|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 27, 2009 19:29:01 GMT 3
"Aijou er anden del af mit fornavn. Mit eget fornavn. Ligesom Ishi er mit eget, personlige efternavn. Mit fulde navn er Kerai Aijou Takai Ishi." Han sagde det som om det var det mest normale i verdenen, og det var det jo også. I hans egen verden var det sådan det normalt foregik. "Mit familienavn er altså Kerai Takai."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 27, 2009 20:11:42 GMT 3
Halvenglen hævede et øjenbryn. Langt navn. Ufatteligt langt navn. Og hvis de alle sammen havde sådan nogle navne, handlede det om god hukommelse, så man ikke kom til at kludre dem sammen. I himlen brugte man bare fornavnet, men nu blev dødsenglen også kaldt Aijou, så måske var det slet ikke så slemt... "Har alle så to familienavne?"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 27, 2009 21:55:15 GMT 3
Aijou nikkede. "For ikke at skabe forvirring bruger man sit personlige fornavn og efternavn. Kerai Takai er det mest udbredte navn i den indre ring." Han spidsede sine læber. "Det betyder 'Dødens Tjener', selvom det egentligt er omvendt. Kerai er Tjener, Takai Døden... Bare for at minde os om hvilken plads vi har og hvor vi er dømt til at dø henne."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 27, 2009 22:08:45 GMT 3
"Man kan ikke arbejde sig op... I kan slet ikke blive accepteret i den rigere del?" Halvenglen så lidt trist på dødsenglen. Det lød som en dårlig rangorden, hvor de inderste forblev inderste, og yderste forblev yderste. Der var ingen chance for at komme videre. Og det var da uretfærdigt.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 27, 2009 22:46:04 GMT 3
Aijou trak på skulderne. "Jeg er et bevis på det," sagde han og undgik øjenkontakt. "De brugte mig, smed mig væk og bruger mig så nu igen. Og... jeg prøver at være brugbar. For jeg bliver ikke smidt væk næste gang jeg... bliver ubrugelig. Jeg ved for meget." Han skævede til halvenglen, Haroon.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 28, 2009 22:01:46 GMT 3
"Jeg fatter det ikke. Jeg ville da ikke leve, hvis jeg bare var noget.. Brugbart, som man kunne sende efter andre. Så er det da mere værd at dø, eller dø i forsøget på oprør. Hvis du får nogle til at hjælpe dig, kan det være lettere at vælte... Dem der nu står over dig." Halvenglen trak på skulderen, havde ikke sat sig godt ind i det, men nok til at holde kloge taler.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 28, 2009 22:24:14 GMT 3
Aijou rystede på hovedet, og frygt sneg sig ind hos ham, en vild og vridende frygt der viste sig i hans øjne. "Jeg vil ikke dø." Denne frygt var den de brugte mod ham allermest. De kunne slå ham, de kunne sparke hans lille, spinkle krop, men intet skræmte ham mere end blot ordene 'død' og 'Aijou' i samme sætning. Han ønskede ikke at dø. Hvor endte død engle, djævle og dødsengle? De kunne ikke komme hjem igen. Han havde aldrig mødt nogle, ikke engang de, der var døde i kamp, som kom tilbage igen.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 29, 2009 16:54:01 GMT 3
"Du dør ikke, hvis du bliver stærkere end dem." Halvenglen kunne fornemme dødsenglens frygt. Han selv var lidt ligeglad med døden. Måske fordi han var lidt selvoptaget et eller andet sted, han troede ikke på, at han døde allerede. Det lød blot.. For tidligt. "Og du kan ikke blive andet end stærkere, hvis nogle hjælper dig."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 29, 2009 17:14:32 GMT 3
"Hvad kan jeg gøre mod næsten hundred dødsengle?" spurgte Aijou, meget lille Aijou, og hvis man ikke kendte hans fart ville man kunne forstå ham. Det var blot det at han burde være hurtig nok til ikke at frygte nogen overhovedet. En fugle skreg op et sted i skoven, og Aijous blik fór over mod den. Dyrene var svære at vende sig til, selvom han nød at de var der.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 29, 2009 18:03:01 GMT 3
Halvenglen fnyste. "Du undervurderer dig selv! Ikke at du er uovervindelig, men altså.." Halvenglen trak på skulderen. Måske var dødsenglen lettere uovervindelig, men det ville han ikke til at nævne. Man stod vel ikke og roste dødsengle i høje toner, når man selv var halvengel. "Du kunne nok godt... Rotte dig sammen med nogle, og slå tilbage.."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 29, 2009 18:13:23 GMT 3
"Hvem skulle det være? Hvem skulle ønske at hjælpe mig? Jeg har dræbt folk fra hver eneste art i denne verden..." Han så væk, stadig mod fuglen, og tanken om at rejse sig og stå imod var næsten lige så skræmmende som tanken om døden. Selvom det at dø endnu var langt værre. "Det ikke meningen at man skal ændre på systemet..." Det var den opfattelse de fattige havde i hans rige. Ingen kendte et alternativ til det der foregik nu.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 29, 2009 18:27:23 GMT 3
"Ja, hvis I skal være så ynkelige, så ved jeg virkelig heller ikke, hvordan I skal vinde." Halvenglen rullede med øjnene. "Du kunne i det mindste have lidt kampånd, men du.. Du gør ingenting." Han sukkede. "Jeg burde forsøge at dræbe dig lige nu, det ved du godt, ikke?"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 29, 2009 18:45:11 GMT 3
"Jeg går imod mine ordre ved både at snakke med dig og lade dig være levende," mumlede Aijou, og hans mørke øjne bevægede sig over på Haroons ansigt. Øjnene var det eneste mørke at finde på ham. Selvom sværdet klinge var sort, var hæftet lavet af sølv. Der var ingen spor af vrede over den andens ord eller lyst til at få ham til at lide for at kalde ham og hans eneste ligemænd ynkelige. Som om had, vrede og hævn ikke var en del af hans følelsesregister, på trods af at han, som dødsengel, var tvunget til at hade halvenglen. Aijou virkede ikke som en ægte dødsengel. "Men hvem skulle hjælpe mig?"
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 29, 2009 19:35:22 GMT 3
"Nogle af de typer, som vil hjælpe dig. Måske er der ikke mange af dem, men de er der vel et eller andet sted! Men jeg er vidst ikke en af dem." Halvenglen sukkede. "Vidste du, at du er virkelig deprimerende at være i nærheden af?" Han vidste ikke, hvad normale væsener, der ikke kunne kæmpe imod mørket stillede op. De gik vel bare rundt med en kappe af Aijous depression. Det var lidt synd for ham, et eller andet sted.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 29, 2009 20:15:02 GMT 3
"Hvis de findes, bliver jeg formentligt bedt om at dræbe dem," sagde Aijou og så væk fra ham, undgik øjenkontakt. Han kunne ikke sige nej til deres ordre. Det kunne han ikke få sig til. Han var ikke stærk nok til at gøre det, og han vidste det og hadede sig selv for det. Han selv var noget han var i stand til at hade... Når det slog ham.
|
|
