As he faded away...

[Aijou Ishi]

Aijou mærkede igen panikken, og hans skridt var tøvende da han tvang sig igennem døren. Han så over folk, og der sad mange personer i lyse, blå kapper. På det samme sted, men på forreste række, sad fire hvidklædte. Der var plads til syv personer, men der var kun fire. Aijou kunne mærke at det var de tilbageværende ærkeengle, og han krympede sig over at have dræbt to af deres. Andre var troppet op, mange. Fordi det var en dødsengel der var i retten. Han så hurtigt over dem, uden at skelne nogen. Han vidste ikke hvor han skulle sætte sig, og han stoppede op ved synet af de mange folk. Burde det ikke være... hemmeligt? Han så væk. Så ned. Undgik deres blikke, som havde dømt ham fra starten.

[Kiaji Lulle Lakiru]

Kiaji gik igennem salen, uden at sænke blikket. Hun mødte manges blikke og stirrede ind i Willis øjne. Ved siden af og bag ved ham sad mange unge engle, med rolige blikke og nogle få talte lavt sammen. Men hun kunne se i Willis at han havde dem på sin side - deres side. "Aijou..." mumlede hun lavt, for lavt til at andre end Ai kunne hører det. Hun kiggede på ham og smilede. Så smilede hun til sine forældre og til William.

[Aijou Ishi]

"Hmmm?" spurgte han og så op på hende et øjeblik, derefter ned igen. Han turde ikke rette blikket mod der, hvor dommeren var, bange for hvad han ville se. Det skulle gerne være Gud der stod der, som skulle...
"Hvorfor har han stadig sit sværd?" lød en stemme, og han så hurtigt op mod den der snakkede. Det var en ærkeengel, den mest magtfulde af de, der stod der. Det måtte være Michael. Hvor var Gabriel? Han så væk, ned igen, og hans hånd lukkede sig om sværdet.

[Kiaji Lulle Lakiru]

Kiaji sukkede og skubbede blidt til Aijou for at få ham til at gå over til et aflukket område. "Derind til at starte med," sagde hun venligt og smilede. Gabriel sad derinde. Hun trak vejret dybt og åbnede lågen. Satte sig og nikkede mod pladsen ved siden af sig. "Michael." mumlede hun og trak på skuldrene. Hun kunne ikke lide ærkeenglen. Overhovedet. Han var også imod hendes eksistens.

[Aijou Ishi]

Gabriel kunne ikke lade være med at smile over hende, og hans blik lå på Aijou da de kom ind. "Jeg skal ikke af med sværdet, vel?" Man kunne se frygten i hans øjne.
"Alt du skal gøre er at slappe af, du lille. Det går ikke hvis du mistet kontrollen og angriber en eller anden. Men jeg tror det er bedst hvis du tager sværdet af, så vi i det mindste kan føje min bror en lille smule." Ærkeenglen rakte hånden frem, og meget modstræbende lod Aijou sværdet gå op af skeden og lægge det i Gabriels hånd. Han slap det, og Gabriel lukkede hånden om det. Så tabte han det med et gisp, som om han havde brændt sig, og det faldt til jorden med en højlydt klirren. "Det sværd..." mumlede han langsomt, med store øjne, og gned sin hånd.

[Ramoan Ankad]

