|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 25, 2009 18:50:16 GMT 3
"Et sted hvor der ikke er folk... kan jeg måske sige det til dig. Hvis du ordner min hånd..." Han stemme virkede skælvende og usikker, så ultimatummet virkede ikke så stædigt som han måske ville have det til at blive. Et kort øjeblik mærkede han den automatiske lyst til at angribe halvenglen, men han tvang det væk. Der var intet han ville nyde ved at gøre det.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 25, 2009 19:10:56 GMT 3
"Så går vi ud af byen, så kan du sige det." Halvenglen lod som om at det lille 'måske' ikke var der, og begyndte at gå. "Jeg skal nok ordne din hånd bagefter, du har fortalt mig det." Ellers ville dødsenglen nok beklageligvis rende rundt med en luffe resten af sit liv.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 25, 2009 19:18:40 GMT 3
"Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det," mumlede Aijou, men gik alligevel frivilligt ud af byen. Han tøvede dog en smule ved grænsen inden han dykkede ind i skoven og lukkede sine øjne. Som altid var han i trist humør, værre end det humør han spredte. De fleste dødsengle var kæphøje og glade, konstant. Glade på en ubehagelig måde.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 25, 2009 19:33:30 GMT 3
Halvenglen undrede sig over dødsenglen, der virkede nedtrykt, uanset hvornår man mødte ham. "Du kan prøve. Du skal prøve." Halvenglen lænede sig op af en af stammerne, afventende. Han forventede, at dødsenglen fortalte ham noget.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 25, 2009 19:39:42 GMT 3
"Hvordan foregår det i himlen? Du siger du har været der, at du kan komme der..." Han vidste det var et sidespor, men også at det var det eneste sted han vidste hvor han skulle starte fra og til. Han så på halvenglen med et halvt undskyldende blik. "Jeg ved ikke hvor jeg ellers skal begynde..." mumlede han.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 25, 2009 19:45:55 GMT 3
"Det er en besynderlig start. Jeg vil vide noget, og du starter med et spørgsmål." Halvenglen hævede et øjenbryn. "Men jeg kan ikke bedømme, om du tænker på rejsen til himlen, eller om hvordan det i det hele taget er. Hvis jeg skal fortælle det, vil jeg også vide, hvordan man kommer til dit rige, og hvordan det er. Selvom jeg har hørt rygter og historier, der kan være hold i, er det dejligt at få ting bekræftet." Han smilede kort, og det satte igen skub i lyset, der straks lagde sig i kamp mod mørket igen.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 25, 2009 19:51:43 GMT 3
"Hvordan er himlen delt op? Hvad er hierakiet?" Aijous blik flakkede. Det var det han mente. Han vidste lige så meget om himlen som han gjorde om den yderste ring i byen. "Ærkeenglene snakkede om harmoni..." Et ord han først havde lært betydningen af efter han kom hertil, og et ord han endnu ikke helt kunne forstå.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 25, 2009 19:58:21 GMT 3
"Alt efter hvem der er mest kloge på livet, og har lært at elske sig selv, for dem man er. Men vi ser ikke så stort på hierakiet, det handler ikke om at få mere end de andre. Det handler om at give mere end de andre, for man har mere at give af, jo mere man ved." Halvenglen så rundt. "Hvordan er jeres hieraki bygget op?"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 25, 2009 20:12:40 GMT 3
"Man er født ind i det," sagde Aijou, mens han prøvede at forestille sig himlen. Han var tavs længe, indtil han måtte give op, og han trak vejret dybt før han gik videre. "Vores verden består af en by... Det er i hvert fald det eneste jeg kender til. Det eneste jeg har set. Byen er delt op i mure, men i modsætning til denne verden er det... de fattige der bor inderst. Over halvdelen af dødsenglene bor i de to inderste ringe, og omkring totredjedele af disse i den inderste..." Aijous blik flakkede. Hvordan kom han videre herfra? Han prøvede at finde en måde at komme ind på det, men endte med bare at sukke og lukke øjnene. "Og de i de to inderste ringe siges er være født til at tjene."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 25, 2009 21:56:55 GMT 3
