Blank som et spejl

[Vanyrimora]

Dronningen af Markare, isdæmonen Vanyrimora, betragtede sit spejlbilled med irriteret mine. Hun prøvede at filtre en tot hår ud, men det hjalp ikke noget, og hun endte med at rive adskillige hår ud af hovedbunden. Hun var kun iført sin natkjole og var lige stået op, men alt andet end håret og påklædningen lod til at være parat på hvad dagen ville bringe. Hun slap håret og sukkede, og da hun åndede ud røg små, gennemsigtige iskrystaller med og lavede isblomster på spejlet foran hende, og de gjorde hende mere tydelig end noget andet.

[Drhati Markartic]

Kongen var som sædvanlig tidligt oppe og frisk som en havørn. Da han gik gennem slottet, på vej op fra morgenmaden, hilste han venligt på de forbipasserende, der så mere eller mindre morgensure ud. Han var i sit glade hjørne, og følte, at om så endnu en dødkedelig adelsmand kom og klagede over et eller andet, bare for at klage, var det intet, som kunne påvirke hans dag. De kunne for hans skyld råbe op uden for porten, og det eneste de ville modtage, var et muntert vink, og et ønske om forsat god dag.. Selv om slottet var ufatteligt stort, var det intet problem at finde rundt for ham, der havde tilbragt stort set hele sit liv bag slottets mure. Derfor stod han udenfor dronningens påklædningsrum på nul komma fem, og bankede på, stadig med et muntert smil spillende på læberne.

[Vanyrimora]

Vanyrimora vendte sig og kastede kammen mod døren, i den tro at det var en tjenestepige der anmodede om tilladelse til at komme ind. "Hvorfor virker det her kamme ikke?" råbte hun rasende, lavede en isklump og kastede også den mod døren, og hendes fine, lille kunstværk gik i stumper og stykker. Hun trak vejret dybt for at køle ned, før hun sagde ordene "Kom ind," til personen udenfor døren.

[Drhati Markartic]

Drhati var overhovedet ikke på nippet til at grine. Vanyrimora med det forkerte ben ud af sengen kunne bide hovedet af folk, det var han ikke i tvivl om. Han åbnede døren, og fejede ind i rummet, som havde det været hans egen påklædningsrum. Han kunne ikke undgå at opdage isen på spejlet, og måtte atter beundre hendes evner. "Godmorgen kære. Det er tidligt at hidse sig op, synes du ikke?" Han kendte hende for godt. Det var tydeligt at se, at hun var en smule irriteret, hvis det da ikke var en underdrivelse. Kunne han ikke se det i hendes ansigt, hvilket han kunne, så kunne han da i hvert fald kaste et blik omkring sig. Der var et drilsk glimt i hans øjne, og ufatteligt nok stadig et smil om hans læber.

[Vanyrimora]

Vanyrimora skulle lige til at kaste sin yndlingsparfume efter ham, men tog sig i det. Hun ville komme til at fortryde det, og det ikke fordi hun ville ramme sin mand, men fordi hun sikkert ikke ville få en ny af dem. Hun så på ham og trak så stolen hen til sig og skubbede den og hende selv foran spejlet igen. "Man bliver jo så dejlig frisk af at råbe," sagde hun så og prøvede igen at får styr på håret.

[Drhati Markartic]

"Føler du dig frisk?" Spurgte Drhati, og tog lettere fraværende børsten fra hende. Blidt begyndte han at rede hendes hår ud, og på hans alvorlige ansigt at dømme, skulle man tro, at han virkelig koncentrerede sig. Men han tænkte på noget helt andet. Han tænkte på, at det var et mirakel, han endnu ikke havde fået slynget noget mod sig.

[Vanyrimora]

"Ja, man bliver faktisk meget frisk at det. Kommer Shinee hjem snart? Jeg savner hende." Det var en kendt løgn, savnet til prinsessen, fordi alle vidste at Shinee hadede sin nye mor, og at Vanyrimoras forsøg på at få hende til at kunne lide sig kun handlede om at imponere kongen. Den eneste grund til at dronningen ønskede hende var at forsøge at forbedre deres forhold.

