Tingesten!! //done

[Shinee]

Hun snerrede og løftede sværdet. "Så forsvind, og hold dig væk. Kom ikke et skridt nærmere og jeg lover at jeg ikke nærmer mig dig. Lev dit glade liv. Det har du da god ret til!" Det forandrede ikke at hun elskede ham. At det ville dræbe hende at han forlod hende. Men hun så ikke sig selv som værd at blive hos så hun var ikke overrasket. "Gå, og kom aldrig tilbage. Henvend dig ikke til børnene." Hun kastede sig frem og svang sværdet ned ad, lod sig falde, stå på hænder og plantede fødderne på hans bryst. Sprang videre og kiggede ned på ham oppe fra det nærmeste træ.

[Ryonell Bornakore]

At det ikke var nogen overraskelse gjorde det ikke mindre smertefuldt, og det var, som om det først var nu det gik op for ham hvor meget hun betød for ham. Allerede de blotte ord om at han skulle forsvinde var noget til at han ønskede at kaste sig ud over den nærmeste klippe. Men han var for stolt til det, som sædvanlig. Men måske var det alligevel bedst for hende sådan. "Så kan du endelig find en mand der er god nok til dig," mumlede han, vendte sig fra hende og begyndte at gå.

[Shinee]

"Hvor er du blind. Men jeg har aldrig løjet for dig, Ryonell." Hun vidste ikke om hun bukke under for smerten, da hun vendte ryggen til ham. Hun fortrød sine ord inderligt, for de gjorde mere ondt end noget andet. Men hun kunne ikke ofre alt for ham. Hun kunne ikke ofre sine børn for ham. Hans børn. Hun sprang ned på jorden, med tårerne trillende ned over kinderne. Hvordan kunne noget gøre så ondt...