|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 28, 2009 3:52:29 GMT 3
"KOOOM HER, unger!" sagde Jhanin, lige så overgearet som for tyve timer siden. Han lyttede ikke engang på Ryonell og Shinee, og opdagede derfor ikke noget inden han var forsvundet af syne med de små i favnen.
Men desværre var også Ryonell træt, og hans mave jamrede af sult. Han så på hende et kort øjeblik, inden det slog klik for ham. Hans hånd ramte hendes ansigt igen, på samme måde som sidste gang på præcis samme sted. "Lad være med at kommandere med mig!" hvislede han.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 28, 2009 3:56:38 GMT 3
Hun væltede tilbage på jorden og gispede. "Jeg bad dig om noget..." hviskede hun tilbage og kiggede på ham. "Du kunne have sagt nej i stedet." Hendes øjne var mørke og hun kravlede væk fra ham. Hun var fyldt med sorg, og vrede, men også usikkerhed, for hun vidste ikke helt om det var med vilje.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 28, 2009 4:01:02 GMT 3
Ryonells øje borede sig ind i hendes nakke da hun fortsatte. Nu irettesatte hun ham også! Han var endnu ikke kommet til fornuft, og derfor sprang han mod hende og brugte sine støvler til at sparke hende to gange, først i maven, derefter i hovedet. "Du skal heller ikke irettesætte mig!" råbte han, og sparkede ud efter hende endnu en gang.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 28, 2009 20:07:53 GMT 3
Hun undgik med nød og næppe det sidste spark og kunne smage... blod? i sin mund. "Hvorfor..?" gispede hun og krummede sig sammen på jorden. Det gjorde ondt, men hun regnede med at det var ligesom før. Hun bandede og kæmpede sig op at sidde. Strøg ærmet over hagen for at fjerne blodet, eller hvad det var.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 28, 2009 21:59:07 GMT 3
Fornuften havde været lige ved at nå ham, men så kom blodet. Lugten af blod, formentligt noget hun havde været ved at forbinde til sin krop og som havde løbet i hendes årer. Verdenen blev uklar da sulten borede sig endnu hårdere ind i ham, og han kastede sig mod hende, slog og sparkede hende som var hun hans bytte. Han følte også samme morskab i det som hvis hun havde været hans bytte, måske endda... Større.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 29, 2009 19:14:22 GMT 3
Shin holdte op med at tænke og forsøgte halvt at beskytte sig selv mod hans slag. Det gjorde ondt, det gjorde ondt overalt, både indeni og udenpå. Hun havde lyst til at bede ham om at stoppe og slå igen. Men hun kunne ikke... Børnene. Han ville ikke kaste sig over dem... ville han? Hun åbnede øjnene med et sæt og slog ud efter hans ansigt. Han måtte ikke kaste sig over børnene.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 29, 2009 19:21:40 GMT 3
Hun ramte ham, og han vaklede nogen skridt bagud og stirrede på hende med et dræbende blik. Så kastede han sig frem igen, mens han brølede som en arrig tyr. Hvor vovede hun at slå ham! Han stoppede op halvt inde i et slag, da han opdagede at de ord jo gik begge vejen, og han stirrede på hende med et overrasket blik. Selvom han stadig nød at slå hende.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 29, 2009 19:25:01 GMT 3
Hun snerrede og løftede hænderne for at beskytte sig. "Wanna hit me again, fool?" Hun var ikke bange for at sårer ham mere, han kunne jo overleve alt. Hun måtte bare slå tilbage og beskytte sine børn. Hun blødte stadig ud af munden og havde formået at få åbne sår efter slag på armene.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 29, 2009 19:30:56 GMT 3
Hans blik formørkedes, og han bed tænderne fast sammen. Hun fristede ham, og han var ikke i stand til at modstå det. "Yeah, actually... I do." Hænderne var allerede knyttede inden han slog, og på en eller anden måde formåede han at slå hårdere end før. Måske var det vreden? Men han havde været vred før. Han var blot blevet såret, og det gjorde ham mere rasende.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 29, 2009 19:35:56 GMT 3
Hun slog hårdt tilbage og dukkede sig for at undgå slagene. Vreden og moder-følelsen overtog og hun vidste hvad hun måtte gøre. Hun trak sig væk fra ham og lukkede kort øjnene. Var hendes sværd der stadig? ja det var der, men hun ville ikke kunne trække det væk igen. Hun var ligeglad og sprang frem mod Ryo igen. Huggede ned mod ham. "Stupid. You won't win a fight with me."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 29, 2009 19:51:20 GMT 3
Ryonell trak sig til siden, og selvom han følte sig dum, ønskede han ikke at stoppe og lade hende vinde. "Jeg overlever alt. Desværre." Han sparkede ud efter hendes albue på armen hvor sværdet var og lod selv være med at trække sine våben. Han holdt et halvt øje på sværdet hele tiden, og brugte den anden halvdel til at holde øje med hendes bevægelser.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 29, 2009 19:55:27 GMT 3
Hun slap sværdet lige inden han ramte, snurrede rundt om sig selv og huggede efter hans mave. "I will leave you here, smashed to the ground so you cannot even move a finger. That's enough for me." Hendes svage smil var fyldt med sorg. Hun elskede ham stadig, men med hans nye hobby var han farlig. For farlig til at komme i nærheden af børnene.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 29, 2009 20:05:23 GMT 3
"Hvis det er hvad du ønsker," knurrede han, fløj op i luften og dykkede. Hvis hun ikke havde tænkt sig at dræbe ham, så var det ikke en følelse de delte. Han gik efter drabet, det kunne man se i hans øjne. Kærligheden var skudt tilbage for den nye lyst til gamle, dårlige vaner, som hans nye artsfæller for let kom til at elske.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 29, 2009 20:14:40 GMT 3
"Som om at jeg nogensinde kunne ønske at skade dig," hvislede hun og kastede sig sidelæns og slog ham hårdt i hovedet med sværdskaftet. Hun havde skubbet smerten væk og kæmpede mere intenst end mod Vany. Vany ville ikke slå hendes børn ihjel. Ryo kunne dræbe dem uden at tænke over det. "Hvis du ikke vågner op nu... så forlader jeg dig."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 29, 2009 20:27:57 GMT 3
Han vaklede, men landede alligevel på benene og rystede på hovedet for at klare det. Hun havde ramt, og hun havde ramt hårdt. Han vendte sig hurtigt og så længe på hende. "Jeg ser ikke nogen grund til at blive," hvislede han så, noget han ville komme til at fortryde senere. Men hun havde ikke gjort andet end at true ham, og han var ikke længere den følelsesløse skygge der havde dræbt enhver der kom på ham tværs. Han stod parat til hendes næste angreb, parat til at finde en åbning.
|
|
[/URL]