[Drhati Markartic]

Drhati måtte ryste på hovedet, selv om han skam satte pris på, at Vanyrimora forsøgte at vise hans datter venlighed. Uden tvivl. "Jeg har ingen anelse om, hvornår hun er hjemme. Forhåbentligt inden aften." Kongen var færdig med at gå rundt og rundt og rundt i bekymring over, hvornår hans datter mon kom hjem. Det var et tidsspilde, og det hjalp overhovedet intet til, at få Shinee hurtigere hjem. Han havde omsider indset, at hun ikke var noget barn, og at hun sagtens kunne klare sig selv, hvis det skulle være nødvendigt.

[Vanyrimora]

"Måske," sagde Vanyrimora og strøg sig over sit hår, og blev igen ramt af en stor irritation, og hun tog børsten fra ham, rejste sig, vendte sig mod ham, og selvom hun kun stod en halv meter fra ham missede børsten ham med en centimeter fra venstre øre. Hun vendte sig mod bordet og tog den nærmeste ting, et hårsmykke, og kastede også den efter ham.

[Drhati Markartic]

Drahti trådte et skridt til siden, og undgik derfor hårsmykket. Da det landede på gulvet, samlede han det op. Stadig uskadt, gudskelov, så det ikke ville tirre hende ydeligere. Forbavsende roligt samlede han også børsten op, og lagde både hårsmykke og børste på bordet igen. "Må jeg sige noget?" Spurgte han.

[Vanyrimora]

"Hvad?" spurgte hun, næsten surmulende, og så næsten ikke på ham. Isen på spejlet fordampede pludselig hurtigt fra spejlet, og det tiltrak hendes opmærksomhed, selvom det tydeligvis var hendes værk. Hendes blåhvide læber skælvede i en blanding af irritation og let vrede, og hun lod igen nogle isblomster forme sig på spejlet, bare for at gøre et eller andet.

[Drhati Markartic]

"Du ser fantastisk ud idag." I et glidende skridt var Drhati henne hos hende, og plantede et kærligt kys på hendes kind, før han skyndte sig ud af døren, inden hun fandt en ny ting at kyle efter ham. Det ville virke som en temmelig lam undskyldning, at hans kone havde kylet en lysestage efter ham, og det var derfor han haltede lidt på det ene ben. Han så ikke frem til den stak af notater og breve, som sikkert ville ligge på hans skrivebord, men hvis de skulle tæskes igennem, så skulle det være nu. Så derfor styrtede han i retning af hans arbejdsværelse.

[Vanyrimora]

Vanyrimora stod overrumblet i et halvt sekund eller to, før hun tog samtlige ting fra bordet og hamrede dem mod døren, der smækkede i i samme øjeblik. Hun stirrede på dem et øjeblik, med arrigskaben lysende fra sig, før hun gik hen til sit bord og samlede dem op igen, og gjorde sig helt færdig med påklædning og hår.

[Drhati Markartic]

Selv om han havde lovet sig selv, at være i godt humør resten af dagen, var det irriterende at se alle de stakker papir foran ham, da han smækkede døren op. Han sukkede, og satte sig i den bløde stol bag skrivebordet, og greb en pen. Han besvarede det, der var højest nødvendigt, og lagde han fra sig i en stak. Efterhånden blev stakken med papirer, der ikke var nær så vigtige, utrolig høj, og det vigtige var der ikke meget af.

[Vanyrimora]

Vanyrimora kom ind, meget mere veloplagt med ordentligt tøj på og håret redt og sat op af en af de modige og dygtige tjenestepiger. "Kan jeg hjælpe, skat?" spurgte hun blidt, en komplet modsætning af det morgensure jeg han havde forladt for ikke længe siden. Hun gik noget så yndefuldt, og den hvide kjole fejede om hende.