|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 22, 2009 18:52:17 GMT 3
Kiaji strøg forsigtigt Aijous hånd og slap den så. Hun kiggede alvorligt på ham og trak vejret dybt. Hendes smil var roligt og opmuntrende, og da hun endelig vendte ansigtet væk, forsvandt smilet ikke.
William rystede svagt på hovedet over Michael og Uriel, og det satte bevægelse i folkene omkring ham igen. Englen troede ikke på dens overordnede.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 22, 2009 19:07:37 GMT 3
Aijou åbnede munden for at tale, og opdagede at hans mund og hals var tørre som sandpapir. Han så stadig ikke op. "Lyve?... Jeg ved ikke om jeg..." Han tøvede, og skævede op til folk. Folks blikke var blevet nysgerrige, ikke helt så fjendtlige. Det var åbenbart noget interessant. Skulle han bare lyve? "Hvad..." Han skævede til Kiaji, og derefter op til Gabriel, inden han så ned igen, ned i bordet. "Hvad skal jeg sige? Eller... Min familie..." Han kunne ikke færdigøre sætning, og han rystede på hovedet. Han kunne ikke. Uriel betragtede ham længe, men nikkede så. Han var tilfreds.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Nov 22, 2009 19:41:45 GMT 3
Michael ventede lidt med at sige noget. "Men hvad nu hvis Aijou bliver en fare for vort folk? Hvordan kan vi være sikre på, at han - selv hvis det er et uheld - ikke angriber nogen? Vi må huske på, at han allerede har dræbt to ærkeengle.." Han holdt en sigende pause, og så over mod de tomme stole. "Hvorfor skulle han ikke også kunne dræbe os andre?"
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 22, 2009 20:10:15 GMT 3
Kiaji bed sig i læben for ikke at sige noget. Hun havde ikke ret til at tale, når det var Gabriel der snakkede og desuden ville hun nok fortryde det bagefter, eller sige noget dumt. I stedet tog hun Aijous hånd igen, og vippede med hans fingre, forsigtigt, mest for at have noget at lave med sine hænder. Hun kunne ikke sidde stille med sine hænder.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 22, 2009 20:32:56 GMT 3
"Tjah... Fysisk ville han kunne det," sagde Gabriel med et lille smil. Aijous blik var allerede ovre på hans sværd da panikken var på vej, og han knugede hendes fingre uden at være bevidst om det. "Han ville kunne dræbe mig. Da jeg mødte ham, troede jeg at jeg stod og så min død i øjnene. Men han ønsker det ikke, og hvis vi lærer at stole på ham, vil han ikke gøre os noget. Han ønsker ikke at dræbe nogen, og jeg tror på, at dette er hvad der skal til for at forhindre ham i at gøre os noget. Han har aldrig ønsket at dræbe nogen, men har været tvunget til det." Han smilede til sin bror. "Du siger om han kunne. Han kan. Han kan måske dræbe alle herinde, hvis han ønskede. Men han ønsker ikke. Og selvom det ikke var fordi han ikke ønskede det, så ville han stadig ikke gøre det. Aijou frygter det at dø, og tror ikke på at han er i stand til at dræbe nogen heroppe uden at vi sørger for, at han dør. Selvom jeg ikke ønsker at vi skal have et forhold på frygt, det, der fik Aijou til at dræbe de, han har dræbt, så er det vel for jer bedre end ingenting." Han gjorde de til fjenden, opfangede Aijou. Han mente ikke at det ville hjælpe, men han lod sin forvirring brede sig. Den skræmte panikken væk.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Nov 23, 2009 15:33:17 GMT 3
"Men de, der har tvunget Aijou til at dræbe, kan også tvinge ham igen. At have en dødsengel i himlen ville være guld værd for dem, og hvis han - som du siger - kan dræbe os alle, risikerer vi alle engles sikkerhed, ved at lade ham blive. Når først han får adgang til himlen, ville det ikke være umuligt at slæbe nogle med sig. Dødsengle med sig, dem der ønsker vores død. Aijou vil sikkert kræve sin frihed, og vandre mellem himmel og jord, ligesom vi, og måske vil dødsenglene opsøge ham, og bruge hans frygt mod ham. Enhver kan lokkes ud i noget, ved at blive truet med deres største frygt. Jeg mener stadig, det er for risikabelt." Michaels blik var rettet mod Gabriel.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 23, 2009 21:10:29 GMT 3
"Hvorfor skulle han nogensinde forlade himlen, når det er det eneste sted han føler sig sikker. Føler sig mere tryg end noget andet sted. Han ønsker ikke at dræbe og her er der ingen der tvinger ham til det. Hvis Aijou skulle kræve sin frihed kan han få en lænke, bundet med en engel. I mine øjne er det dig der truer ham, med hans største frygt lige nu. Tror du ikke at han ved at hvis alt her ender galt, så skal han dø?" Kiaji kiggede op og hendes øjne var helt rolige. "Du ville kunne tvinge ham til alt. Han kan dræbe, men jeg tror, at hvis du ville så kunne du også lægge salen øde. Det sagde du selv. Alle kan lokkes ud i noget. Alle. Jeg kunne såmænd også. Aijou kommer fra en slægt langt nede i hiarkiet. Jeg formoder at du kender lidt til dødsenglenes