|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 1, 2009 17:50:10 GMT 3
Aijou sad tavst på Kiajis seng i hendes værelse og lyttede. Børnene kunne han høre nedenunder, undervisning, og alt det der. Han havde stadig svært ved at vende sig til sorgløsheden heroppe, og for at... man kunne vel kalde det flygte fra den var han søgt op ovenpå. Han vidste ikke hvor Kiaji var, og han havde egentligt fået et andet værelse i huset. Denne familie havde valgt at være de, der tog sig af ham.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 1, 2009 18:03:20 GMT 3
Kiaji sad et godt stykke væk fra huset, sammen med William. Hendes blik var sorgmodigt, men hun holdte følelserne inde i sig selv, i en lukket kugle, selvom det nok ikke hjalp. William betragtede hende tænksomt og tog sig sammen til at spørge hvad der var galt. Kia trak på skulderne og smilede svagt. "Ikke noget, det... ikke noget stort eller..."
"Det har været sådan her siden retsagen. Både Ai og dig, kom helskindet igennem. Så hvad skete der dog bagefter?" William var næsten vred.
"Det ikke..."
"Det Aijou der har gjort noget, ikke? jeg så i forsvandt sammen.."
"nej..."
William rejste sig og forsvandt som et lyn igennem luften. Kiaji sprang op og satte efter ham. "Nej!" Han bragede ind i hendes værelse og et lys bredte sig i det han transporterede sig selv og Ai væk.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 1, 2009 18:19:55 GMT 3
Aijou havde siddet med ryggen til og var blevet fuldkommen overrumblet. Han havde rakt ud efter sværdet på sengen, men havde ikke nået at få fat i det inden de forsvandt. Han vendte sig og stirrede forskrækket op på ham, og forsøgte så at rive sig fri. Han så slet ikke rundt for at finde ud af hvor de var endt.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 1, 2009 18:45:12 GMT 3
Kiaji panikkede og råbte på dem. Hun lukkede øjnene og forsvandt, først til engen så til skoven. "Willi?! Aijou?!" kaldte hun og stirrede rundt.
William skubbede til Aijou og var vred, vredere end før. De var i en kirke og der var mørkt. "Hvad har du gjort mod Kia?" spurgte han lige ud og hans stemme var kølig. "Jeg sagde til dig at du ikke måtte sårer hende. Hun græder jo! Og det har hun gjort siden retsagen. Det er dig der har gjort det. I var sammen." Hans øjne var lige så kolde som stemmen. "Hvad gjorde du ved hende.."
Kia prøvede at regne ud hvor de var henne. Hvor hun kunne forestille sig at Will ville tage Ai hen.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 1, 2009 19:16:50 GMT 3
"Græ- græder hun?" spurgte han og så på William med store øjne. Græd hun? Hun måtte ikke græde! Det måtte hun ikke! Noget rev sig i stykker inden i ham, og han så ned. - Og opfangede bænkerækkerne ud af øjenkrogen. Han rettede sig op og stivnede, af gammel vane. Kirke. Kirke, kirke, kirke! Og... så var han i Livet! Panikken rørte på sig. Hvis de kunne finde ham... De kunne finde ham!
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 1, 2009 19:28:24 GMT 3
William skubbede til ham igen. "Kontakt til verden?! Er du klar over hvor ondt hun har det?! Hun har ondt! Jeg advarede dig i mod det! Hører du overhovedet efter? Hvordan kan du overse det? hun smiler jo ikke mere!" Han hvislede lavmælt og tog fat i Aijous trøje, trak ham op og stå igen. "Hvad har du gjordt hende som gør hende så ondt?!"
Kiaji stoppede brat og forsvandt. Kirkerne. Hun flyttede sig i mellem kirkerne bange for hvad hun ville finde. Og hun hørte pludselig William og begyndte at græde øjeblikkelig.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 1, 2009 20:16:41 GMT 3
"Jeg... jeg mente det ikke... Hun sagde det var... Jeg..." Hun måtte ikke græde. Han skulle op til hende, skulle forhindre hende i at... Han vidste hvad han skulle, og selvom det skræmte ham, så vidste han, han kunne gøre det. Han havde gjort ting før han egentligt ikke ønskede, som var langt mere skræmmende end dette. Han ville endda have et barn med hende, hvis det var hvad hun ønskede.
