|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 24, 2009 23:41:41 GMT 3
Halvenglen kom fornøjet ned af gaden, og hilste åbenhjerteligt på dem, der smilede tilbage. Han fornemmede den gode stemning brede sig, og selv de sureste miner blev til flere smil, som han forsatte ned af gaden. Dog var han ikke klar over, at lys og mørke snart atter ville være i kamp mod hinanden, i et forsøg på at kvæle hinanden, og overtage posten som stemningsspreder.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 24, 2009 23:49:18 GMT 3
Aijou gik langsomt ned af gaden, vingerne skjult som altid. Han smilede til folk i de øjeblikke han var i stand til at frembringe et overbevisende ansigtsudtryk, men de skulede altid tilbage til ham. Han var derfor overrasket da en af dem kunne frembringe et næsten-overbevisende smil, i kamp mod et ikke helt så slemt humør. Det var da han opdagede ændringen i stemningen og følelsen af et englelignende væsen tæt på. For tæt på.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 25, 2009 1:04:52 GMT 3
Det gik op for halvenglen efter et stykke tid, at der var en dødsengel i nærheden. Han så rundt, forsøgte at finde denne, og håbede at det ikke var, hvem det meget vel kunne være. Han forsøgte at holde den muntre stemning alligevel.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 25, 2009 1:12:01 GMT 3
Aijou mærkede tvivlen, men det var kun et kort øjeblik, og han slog det hen. De så ham ikke. Han behøvede ikke dræbe den engel, de var ikke tæt på, og de ville ikke opdage at han ikke havde dræbt den. Han sukkede og fortsatte gennem gaden uden at se efter fjenden, eller hvad man nu kunne kalde det.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 25, 2009 1:34:37 GMT 3
Halvenglen vidste med det samme, hvem i mængden der var dødsengel, trods at vingerne var skjult, og den anden gik med ryggen til. Udstrålingen var tydelig, i hvert fald for en engel. Og han vidste også, med det samme, at dødsenglen var Aijou. Han vidste ikke, om det var smart, da han begyndte at følge efter.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 25, 2009 1:46:05 GMT 3
Aijou fortsatte ned at gaden og lukkede sig mere og mere sammen da følelsen af englen, som han ikke mente var en engel, ikke forsvandt. Han regnede hurtigt ud at han blev forfulgt, og et blik over skulderen afslørede for ham at han, nogenlunde, kendte personen bag sig. De havde mødtes ved Shinees bryllup.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 25, 2009 15:19:15 GMT 3
Halvenglen begyndte at mumle en række utydelige ord, der ikke rigtig syntes at hænge sammen eller give mening overhovedet. Langsomt begyndte Aijous højre fingre at smelte sammen til en slags luffe, og halvenglen satte farten op. "Stop." Et ord, uden at hæve tonefaldet, og alligevel var det gennemtrængende.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 25, 2009 15:39:02 GMT 3
Aijou så ned på sin hånd og stoppede op sekunder inden halvenglen sagde noget. "Det var ikke nødvendigt," sagde han og så op på den anden. Han var tvunget til at lægge nakken langt tilbage for at kunne se på hans ansigt. De var kommet tæt på hinanden, så det blev jo ikke bedre. Han tog den højre, underlige hånd ned i lommen.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 25, 2009 15:57:54 GMT 3
"Men jeg nød at gøre det," lød halvenglens svar. Han så længe på dødsenglen, uden at sige noget, og folk var strømmet til, i håb om et spændende slagsmål. Det var tydeligt, at stemningen var anspændt, uanset om man burde kunne fornemme det eller ej. "Du dræbte mine forældre."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 25, 2009 16:20:37 GMT 3
"Det var ikke noget jeg... Kunne gøre noget ved," sagde Aijou, og han mærkede igen følelserne vride sig i ham. Det havde været et slemt drab for ham, og havde været en del af ærkeenglenes død. "Har du... sagt noget om... Simiel og Zachariel? Er du i stand til at komme op...?" Hans blik skiftede op til himlen. Kunne halvenglen kommer derop og fortælle at den, der havde fået de to ærkeengle til at forsvinde, var fundet?
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 25, 2009 17:08:04 GMT 3
"Så det vil sige, at du simpelthen ikke kunne lade være med at dræbe dem?" Det var let at høre på halvenglen, at han næppe troede på det. Han så op mod himlen. Han kunne, hvis han ville, sende mange, mange engle efter dødsenglen i den senere fremtid, men han vidste ikke, om han ville gøre det. "Ja, jeg har ingen problemer med, at komme derop. Jeg vil lige frem påstå, at det næsten er lige så nemt, som for en, der er engel helt igennem."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 25, 2009 17:27:50 GMT 3
"Det er kompliceret," hviskede Aijou og forsøgte at mase sig sidelæns ind forbi folk. Han var så lille at han smuttede igennem uden problemer, selvom folk forsøgte at presse ham frem. Han havde de der gode, hurtige ryk og de flydende bevægelser. Han ville ikke snakke om den slags med publikum på.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 25, 2009 18:30:36 GMT 3
Halvenglen fulgte lidt langsommere med, da han ikke kunne sno sig ud og ind af folkemængden så hurtigt som Aijou, men han fik alligevel indhentet ham til sidst. "Jeg kan godt forstå komplicerede ting," sagde han, som en ordre til at forklare.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 25, 2009 18:41:13 GMT 3
Aijou mærkede følelsen af frygt og tvivl rive sig gennem ham, og hans blik blev nervøst og skiftede mellem halvenglen og resten at folkene. "Jeg har ikke lyst til at forklare," mumlede han, næsten hviskende. "Specielt ikke her..." Han så igen på folkene og tog den forbandede hånd op af lommen igen. "Men hvad skulle det til for?"
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 25, 2009 18:46:43 GMT 3
"Jeg blev en anelse.. Hævnerrig." Halvenglen trak på skulderen, som om det skete hver dag, før han kiggede rundt. "Du skal forklare mig det, uanset hvad, så hvor har du tænkt dig at forklare det henne?" Hans blik lyste af stædighed, dødsenglen fik ikke lov at slippe.
|
|
