|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 23, 2009 20:33:25 GMT 3
Hurtigt gik Aijou gennem den myldrende hovedgade, spredende en dårlig stemning i den normalt så glade by. Han havde lige arbejdet og flygtede nu fra mindet om liget. Det havde været en engel, og engle var altid de værste at dræbe. Han havde ikke selv opdaget at hans skulder blødte.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 23, 2009 20:42:32 GMT 3
Hun gik hen af vejen. Kiggede rundt og smilede venligt til alle. "Lad være med at stirre sådan!" vrissede en mand irritereret og træt. Hendes smil forsvandt og hun kiggede på ham. Han gik videre. Hvorfor var alle så sure? Hun kiggede rundt og fik øje på en skikkelse der gik alene og ensomt. Forsigtigt nærmede hun sig.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 23, 2009 20:53:20 GMT 3
Aijou så sig omkring og fik øje til grunden til hans... usikkerhed. Hvad man nu følte som dødsengel når en engel kom for nær. Han trak væk fra hende, havde mest lyst til at dræbe hende, fordi vanen og frygten for hans chefs reaktion på at en engel overlevede et møde med ham - der var det mest hans chef der trak i ham, som sædvanligt - ville have ham til det.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 23, 2009 20:58:41 GMT 3
Hun fulgte efter, ikke bange nok til at gå tilbage og væk. Hun burde gå væk. Hun kunne mærke det, men hun ville ikke. "Hej." Hendes stemme var lav og venlig. Varm og lød som himmelsk... "Undskyld. Jeg ville ikke forstyrre." Hun samlede hænderne foran sig så han kunne se at hun ikke var bevæbnet. Hellebarden hang på hendes ryg.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 23, 2009 21:25:06 GMT 3
Aijou stirrede på hendes hænder, som om de i sig selv var en trussel, og rettede sig så op og tog sig sammen. "Det gør ikke noget," sagde han, og hans stemme skælvede kun en smule. Hans blik var endnu rettet mod hendes hænder og ignorede fuldkommen resten af hendes krop i de første minutter. Derefter så han op og så hvilken trussel hun kunne blive. Kun en smule højere end ham selv... og en smule tyndere. Omkring hans egen alder, og et tydeligt stærkt våben. Våbnet var en stor trussel, vidste at der var mere i denne kvinde end hans øjne havde lyst til at vise.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 23, 2009 21:35:08 GMT 3
Hun søgte hans blik og lagde hovedet på skrå. "Du bløder," kommenterede hun så og rakte forsigtigt frem. Under kappen kunne man se hendes vinger da hun løftede hånden. "Må jeg..?" Hun mærkede hans aura men blev ikke påvirket. "Jeg vil ikke slås..." hun så på ham med bedende øjne.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 23, 2009 21:55:39 GMT 3
Aijou så usikkert på hende. Sådan var alle engle jo, næsten allesammen var sådan. Lige meget hvem der kom dem for nær var de hjælpsomme og mere eller mindre venlige. Det fik ham til at få det dårligere med at dræbe hende, men også hun måtte dø. De var der altid, så hvad han lavede. Han var nødt til ikke at skuffe dem, eller de ville... dræbe ham.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 23, 2009 22:08:47 GMT 3
Da han ikke svarede, rakte hun frem og strejfede hans skulder. Såret forsvandt hurtigt. "Jeg er ikke bange for at dø. Men jeg ønsker det ikke." Hun sukkede dybt og vendte sig væk. Øjnene rolige og velovervejede. Hun vidste hvad han var, hun kunne mærke det. "Jeg hader dig ikke." mumlede hun så. Hun kunne ikke hade ham. Hun kunne læse i hans blik noget, som hun forstod.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 23, 2009 22:14:49 GMT 3
"Du kender mig ikke," sagde Kerai, og selvom det skulle være vrissende, så lå det ikke til ham. Hans stemme blev pludselig meget tom og maskineagtig. "Jeg har ikke nogle ønsker eller andet om hva du skulle mene om mig." Han så væk fra hende, undgik hendes blik, men kunne ikke holde det fra hende længe. Se aldrig væk fra dit bytte eller fjende.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 23, 2009 22:30:20 GMT 3
"Du ser bare ud til at have brug for at høre nogen sige at de kan lide dig. At du har håb." Hun kiggede på ham og trak på skulderne. Smilede svagt, men venligt. Hendes tonefald var lidt logisk-sigende og hun gik væk fra ham. "Jeg vil ikke forstyrre mere. Undskyld igen." Hun vendte ryggen til ham og mødte den vrede mand fra før's øjne. "Hvad er der med dig? Du..? Kælling!" han slog ud efter hende og hun dukkede sig. Sprang op i luften og blafrede med vingerne.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 23, 2009 22:46:28 GMT 3
Kerai så efter hende, og vidste han ikke kunne lade hende gå. Han tog fat i sit sværd og trak det, tøvende. Som altid tøvende. Han brød sig ikke om at dræbe. Han var noget op på 4791 nu, og det var endda ikke forfærdeligt langt fra brylluppet hvor de havde tvunget ham til at huske tallet. Det var til at blive sindssyg af, og han var bange for han rent faktisk var på vej til at blive det. Han gik frem med sværdet i hoftehøjde, hans sædvanlige startsted.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 23, 2009 23:13:33 GMT 3
Hun slog med vingerne og strøg gennem luften. Manden stirrede på hende og vingerne. Vingerne, de mørke vinger. Hun kiggede sig ikke tilbage, men slog med vingerne og sukkede. Flygtede ikke, men orkede ikke at hjælpe. "Hvilken vej er håbet..." mumlede hun pludseligt for sig selv og tænkte sig om.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 23, 2009 23:42:41 GMT 3
Aijous vinger viste sig også, længere og smidigere end andre engles og andre væsners, og de så ud til at skabe ubalance i ham, selvom det var det modsatte der var tilfældet. Han var hurtigt, som et lyn. Skræmmendehurtig. Han så på hende, og blinkede så. "Håbet er den modsatte vej af min..." Min chefs dør. Han kunne ikke få sig til at sige det, bange for at nogen lyttede.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 23, 2009 23:51:36 GMT 3
Hun så dybt bekymret ud. "Jeg vil gerne hjælpe... Men jeg kan ikke vende håbet. Det er din egen opgave." Hun smilede forsigtigt og snurrede rundt i luften. "Jeg vil virkelig ikke slås!" mumlede hun så og skar ansigt. "Hvad hedder du?" spurgte hun så og kiggede direkte i hans øjne. Hun var ikke som de andre engle. Hendes Lucifer del var i forvejen mere dominerende end hos andre og hun var meget lige ud.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 24, 2009 0:17:45 GMT 3
"Kerai Aijou Takai Ishi," sagde Kerai, og det var stadig i den der tone, på den der måde som det havde været før. Han havde stadig sværdet i sin hånd, og han vidste det var mindre end et sekund fra at han kunne dræbe hende. "Og de er tæt på. Jeg er nødt til at dræbe dig!" Der ville gå en uge eller noget før han vidste han var uinteressant nok til at kunne tage den med ro.
|
|