Han kom igen tilbage til virkeligheden, og han så mod alteret. Han var lige ved at gøre noget tåbeligt, lige ved at be til Gud. Gud ville måske lytte, men det var... Gud. I stedet lukkede han øjnene og søgte ud. Han kunne ikke mærke nogle dødsengle. Kunne ikke mærke noget. De kunne enten ikke se ham, eller var på vej.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 1, 2009 20:48:38 GMT 3
William rystede Aijou og råbte nu. "Hun er en engel, for gud skyld! Hun vil gøre alt for at alle omkring sig har det godt! Sådan er hun bare!" Kiaji gemte ansigtet i hænderne og græd endnu mere. Hvorfor skulle Will også blande sig... "Du påfører hende smerte... Du..." Will stoppede sig selv og drejede ansigtet, stirrede på den søjle som Kia gemte sig bag ved. Hun tog sig på ingen tid sammen og trådte frem rød om øjnene. "Sæt ham ned, Will." sagde hun.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 1, 2009 20:58:18 GMT 3
Aijou var stoppet med at lytte. Han koncentrerede sig om de omkring dem, og så mærkede han det. Som en gnist af død kom en dødsengel ind i hans rækkevidde, ikke mere end tyve meter fra kirken. Efter denne kom endnu en, og så endnu en, en hel flok voksede frem. Han spærrede øjnene op. I det mindste vidste de nu, at det ikke var sværdet. "William..." Han vred sig selv løs og landede på gulvet. "Slip mig." Hans bekæmpede vaner og instinkt og endte med ikke at kunne kæmpe imod. Han vendte rundt og gik over mod kirkedøren med hurtige skridt og lukkede øjne. Han skulle dø. Men han kunne ikke bare vende ryggen til nogen, der lå højere end ham.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 1, 2009 21:41:22 GMT 3
Kiaji stivnede og stirrede. Hun rakte hånden frem, og lyset bredte sig i hendes håndflade. "Aijou," kaldte hun blidt, og lyset fløj fra hendes hånd.
William sprang frem og råbte af hende. "Hvad har du gang i?!"
Hun smilede bare og trak på skulderne. "Hvad med at komme væk, Will?" Han forsvandt i et glimt. "Aijou? Du går forkert." Hendes stemme var varm, og hun stillede sig foran ham. Lyset ramte ham og hun så dybt koncentreret ud. "Bare tag tilbage..." Lyset bredte sig og hun smilede svagt. Hvis det virkede, ville Aijou forsvinde til Himlen.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 1, 2009 21:56:00 GMT 3
Kerai rystede på hovedet og så på hende uden at se hende. "De kalder på mig. Jeg er nødt til at lytte, Kiaji, jeg... Kan ikke bare forsvinde. De kalder..." Han glippede med øjnene, og Aijous øjne koncentrerede sig om hende og lyset. "Jeg bliver nødt til at snakke med dem." Dette var noget han sagde mere bevidst, og han så alvorligt på Kiaji.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 1, 2009 22:34:12 GMT 3
Hun kiggede lige så alvorligt. "De slår dig ihjel Aijou.." hun sagde det ligeud og havde pludselig sin hellebard i hånden. Den hun havde mistet for lang tid siden. "Jeg lader dig ikke gå derud alene..." Hun smilede svagt. Og hvis lyset virkede så kunne hun få ham væk på ingen tid. "Hvis du går ud, så går jeg med." Hun kiggede på ham og hendes øjne skreg at han ikke havde en chance for at overtale hende.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 1, 2009 22:52:11 GMT 3
Aijou nikkede og tvang sig til at holde hovedet koldt. Hvis han ikke gjorde det, kunne han komme til at gøre noget dumt. Han havde ikke sit sværd, og han var af den falske mening at han intet kunne gøre uden det. Han tog fat i hende, for første gang i meget lang tid, og gik langsomt nærmere døren. Han begyndte at kunne høre dem bevæge sig. De kaldte ikke på ham fysisk, men ville have ham nærmere.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 1, 2009 23:25:46 GMT 3
Kiaji fulgte med og blev ikke overrasket da døren fløj op med et brag. Hun kiggede på Aijou og tænkte sig om. Der lå stadig et bur om hendes følelser, det var der altid når Aijou var i nærheden, og det havde sat sig på plads. Hun drejede langsomt ansigtet mod det ukendte og den store dør. "Du må ikke gå frem mig." Hun hviskede næsten og strammede grebet om hellebarden.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 1, 2009 23:44:33 GMT 3
"Åhhh, hej, Kerai Aijou Takai Ishi," sagde en kvinde, og Aijous mundvige vendte sig pludselig nedad. Højstående kvinde. "Eller bare Aijou Ishi?" Hun smilede bredt. "Hvad er det for et selskab du holder dig?" Aijou havde mistet ordene, og kvinden gik frem. Hun var kun et hoved højere end han.
"Han har ikke sit sværd med." Det lød undrende fra en af de andre, en mand, og hans sneg sig ind. Aijou så væk, og ængstelse viste sig i det samme i deres ansigter. De var bange for ham, i sidste ende. Meget bange.
"Aijou, Aijou, Aijou," sagde kvinden, som var den eneste, der ikke viste frygt overfor ham. "Hvad har du dog rodet dig ud i?" Hun lo begejstret, og Aijou så op på hende. De andres ansigter blev kolde og overlegne. "Vi har besluttet at give dig en lille, ekstra change, på trods af din fejltagelse."
Aijou kneb læberne sammen, og var meget dårligere end de til at skjule sin frygt. "Hvorfor skulle jeg? Jeg er i sikkerhed, og I kan ikke komme derop."
Kvinden lagde hovedet på skrå og smilede sødt. "Du har jo altid været så venlig. Vi kom desværre til at brænde jeres hus af. Bare rolig... Vi tror, at hele din familie overlevede."
|
|