Halvenglen nikkede, nysgerrigt. Han ville gerne vide mere, det var spændende at høre om et helt andet rige. Det så ud til, at det var svært for Aijou at finde ord. Så han var vel en af dem, der var født til at tjene.. Det var vel derfor, han var så trist hele tiden. Hvad vidste han om det... "Hvad så?"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 25, 2009 22:07:52 GMT 3
"Jeg kommer fra den inderste ring og var... dum nok til at mænge mig med de større. Jeg fik en mulighed som 14-årig hos en af de største grupper med arbejde." Han gik ikke i dybden med det. "Jeg var de højeres slaveknægt, men selv hos dødsengle findes der gode væsner. Oji Rama hjalp mig videre op af rangstien. Og jeg... Vi..." Han vidste igen ikke hvordan han skulle forklare. "Jeg dræbte hende. Hendes partner vidste det og... jeg blev den nye partner indtil han ikke ville have mig mere, og han sendte mig tilbage til bunden. Døden hørte om mig og bad mig komme til ham." Han så væk, og det gik op for ham at han havde glemt en vigtig ting. "Dødsengle fra de fem-seks inderste ringe kender intet til denne verden. De holder os fast med tavshed og løgne." Han tøvede igen. "Døden gav mig et arbejde der handlede om at være her og samle de sjæle op som døde i kamp og ikke helt hørte til noget sted. Hverken himlen eller helved... Min partner, som jo vidste at jeg havde dræbt Oji opsøgte mig... Og jeg er nu blevet hans egen lille mordermaskine..."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 26, 2009 20:06:51 GMT 3
Halvenglen rynkede panden. "Men hvorfor blev du ikke bare ved Døden? Hvorfor... Tog du imod Oji Ramas tilbud?" Han forstod det ikke.. Dødsenglen virkede ulykkelig over, at tjene Oji Rama, og Døden kunne vel ikke være værre. Hvis han skulle vælge mellem at fragte døde sjæle hjem, eller dræbe... Ville han finde en tredje udvej.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 26, 2009 20:14:04 GMT 3
"Jeg dræbte Oji... Og hendes partner virkede... forstående..." Han så væk. "Men han smed mig jo ud. Jeg kunne blive ved Døden, men... Oji var i familie med en af hans højeste rådgivere. Jeg bliver dræbt hvis de får noget at vide, ligesom jeg bliver dræbt hvis de ved at jeg fortæller det her." Men han kunne mærke der ikke var nogen i nærheden. Han var sikret.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 26, 2009 20:18:51 GMT 3
"Så enten får du Ojis partner, Døden eller Himlen på nakken, har jeg forstået det ret?" Halvenglen måtte indrømme, at det var et barskt liv, specielt mentalt. Dødsenglen måtte have en fantastisk psyke, hvis han kunne holde til det. Men måske.. Kunne han slet ikke holde til det.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 26, 2009 20:39:49 GMT 3
Aijou nikkede og så væk. "Jeg er oppe på..." Han lukkede øjnene, på samme måde som han havde gjort ved brylluppet, med et fjernt udtryk i øjnene lige inden han lukkede øjnene. "3986..." Han kunne mærkede deres minder igen, navnene, familien. Han sukkede svagt. "Og jeg kender deres navne..." Hans øjne var stadig lukkede. Et eller andet underligt, usundt, blandede sig med de følelser halvenglen kunne mærke. "Jeg kender deres familie. De som de hader og elsker. Jeg ved hvad de drømte. Jeg så hvad de tænkte, hvor de hadede mig for at... nogle af dem hadede mig ikke... Thaen tiggede om at dø. 'Hjælp mig op...'" hviskede han. "'... jeg vil ikke dø liggende..." Hans øjenlåg sitrede. "Han elskede din mor for højt til at leve efter han vidste at hun var dø..." Hans stemme begyndte at blive en usammenhængende mumlen, men den fortsatte alligevel.
|
|