Gud sad i dommerstolen, havde taget form som en gammel vis mand i hvid kutte, selvom hn kunne have valgt en hvilken som helst skikkelse. Dog gav den gamle mand et indtryk af, at hn tog dommerpligten alvorligt, samtidig med at det spredte godt humør til alle englene, der sammen med hn nød den lille joke om menneskenes billede af Herren. Et smil spillede i mundvigen på den hvidhårede mand, og det evigt flakkende blik, der aldrig syntes at være rettet på noget bestemt, gled flygtigt over mod Michael, der så dødsensalvorlig ud. "Er du sikker på det her, min ven?" spurgte Gud venligt. "Det er jo trods alt din bror."
Michael nikkede kort. "Jeg har alt under kontrol, og kan styre mig, hvis jeg skulle ende med at tabe," lovede ærkeenglene, selvom noget tydede på, at han aldeles ikke regnede med at tabe denne sag.
"Nuvel. Jeg stoler på din dømmekræft." Så rejste Gud sig fra stolen. "Kære venner! Vi er indkaldt her idag, for at drøfte om hvorvidt denne dødsengel, Aijou, kan træde frem blandt vores rækker, og jeg har påtaget mig pligten som den retfærdige dommer, og vil lade hammeren falde på det, jeg finder mest retfærdigt."

[Kiaji Lulle Lakiru]

Kiaji bed sig i læben og skyndte sig at samlede sværdet op og holdte det. "Jeg kan godt holde det," mumlede hun og tænkte, at det måske havde noget at gøre med hendes blod. Hun lagde det forsigtigt frem ved siden af Gabriel og sendte Aijou et blik. Det var farligt, mest for hende at rører ved hans sværd, men truslen var Aijou selv. Han elskede det sværd. Hun frygtede ham ikke, men det kunne påvirke hele sagen hvis han mistede kontrollen. "Aijou." Hun lagde en hånd på hans arm og der var næppe gået et minut siden Gabriel havde tabt sværdet. Hendes blik var bedende og alligevel roligt.

[Aijou Ishi]

Aijou havde været igennem hele følelsesregistret da han så sværdet falde, og de tilbageværende ærkeengle på bænkerækkerne havde øjnene stift rettet mod ham, for at se hvordan han reagerede. Dødsenglen tvang sig i ro og stirrede ned mod gulvet, men han var meget bevidst om hvor sværdet var nu. Imens tvang Gabriel sig til at lade hånden falde, den hånd der var blevet skadet. Ærkeenglens blik var rettet mod Gud, Herren, og så derefter på sin bror. Han smilede venligt, men så derefter alvorligt på Herren igen.

[Ramoan Ankad]

Gud smilede venligt til alle, før hn satte sig ned i dommerstolen igen. "Retssagen er startet," bekendtgjorde hn, og vendte blikket mod Gabriel. "Jeg vil gerne høre forsvaret først," smilede hn.
Michael sad bare tavs og ventede på sin brors lange enetale.

[Kiaji Lulle Lakiru]

Kia kiggede på Aijou og trak ham ned og sidde ved siden af sig. Hun tog hans hånd og holdte den, let skjult i sine skørter, da nogen nok finde det mistænksomt og frastødende. "Tak..." Hun trak vejret dubt og kiggede på Gabriel. Det hele hang på ham. Det var vigtigt at at denne del gik godt.

[Aijou Ishi]

