|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 7, 2009 21:34:31 GMT 3
"Det må du ikke sige," mumlede han og rejste sig op uden hendes hjælp. Han så stadig ikke på hende, men gik over mod lemmen og åbnede den langsomt. William havde fået et stærkt tag i ham på få, ti minutter, og han var meget forsigtig da han sprang ned gennem lemmen og landede elegant på gulvet. Som om han var bange for at ødelægge noget.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 7, 2009 21:45:31 GMT 3
Kia fulgte efter ham og landede på benene. "Det har jeg lige gjort. Jeg mener det," sagde hun og smilede svagt. Hendes stædighed havde sat sig fast. Hun var ligeglad med om han rørte hende og hvordan. Fordi hun elskede ham. Hendes mod kiggede frem fra køkkenet. "Hej unger!" sagde hun og smilede. Hendes far sad bag en stor bog. "I forstyrre slet ikke nej..." "mad?"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 7, 2009 21:58:11 GMT 3
"Hej," sagde Aijou, tvang sig til at se på dem og sendte det astrengte smil der ikke havde vist sig længe. Han sagde ned igen. Var han sulten? Lige så lidt som han var træt. Regnede han med. Det virkede alligevel ikke sikkert for ham. Man han ville ikke sige noget til dem, det ville ikke være sødt. Smilet var forsvundet igen.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 7, 2009 22:05:37 GMT 3
Kia tog et brød og begyndte at spise det. "Godt du spiser. Jeg troede aldrig jeg skulle se dig proppe mad i maven igen..." skulede hendes mor og Kia trak på skulderne. "Vil du have noget, Aijou?" spurgte hun og sukkede dybt. "Jeg er træt af at lave mad!" en klar hentydning til Kias far. "Øh..." Han rejste sig og gik hen for at hjælpe. "I må gerne gå, folkens..."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 7, 2009 22:25:40 GMT 3
Aijou nikkede over hendes spørgsmål og tog et brød, men han kunne ikke få sig selv til at spise det. Han havde ingen appetit overhovedet, selvom han ikke havde grund til det. Følte han. Han kunne heller ikke huske, hvornår han havde spist sidst. Han pillede det i småstykker og nippede til det og trak sig ud af køkkenet.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 7, 2009 22:34:18 GMT 3
Kiaji nikkede bare og gik ud af huset. "Hvor skal vi hen? Vil du med.. til engen?" spurgte hun så og betragtede ham. "Har du en anden idé?" Hun rakte hånden frem mod ham og bed sig i læben. Hun ville gerne have ham til at forstå at hun mente det alvorligt. Meget alvorligt.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 7, 2009 22:42:22 GMT 3
"Nej, jeg har ingen ideer," sagde han og forsøgte at få sig til at se på hende, men kunne alligevel ikke helt. I det mindste holdt han ikke øje med hendes hænder eller våben. "Vi kan godt tage til engen, hvis du kunne tænke dig det." Han kunne godt tænke sig at snakke med William, selvom det skræmte ham. Han havde stadig følelsen af at skulle sige undskyld, og han brød sig ikke om at der var en eller anden der... hvis ikke hadede ham, så ikke kunne lide ham.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 7, 2009 23:04:43 GMT 3
Hun satte sig på jorden og rørte ved hans fod så de forsvandt. Inden lyset var væk snakkede hun. "Det er nu du skal sige hvis du vil af med mig!" Hun kiggede op på ham og bed sig i læben. "Du er ikke glad!" hviskede hun og skjulte sine egne følelser.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 7, 2009 23:09:17 GMT 3
"Jeg... Vil gerne snakke med William," mumlede han. "Det er nok ikke klogt... Vi burde nok lade være... Jeg kan bare ikke lide at..." Han så stadig ikke på hende. Det var Williams skyld at hans selvtillid, den smule han havde skabt sig, var blæst i stykker. Alligevel forsøgte Aijou at opsøge ham, og for hvad vidste han ikke. En trækning lagde sig om hans mund. "Han fortryder sikkert at han..." støttede mig under retsagen.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 8, 2009 22:01:51 GMT 3
Kiaji betragtede hans ansigt og trak vejret dybt. "Jeg ved ikke..." hviskede hun og lukkede øjnene. "Jeg ved ikke hvor han er." Hun havde mange gode forslag, men hun kunne ikke lide tanken om det. På den anden side vidste hun at det smertede ham. "Jeg har en idé om hvor han er..." Hun rakte hånden frem mod ham, så han selv valgte.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 8, 2009 22:19:59 GMT 3
Aijou nikkede langsomt. "Fint nok," sagde han langsomt og rakte sin hånd ud, meget tøvende. Han var bange, det var han virkelig. Men det betød ikke noget. Han kunne ikke bare lade det blive på den måde. Hvorfor vidste han ikke. Så da han endelig rørte hendes hånd holdt han den i et fast, sikkert greb.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 8, 2009 22:36:02 GMT 3
Hun kunne ikke smile til ham, da de forsvandt, og endte på en klippetop. Hun kunne mærke William med det samme og se ham sidde et stykke væk med armen om en ung engel, med langt lyst bølget hår. Han kyssede hende og Kia kiggede væk. Will vidste godt at de var her, men han ignorede dem i øjeblikket og overfaldte næsten pigen. Endelig slap han hende og rejste sig. Hun fniste og forsvandt og Will gik hen til dem. "Hvad vil i?" spurgte han knap så venligt igen. "Aijou ville tale med dig. Og ikke bare snakke som du og din veninde gør." Kia kiggede på ham igen og trak vejret dybt. "Undskyld..."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 8, 2009 23:05:47 GMT 3
Aijou så ikke op på ham. Han havde mistet alle ord, og Kiaji havde 'forbudt' den eneste frase han havde lært for at komme nogenlunde på ligefod med en anden person. William ønskede ikke et undskyld, havde hun sagt. "Jeg..." Han skævede til pigen William havde været sammen med, men i samme øjeblik hun rettede sine blå øjne mod ham faldt han. "Jeg bryder mig ikke om at være uvenner med nogen."
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 8, 2009 23:14:39 GMT 3
Kiaji mødte pigens blik. "Kan vi ikke få lov at snakke lidt alene?" spurgte hun venligt og smilede. Pigen forsvandt og William grinede lavt. "Jeg ved ikke med dig... men jeg er ikke uvenner med nogen. Jeg gjorde det for Kia, fordi hun er min søster. Du kan undskylde alt det du vil, men du har intet at undskylde for. I kan hade mig, råbe af mig. Men jeg følte du pissede hende af og jeg var rasende på dig for det." Kia vendte ryggen til Will og trak vejret dybt. "Din idiot..." mumlede hun lavt.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 8, 2009 23:37:57 GMT 3
"Jeg hader ikke nogen," mumlede Aijou, og at han sagde det her, i Himlen, viste at det var sandhed. Han vidste han hadede, at han burde hade, men han havde aldrig rigtigt gjort det. "Jeg kunne bare..." Folk, der råbte, havde normalt en eller anden form for grund til det, og det var ligegyldigt hvad det var, så var svaret det samme. 'Undskyld, det var ikke meningen'. Han så stadig ikke op på nogen af dem, fornemmede ikke engang om pigen var forsvundet.
|
|
