|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 6, 2009 21:29:50 GMT 3
Hun trak på skulderne. "Vi kan bare være sammen..." mumlede hun og bemærkede at tårerne var stoppet. Hun kiggede op på ham og gav hans hånd et klem.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 6, 2009 21:50:15 GMT 3
Han nikkede tavst og et meget lille, næsten usynligt smil viste sig på hans ansigt. "Det ville jeg ikke have noget imod." Han så ned på lemmen i gulvet og tøvede igen. "Hvor meget... tror du de har hørt?" Var de overhovedet dernede? Han brød sig ikke om hvis de havde hørt noget af det han havde sagt. Selvom han stadig mente sine ord.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 6, 2009 22:56:30 GMT 3
Hun smilede svagt og trak let i hans hånd. "Jeg tror.. ikke at de er hjemme. Jeg kan ikke fornemme dem." Hun kiggede på hans ansigt og trak vejret dybt. "Du må gerne sidde ned..." mumlede hun og lukkede kort øjnene. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre, men hun ville have ham ned og sidde.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 6, 2009 23:00:28 GMT 3
Aijou nikkede langsomt og satte sig. Han var tavs og så stadig ikke på hende, blinkede et par gange og stirrede på væggen foran ham, på rodet omkring dem. "Jeg... burde sige undskyld til William." Undskyld for hvad? For at gøre englen sur nok over ham til at råbe, det var det han ville undskylde. Burde det være noget at undskylde for? Han vidste det ikke, og det gjorde ikke lysten til at undskylde mindre.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 6, 2009 23:08:49 GMT 3
"William vil ikke have en undskyldning. Han valgte selv hvad han gjorde, og det ved han." Mumlede Kia og lænede sig op af Aijou. Hun var meget træt igen og det fik hendes øjne til lukkes. "Jeg kender ham... Jeg er træt..." mumlede hun og måtte kæmpe for ikke at falde i søvn.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 6, 2009 23:22:23 GMT 3
"Jeg... kan ikke bare lade det være sådan. Det kan jeg ikke!" Han strøg hende fraværende over håret, som han plejede at gøre det når en eller anden var ked af det. Det plejede at hjælpe dem en smule, af grunde han ikke forstod. "Men du kan bare sove. Jeg har ikke noget imod det." Han var ikke træt, ikke rigtigt.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 7, 2009 17:45:23 GMT 3
Hun smilede svagt og sukkede. "tak..." Hun forsvandt i et drømmemørke og lå helt stille. Der var ingen drømme. Hun var for træt til at drømme. Men hun fornemmede at han var der og var derfor rolig nok.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 7, 2009 18:13:02 GMT 3
Aijou sad helt stille, forsøgte at trække vejret mindst muligt for at hun ikke skulle blive forstyrret af bevægelsen. Han tillod sig at betragte hende mens hun sov, nu hvor hun ikke vidste at han gjorde det, og varmen ved dette farvede hans ansigt rødt. Han så væk og lyttede til hende fredfyldte åndedræt og verdenen udenfor, fuglenes sang og den svage hvislen af vind i træerne. Han hørte Kiajis forældre komme hjem, selvom han havde fornemmet dem længe inden. Han ønskede ikke at de skulle komme op.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 7, 2009 18:47:41 GMT 3
Kia trak vejret dybt og sov i et godt stykke tid.
Hun åbnede ikke øjnene med det samme. Det havde hun ikke lyst til. Men hun kunne fornemme Aijou og smilede svagt. Og hun kunne fornemme sine forældre nu. Ligesom de måtte fornemme hende og Aijou.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 7, 2009 19:09:20 GMT 3
Aijou sad længe efter hun var vågnet, lykkeligt uvidende for det. Han strøg blidt hendes ansigt og så på hende igen, og et lille, ægte smil kom frem på hans ansigt. Han var langt mere selvsikker når hun ikke var vågen, og hans hånd holdt ikke op med at ae hendes kind og pande. Havde han vidst hun var vågen ville han aldrig have turdet.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 7, 2009 19:27:09 GMT 3
Hun åbnede forsigtigt øjnene og sad helt stille. Halvt bange for at skræmme ham væk. Hun kunne godt lide at han strøg hendes kind. Hun sagde ikke noget og kiggede bare lige frem for sig. Hun havde intet i mod at blive liggende sådan længere tid.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 7, 2009 19:37:31 GMT 3
Aijou så ned på hende igen og så hendes åbne øjne, og han så væk og ned i gulvet. Hans hånd lod sig falde ned på hendes skulder, hvor den ikke kom i kontakt med hendes bare hud, og han var tavs. Overvejede at undskylde. Denne gang vidste han i det mindste hvad han undskyldte for. "Undskyld," åndede han ud, så det blev lavere end selv hans svageste hvisken.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 7, 2009 20:07:04 GMT 3
Hun kiggede op på ham og løftede et øjenbryn. Tog hans hånd og smilede, holdte den op til sin kind. "Rolig..." Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt. "Jeg kan godt lide det..." Mumlede hun og sukkede. Trætheden sad stadig i hendes krop. Langsomt åbnede hun øjnene og betragtede hans ansigt.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 7, 2009 20:19:37 GMT 3
Aijou nikkede bare, men der var ingen bevægelse i hans hånd. Han så stadig ikke på hende, og trak vejret dybt et par gange. "Skal vi... gå ned til dine forældre? De kom for et par timer siden, og de tænker sikkert på hvad vi laver..." Han ville ikke rejse sig før hun gjorde, mest fordi hun sad på ham endnu.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 7, 2009 21:09:01 GMT 3
Hun kiggede på ham og hendes øjne var tænksomme. "Du må ikke være bange for mig... For at rører mig..." hviskede hun og gav hans hånd et klem. Rejste sig forsigtigt for ikke at vælte og rakte hånden ned mod ham for at hjælpe ham op. "De tænker og tænker... Men det gør ikke så meget." hviskede hun og kiggede på hans ansigt. "Ai... Du må gøre alt med mig. Jeg bliver ikke sur, det sværger jeg. Jeg..."
|
|
