|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 7, 2009 23:03:33 GMT 3
"Jeg kan ikke lugte dem endnu," mumlede han, og det gik op for ham, at det måske var det bedste. Hvordan mon han ville reagere, hvis...? Han kunne dræbe sin egen søn. De to gamle betød intet, men han kunne dræbe sin egen søn! "Hvor hurtigt tror du det er overstået?" Han kunne egentligt godt tænke sig at dræbe de to gamle når knægten var blevet vampyr...
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 7, 2009 23:08:05 GMT 3
"Ingen anelse... Jeg kan ikke huske noget om tid..." mumlede hun og en af pigerne rørte på sig. Kiggede op og begyndte at græde. "Jeg ved ikke hvordan jeg skal give hende mad..." hviskede Shin for sig selv og vuggede hende. "Hun skal vel.. have.. blod..."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 7, 2009 23:12:53 GMT 3
"Hun er nok lige så meget vampyr som vi. Giften ramte også hende." Han så sig omkring i skoven. "Jo, hun skal have blod. Og hun vil sikkert gerne have det snart, inden hun begynder at smadre alt omkring hende." Han trak sig ind i skoven. "Jeg finder nogen til hende. Jeg vil ikke risikere at støde på en af de gamle og angribe huset."
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 8, 2009 20:07:58 GMT 3
"Lov mig at du holder dig fra de gamle... og nogen vi kender..." Mumlede hun og kiggede efter ham. "Og pas på dig selv..." hun vidste ikke om han ville lytte, men kunne altid håbe. Hun besluttede at sætte sig på stedet og lagde den endnu sovende ned og vuggede blidt den skrigende. "Shhh... Far henter mad..." hviskede Shin og sukkede.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 9, 2009 17:58:29 GMT 3
Ryonell så hurtigt på hende, men nej, han lyttede ikke det mindste. Han skyndte sig afsted, løb frem og lyttede. Lugten kom før han hørte byen, men han var ikke i tvivl, og på en eller anden måde lykedes det ham at holde sig fra stanken af alt for mange mennesker. Lugten af skrald var normal i Solitopia. Han holdte sig for næsen, der jo var meget stærkere end før, og overfaldt det første menneske der gik ud af byen. Han kom til at drikke alt hans blod inden han opdagede, at det ikke var ham, der var sulten, og af en kvinde og to børn kom gående sprang han hen, tog dem alle op og løb tilbage til sin familie.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 9, 2009 19:05:05 GMT 3
Shinee kiggede på ham og løftede et øjenbryn. Børnene var stadig i live. "Lad de små gå, Ryonell..." hviskede hun og kiggede op på ham. På hans øjne. Hendes egne var bedende. Pigen brokkede sig stadig men det var lavtmælt og ondskabsfuldt, mere end sultent. Shinee grinede lavt for sig selv.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 9, 2009 19:34:07 GMT 3
"Jeg er også selv sulten," sagde han tonløst og skubbede det største barn hen mod hende, en dreng på ca. ti år. "Det er sikkert nok til dem." Han kendte ikke selv til det der med hvad der gjorde en mæt, men han syntes da, at der virkede til at være meget blod i et barn. Han virkede koldere end nogensinde da han betragtede barnet.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 12, 2009 12:15:26 GMT 3
Shinee kiggede på ham og hendes ansigt var lige så køligt som hans. "Du har frisk blod på dig. Du vil bare slå ihjel, Ryonell. Børn kan vokse." Hun greb fat i drengens skulder. "Han kan blive meget større. Meget mere blod." Hun skubbede drengen væk og gik hen til Ryonell. "Lad børnene gå, Ryonell." Hendes øjne var som is, og hendes stemme var stadig rolig. "Du lader dem gå." Der var en skarphed i hendes stemme der var meget skærende. Hun ville ikke tøve med at stoppe ham.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 12, 2009 16:36:20 GMT 3
Ryonell så hende i øjnene, og der var ingen tegn på at han havde tænkt sig at rette sig efter hende. Han havde hørt fat i det sidste barn og kvinden, og barnet begyndte at klynke af smerte. Kvinden var jo død, så hun kunne ikke føle det, men hendes blod stadig varmt og god at spise. Eller drikke. Eller hvad det nu var man kunne sige.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 18, 2009 18:06:11 GMT 3
Shinee lagde pigen på jorden, og dansede frem mod Ryonell. Løsnede hans greb i barnet med faste hænder og lod det gå. "Ryonell..." Mumlede hun så og strøg hans kind blidt. Kyssede hans hals. "Læg kvinden ned, så tøsen tier stille..." hviskede hun og holdte hårdt fast i hans håndled. "
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 18, 2009 19:01:04 GMT 3
Ryonell trak sig fri og skubbede hende hårdt til side, og blev overrasket over sin egen styrke. Han stod et øjeblik og tøvede inden han greb barnet igen, et endnu levende barn, og huggede sine tænder ned i dets hals. Han knurrede af hende mens han sugede blodet, og slap det inden han var blevet færdig med at drikke. Han kastede sig mod Shinee med vilde øjne.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 18, 2009 19:08:06 GMT 3
Hun væltede omkuld og rejste sig let på benene igen. Overrasket over sin hurtighed. "Ryonell, lad være med at gøre det." Hendes stemme var blid med rolig. Barnet var ikke til at redde. Hun løb frem mod Ryonell og sno sig omkring ham. "Shhh... Ryonell jeg be'r dig." Hendes stemme var bedende.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 18, 2009 19:28:04 GMT 3
Ryonell stivnede stift og stirrede på hende. Udtrykket i hans øjne ændredes ikke, men så slappede hans krop af. Han knurrede igen, og så på drengen. Han smed den over til pigerne og smed kvinden ned på jorden med en irriteret brummen. Han så op på Shinee igen, og havde en forfærdelig lyst til at slå hende. Det var, som om hans mørkedæmon var blevet stærkere af vampyrismen.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 18, 2009 19:34:16 GMT 3
Hun læste hans øjne og løftede et øjenbryn. "If you think it will help, then go ahead and hit me." Hun stod helt stille, vidste at det ikke ville undre hende hvis han slog hende. Hun havde ikke lyst til at stå som en uskyldig idiot, for hun havde selv været skyld i hans reaktion. "I don't care."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 19, 2009 12:10:22 GMT 3
Ryonell knyttede hånden og bed tænderne sammen. Så slog han. Hans hånd var knyttet, og håndens bagside ramte hendes kind. Han stirrede efter hende med et vildt blik, men så ramte noget andet øjet. Fortrydelse. Man slog ikke sin familie. Man slog ikke de, man elskede. Han så væk, så ned, og bandede over sig selv. "Jeg... Jeg..." Hvorfor var det ord så svært?! "Undskyld." Hun fortjente bedre end ham. Langt bedre.
|
|
[/URL]
