|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 29, 2009 21:57:47 GMT 3
"Hvis du finder dem, tager du ikke imod ordren." Halvenglens blik var blevet stålfast. "Det ville være den største fejltagelse for dig selv, og kan i sidste ende dræbe dig lige så meget, som dine 'overordnede.' Hvis ikke de bliver din død, så knækker sorgen dig i stedet." Han havde lyst til at folde store, hvide vinger ud, og simpelthen flyve bort med en dramatisk gestus, men det kunne han ikke, så han gik videre i stedet for.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 29, 2009 22:21:22 GMT 3
"Jeg har sikkert dræbt et par stykker allerede..." mumlede Aijou og lukkede øjnene. Han forsøgte sjældent selv at tvinge navnene frem, men han gjorde det nu og stoppede. "Mellorna, Sjiiv, Kathari, Helorn, Gorith..." hviskede han og blev ved til han nåede op på omkring de 70. Navne på folk, der kunne have hjulpet ham. Og som pludselig var døde...
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 29, 2009 22:39:18 GMT 3
"Okay, du har sandelig ikke spildt tiden," sukkede halvenglen. "At dræbe nogle, der kunne hjælpe! Det er vanvid." Han rullede med øjnene. "Jeg tror ikke, du skal forsøge at gå til en præst med alle dine synder, du ville aldrig komme derfra igen.. Hvorfor blev min mor dræbt?"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 29, 2009 22:49:57 GMT 3
"Fordi hun var en engel, mest... Og fordi hun begyndte at være en trussel. Din far blev dræbt for at kende en engel, men ville være blevet dræbt selvom han ikke havde kendt hende ville han være blevet dræbt. Din far var for religiøs..." Han så ikke på den anden. "Min chefs mission er at udrydde alle djævle, engle og folk, der kan hjælpe dem med at blive stærkere."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 29, 2009 22:53:40 GMT 3
"Det bliver svært, eftersom der bliver ved med at komme nye hele tiden." Halvenglen fandt tanken ond. At udrydde alle, der tilhørte noget forkert, ifølge en andens hoved. Og Aijou dræbte blot, som han fik besked på, uden nogen egen mening selv. "Hvad nu hvis.. Du hentede hjælp fra dødsengle? Skulle de så også dræbes?"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 29, 2009 23:06:50 GMT 3
"Jeg har stadig kun dræbt seks dødsengle," mumlede Aijou. "En af dem fordi hun støttede djævlene, fire, fordi de ikke ville lytte til min chef længere." Den sidste var Oji Rama, som halvenglen allerede havde hørt om. "Jeg ender ligesom de hvis jeg går imod mine ordre." Den lille dødsengel stirrede ned på sine fødder.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 29, 2009 23:21:47 GMT 3
"Hvor farlig er den partner egentlig? Er det sådan en svag idiot, med sit brydehold bag sig, eller er han i stand til at gøre nogen skade selv, udover at udpege alle ofrene?" Halvenglen var blevet nysgerrig, og så på dødsenglen. Kun seks dødsengle... Kun!
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 29, 2009 23:37:03 GMT 3
"Han er højest i hierakiet som en af de fem," mumlede Aijou. "Allerhøjest. Kun de dumme vælger at gå imod ham. Jeg tror ikke han er meget stærk, men han har en smule evner for kamp og... en stærk magi. Tror..." Han ville ikke tænke det. Han kunne ikke slå den mand, kunne ikke dræbe ham. Det kunne man bare ikke.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 30, 2009 19:34:15 GMT 3
"Hvis han døde, kunne det være de andre ikke turde at gå imod." Halvenglen smilede tankefuldt. "Det var da et forsøg værd..." Så trak han beklagende på skulderne. "Selvom du ville dø, hvis det gik galt." Han troede ikke på, at dødsenglen turde.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 30, 2009 19:40:40 GMT 3
Halvenglen havde ret. I samme øjeblik han havde sagt den sidste sætning kom frygten tilbage i Aijou, og denne frygt fik ham til at gyse. Han så hurtigt til siden, mod halvenglen. "Man kan ikke dræbe ham," mumlede han og så så ned i jorden igen. "Man ville ikke engang kunne komme til at røre ham. Han har for mange til at beskytte sig..."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 31, 2009 16:53:43 GMT 3
"Selv den stærkeste har svagheder. Han kan ikke være nogen undtagelse, det er der ingen der kan." Halvenglen lo kort. "Og alle har mange af dem, uanset om de kan lide det eller ej." Han brækkede en kvist af et træ og blafrede lidt med de små vinger.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 31, 2009 17:02:25 GMT 3
"Det kan godt være, men hvis man er omringet af beskyttere er det svært at finde en svaghed som alle har." Han brød sig ikke om at snakke om emnet, det var ikke rart. Noget som ikke passede ind i Aijous verdensbillede, selvom det verdensbillede ikke var et trygt eller rart et. "Skal vi ikke..." Han vidste ikke hvad han skulle sige.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Nov 1, 2009 16:19:57 GMT 3
"Ingen kommentar," Halvenglen havde opgivet. Dødsenglen var håbløs, fuldkommen og aldeles umulig at opmuntre. Han så op mod himlen, og det gik op for ham, at det var ved at blive mørkere. Det var gået stærkt, var det ikke? Han rynkede panden i undren, og satte farten lidt op. Hvor var de egentlig på vej hen?
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 1, 2009 16:33:23 GMT 3
"Hvor er vi på vej hen?" spurgte Aijou pludseligt, som om han var tankelæser, og så op på den anden. Mørket kom hurtigt, og snart virkede det som om dødsenglens mørke øjne var sorte mod den blege hud og det lyse hår. En direkte skræmmende kontrast. Han havde opgivet at færdiggøre den anden sætning. Han så ned igen, ned i jorden. "Jeg er sulten," mumlede han så.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Nov 1, 2009 17:03:08 GMT 3
"Jeg ved det ikke helt, men vi er nok snart ude af skoven, så vi kan finde ud af det." Halvenglen lød afslappet, som om han var komplet ligeglad med, om de så fór vild. Han havde ikke noget at skulle nå, men der var noget om det med at være sulten.. "Spis nogle blade, der er massere af dem," forslog han useriøst.
|
|
