven, og det vil ikke hjælpe på venskabet. Vi giver dem jo kun noget for at blive deres allierede, så vi skulle jo gerne få noget ud af det." Vanyrimora trak på skulderne og rettede ryggen en smule i stolen.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Mar 8, 2009 21:56:14 GMT 3
"Hvis du har bare en lille antydning af en ide, kære, så del den endelig med mig!" Drahti gned sig i panden. Hvorfor kunne folk ikke bare være glad for de dumme heste, og så kæmpe på samme side som Markare til gengæld!? Drahti rystede usynligt på hovedet af sig selv. Det ville han jo ikke selv have gjort. "Er der egentlig noget vigtigt, vi skal nå idag?"
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Mar 27, 2009 16:13:31 GMT 3
Vanyrimora rystede på hovedet så hendes smukke, hvide hår bølgede elegant om hendes skuldre. "Nej, vi har intet planlagt, men vi kan jo altid finde på noget at gøre. Som en tur på stepperne omkring Aregos, eller en tur i teater... Skal vi ikke tage i teater, kære? Jeg ved ikke om der går et godt stykke for tiden, men jeg vil ikke kede mig."
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Mar 31, 2009 20:05:16 GMT 3
"Selvfølgelig. Vi tager i teateret! Jeg har hørt, at der gik et stykke om en krig for lang tid siden. Hvis det var noget?" Et af hans meget sjældne smil spilled på læberne, da han så på hende. I hvert fald var han sikker på, at hun ville hade et kærlighedsstykke. Gudskelov, somme tider blev det meget langtrukkent og tungt at høre på.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Mar 31, 2009 20:46:05 GMT 3
Hun så ud til at tænke lidt over det, med nikkede så med hovedet. "Ja, jeg vil mene det er godt nok," sagde hun bare og gik hen mod døren. "Vi gør det med det samme. Jeg giver husholdersken besked, så vi kan få en eskote." Hun forsvandt ud af døren med den hvide kjole drivende efter sig, og en time efter sad de i en vogn, på vej til byens fine teater.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Mar 31, 2009 20:56:34 GMT 3
Han måtte tvinge sig selv til at vinke, da han faktisk ikke gad, men det var altid en god ting at have folket på sin side. Han så på Vanyrimora, der sad tavs som han selv. Det gik op for ham, at han faktisk ikke vidste, hvad teaterstykket hed. Det var nærmest en lettelse, da vognen stoppede og de kunne stige ud. Da de trådte ind, var stort set alle de ansigter han mødte stressede. Det var lige i sidste øjeblik, at de havde hørt, at kongen og dronningen var på vej.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Mar 31, 2009 21:09:22 GMT 3
Vanyrimora følte ikke med folkene omkring sig. For hende betød det ikke noget. Det var bare fremmede underordnede. Dog tog hun sig halvvejs inde i bygningen sammen og smilede hun stift til de nærmeste. De skulle ikke have problemer på grund af hende, det kunne hun ikke være bekendt overfor Drhati. De kom ind og sidde i bløde, behagelige stole, og hun så over på sin elskede med et sarkastisk smil. "Det var en dejlig tur herud."
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Mar 31, 2009 21:15:34 GMT 3
Drhati var ved at le højt. Nej det var en løgn. Han var langt fra latter. Men han boblede af sarkasme indvendigt. Åh ja.. Sjovt. Han hadede de bumlende vogne inderligt. Men det var en hurtigere måde at komme rundt på. Han så på den smukke dronning ved sin side. Sin iskolde dronning, der kastede lysestager efter ham om morgenen. "Åh, det var pragtfuldt, kære." Det var ikke til at sige, om det var deres egen form for en indforstået vits, eller om de bare begge dryppede af sarkasme, så det var så nemt at forstå hinanden. Og så bare for at være lidt overdreven.. "Det burde vi gøre noget oftere."
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Mar 31, 2009 21:55:23 GMT 3
"Du har ret, skat, det burde vi." Hun lænede sig frem og kyssede hans kind, før hun vendte sig mod scenen og resten af publikum. Nogle havde set, at hun havde kysset sin dejlige, varme konge, men da de så hende se i deres retning skyndte de sig at vende sig om igen. Selvom det det ikke var at se, kunne man fornemme at der var travlt bag tæppet, og anspændtheden fra de frygtsomme skuespillere, der skulle spille for kongeparret, og den bredte sig ud i det store rum.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Mar 31, 2009 22:01:24 GMT 3
Han skar en grimasse. Det hele blev altid så anspændt og usikkert når kongeparret skulle se teater. Han kunne lige så godt have siddet som en anspændt robot hele aftenen, men lænede sig dog tilbage i sædet. Gad vide hvad de fandt på denne gang? Han så på Vanyrimora igen. Forhåbentligt noget godt. Så rettede han blikket mod scenen, da de store tæpper svang til siden, og en lille mand klædt i rustning kom løbende ind. Hans forfærdelige pibestemme skar igennem salen, da han begyndte at fortælle. Altså stykkets fortæller.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Mar 31, 2009 22:39:51 GMT 3
Stykket handlede om en fattig dreng, der blev slået til ridder i mangel på krigere i en af de gamle krige mellem kongen og kentaurerne, hvor menneskerne mistede mindst dobbelt så mange folk som fjenden, indtil oprørernes leder blev ramt af en pil gennem øret. Vanyrimora kedede sig hele vejen gennem drengens optræning, og det var først da kampen begyndte at hun smilede og lænede sig frem. Det helt store klimaks var da kentaurlederen vidste sig at være en virkelig kentaur, og at han havde en virkelig kamp med hovedpersonen, indtil en falsk pil ramt ham og 'gik igennem hans hoved'. Han lod sig falde, og selvom der intet blod var, så havde faldet en god effekt på tilskuerne. Vanyrimora var i blandt de, som hujede da tæppet gik sammen foran scenen.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Apr 1, 2009 22:04:17 GMT 3
Hvis han havde brudt sig om stykket, var det ikke til at se på ham. Hans ansigt var én hel, stiv og følelsesløs maske, der efter utallige timers kedsommelig øvelse aldrig kunne krakelerer. Men man skulle ikke tage fejl. Bag masken hujede han med, og han rejste sig da også med de andre og klappede. Ikke helt så hjerteligt, men han klappede ikke kun af høflighed. I modsætning til dronningen havde han intet imod delen hvor drengen blev lært op, men det var alligevel bare en form for hygge. En lige linje på papiret, før spændingsnivauet steg op til skyerne.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Apr 1, 2009 22:15:14 GMT 3
Da tæppet gik fra hinanden igen, og alle skuespillerne stod alle opstillet og bukkede. En halvrådden tomat fløj gennem luft fra en af de forreste tilskuerrækker, rettet mod den bukkende kentaur, og væsnet fejede den væk med en lille dagger. Han rettede sig op, så over puplikum efter kasteren, og fandt ham, og kentauren blinkede til kasteren, der så ud til at være ved at synke ned under sin stol. Vanyrimora var ved at grine, men fik kæmpet en neutral maske på plads.
|
|