hiarki... Han havde aldrig valget at sige 'nej' og vælge et andet liv. At give ham den mulighed, der burde ikke være noget større i denne verden, end at kunne forgive, at være barmhjertig. Den størte tro er troen på dem vi har ved vores side. Hvis du styre Aijou med frygt og had, vil du ikke kunne stole på ham. Jeg stoler på ham, og jeg tror, at hvis alle herinde troede lidt mere på ham, og viste ham den venlighed han måske aldrig har mødt, så ville det være nok. Ville i ikke stole på at jeres venner ville redde jer, hvis i var i nød? Hvis Aijou havde de venner, hvis vi kunne være dem, så ville vi kunne redde ham." Hun smilede svagt og undskyldende. "Undskyld Herren, dommeren, der dømmer i denne sal, men kunne ikke lade mine ord forblive tavse."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 23, 2009 21:23:58 GMT 3
"Du har intet at undskylde, min kære, venlige Kiaji, for du sagde bare hvad jeg var ved," sagde Gabriel og grinede. "Du sagde det blot med mere følelse, der gjorde det endnu smukkere at høre." Han rettede sine lyse øjne mod Aijou, og blev mødt af de næsten sorte, inden dødsenglen så ned. Vanerne talte stadig imod øjenkontakt, og en sørgmodighed af en art gled over Gabriels ansigt og strejfede hans følelser inden han vendte sig mod sin bror og sin Gud.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Nov 23, 2009 23:08:13 GMT 3
Gud smilede, så rynkerne i den gamle mands ansigt trådte tydeligt frem. "Det er i orden Kiaji. Det var vigtigt, hvad du havde at sige."
Michael lod stilheden runge lidt, før han svarede. "Men hvad betyder vores tro på denne dødsengel, hvis hans loyalitet ikke ligger hos os? Hvordan skal vi stole på en, vi ikke ved, hvem holder med? Skal vi håbe på, at han ikke vælger vores fjender, fremfor os? Som jeg siger, det her er risikabelt. Måske lidt for stor en satsning."
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 25, 2009 18:39:23 GMT 3
Kiaji sagde ikke mere med stirrede på Michael. Det ville være forkert at lade være med at satse.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 25, 2009 18:54:48 GMT 3
"Jeg kan forsikre dig, at Aijou..." Gabriel stoppede og vendte sig da noget flakkede hos Aijou. En tvivl, en usikkerhed, som han ikke forstod. Han rynkede panden over det, og Aijou så hurtigt op inden han igen stirrede på bordet. "Er der noget du vil sige?"
"Min loyalitet... ligger hos mit eget rige... Hvis man kan sige det på den måde..." Dødsenglen så stadig ikke op. "Men... Det betyder ikke at jeg har planer om at udslette de andre riger." Gabriel så grundende på ham, og Aijou tvang sig videre. Hans stemme var usikker. "En krig af den slags ville kunne ødelægge et helt rige, og det kan lige så godt være mit som jeres... Men... Hvis jeg skal tale det som i lader til at lægge vægt på... I kan ikke dømme mig for at elske det sted jeg er vokset op..." Han skævede til folkemængden, og lod derefter blikket søge over mod Gud. Han kunne dog ikke få sig selv til at se på denne, og blikket faldt igen. "Men jeg vil arbejde for mit rige, og ikke for de i det... Det er smukt, selvom jeg formentligt kun har set en lille del af det... Men loyalitet er vel ikke rettet mod riger... Vel? Den er rettet mod væsner..." Han så over mod Kiaji. "Jeg er parat til at forsøge at stole på jer." Der var en fasthed i den sidste sætning, en sikkerhed. Der var også noget i hans øjne, bare et kort øjeblik.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Nov 25, 2009 19:36:40 GMT 3
Michael skulede halvondt til Aijou og brugte de næste 5 minutter på at tænke sig om. Han lænede sig lidt tilbage "Jeg har intet at sige! Men jeg synes at vi skal lade juryen afgøre det nu. Jeg er spændt på udfaldet."
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 25, 2009 20:13:24 GMT 3
Kiaji kunne ikke lade være med at smile svagt og kiggede så spørgende op på Gabriel. Juryen rejste sig og gik ud af en mindre dør, hvorefter de store døre åbnede så man igen kunne gå hvis man ville. Hun trak vejret dybt og flyttede blikket på Aijou. Hun var nervøs, selvfølgelig. Hun var bange... men hun var ikke ked af det.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 25, 2009 20:18:20 GMT 3
Aijou så ikke op, men stirrede stadig ned i bordet med et halvskræmt ansigtsudtryk. Hans blik gik over på sværdet, men vandrede så videre, ønskede ikke at blive fristet til at gøre noget med våbnet. Gabriel smilede til Kiaji, og derefter til Aijou. "Du er en nogenlunde taler, at du ved det." Aijou så op, men for at undgå øjenkontakt lod han det falde igen.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Nov 25, 2009 21:28:25 GMT 3
Gud så efter juryen med et svagt smil, og så så rundt på resten af englene, men forholdt sig tavs.
Michael sukkede indvendigt, og blev siddende. De måtte vente på juryen, der var ved at træffe sin beslutning.
|
|