"Jeg takker, Herre," sagde Gabriel og rejste sig for at kunne gå rundt. Han ville ikke sidde stille og snakke. Han smilede skævt til folkemængden. "Jeg har tænkt mig at tale, så vi burde allerede nu vide at jeg at vi kommer til at sidde her længe." Han vandrede lidt frem og tilbage. "Aijou er en dødsengel, som vi alle kan se, men han er ikke på samme måde indeni. Han kommer fra en del af Dødsriget som vi ikke kender meget til. Han har levet et liv, som for os er ubegribeligt, og han ønskede ikke at fortælle mig om det. Ikke af trodsighed eller ulydighed, som man skulle tro, men fordi det smerter ham. Dette, også dette, er noget ved ham, der viser, at han ikke er en normal dødsengel. Aijou har dræbt mange væsner." Gabriel smilede. "Men vi kan føle at han ikke er glad. Og hvis i ikke kan, kan jeg love jer, at angeren for mig stråler ud fra ham. Mange af os mener, at man ikke kan tvinges til drab, men det lader jo til at være en løgn. Denne dødsengel, ironisk nok, nyder ikke døden. Denne dødsengel, ironisk nok, frygter sin egen død mere end noget andet. Han ønskede aldrig at gøre, hvad han har gjort, og hvis han havde været et menneske, hvis han havde været alt andet end en dødsengel eller en djævel, ville vi ikke tøve med at tilgive ham, fordi han angre. Han har såmænd dræbt mine to forsvundne kolleger." Igen smilede ærkeenglen og kiggede rundt på folkene. "Men dette kan vi ikke dømme ham for, hvis han havde været alt andet end en dødsengel, fordi han føler angeren og tyngden af denne gerning. Skal han, et væsen der er renere end det gennemsnitlige menneske, dømmes for en gerning, for at komme fra et rige, vi ikke er tilfreds med. For at være født en dimension forkert. Men hvorfor skal han så komme ind i vores rige, når han har gjort alt dette? Fordi han fortjener en chance. Der er mange andre grunde, men det, der vejer tungest, er blot dette. Han fortjener den lille chance, vi kan give ham for at leve." Han holdt en pause og så rundt. Han havde stadig meget at sige, men han ville have folkets reaktion.
Aijou stirrede ned i bordet og kæmpede for at styre sine følelser. Mens Gabriel snakkede tvang tårer sig frem hos ham, og han skævede hurtigt til Kiaji. Han forsøgte at tvinge tårerne tilbage, og indtil videre lykkedes det for ham.

[Ramoan Ankad]

Michael lænede sig lidt frem i stolen, hvilede albuerne på sine knæ, og flettede fingrene sammen. "Undskyld Gabriel.." Lød det fra ham. Det var måske kun Gud og brødrende, der var klar over, at Gabriel havde meget mere at sige, men han undskyldte for at afbryde, selvom det måtte lyde underligt i de andres øre. "Har du nogle vidner på dette?"

[Kiaji Lulle Lakiru]

Kiaji fulgte opmærksomt med og mærkede bølgen af overraskelse og uro der gik igennem folkemængden bag sig. Hun ignorede den, men kunne tilgengæld mærke sin fars ro skinne igennem salen, men folk langsomt slappede af omkring ham. Det var hans evne. William rettede sig op og blev tænksom. Han var ikke overrasket og besvarede spørgsmålene der hviskende ramte ham fra alle sider.
Hun kiggede på Ai og tog fat i hans hånd med begge hænder. Stadig skjult i skørtet så andre ikke kunne se det. Hun smilede svagt og kort, meget kort, men hendes øjne var stadig varme. Hun var ikke skræmt væk.

[Aijou Ishi]

"Jeg har Aijous ord, som han talte til mig heroppe i vor rige," svarede Gabriel. "Man er ikke i stand til at lyve heroppe, det ved du jo. Jeg..."
"Hrøøhm..." rømmede en af ærkeenglene sig højlydt, og Uriel rejste sig fra sin stol. "Vi ved alle at du og din bror er i stand til at lyve heroppe. Vi har for lidt erfaring med dødsengle til at vide, om de har en evne til at komme udenom det." Der var ingen fjendtlighed at spore, hverken i stemmen eller kroppen.
"Vi kunne blot lade ham prøvet at lyve her, for vor øre, og se om der er forskel på vor arter." Gabriel smilede, og Aijou knyttede hånden i hendes greb. Han var ikke sikker på, om han, selv i et andet rige, ville være i stand til at lyve for denne forsamling engle. Uriel så til gengæld ikke overbevist ud. Man kunne næsten se hvad han tænkte, selvom han blot smilede venligt. Dødsenglen kunne bare spille skuespil.

[Ramoan Ankad]

Michael gjorde et nik, så over mod dødsenglen, som om han stod og ventede på at Aijou ville lyve.
Gud var lidt mere hensynsfuld, og smilede rundt til alle, før hn talte. "Aijou, det er sjældent man bliver bedt om at lyve, men jeg er bange for, at det er tilfældet nu."