|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 24, 2009 1:08:26 GMT 3
"Du vil jo ikke. Hvorfor gør du det så?" Hun så på ham, øjnene bedende igen. "Hvorfor gør du ikke noget for at stoppe?" Hun greb fat i hellebarden og svang den foran sig. "Jeg vil ikke! Jeg hedder Kiaji! Vil du ikke nok stoppe!" Hun bad ham, hun bad ham virkelig. Stoppede i luften med våbenet foran sig. "tving mig ikke til det..."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 24, 2009 1:14:38 GMT 3
Kerai var tavs et øjeblik, og hun kunne mærke hans frygt glide ud mod hende. Ikke for hende, men for de andre. "Det vil dræbe mig..." hviskede han. Det, han frygtede mest, var døden, og at han udsatte andre for det fik ham til at føle sig egoistisk blandet sammen med alt det andet. Han svang sig pludselig afsted, brugte hele sit vingefang til at komme tæt på hende med en fart der var næsten usynlig. Han havde sværdet parat til at ramme hende, og imens mærkede han sorgen over at være ved at gøre endnu en af sine onde gerninger.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 24, 2009 11:06:27 GMT 3
Hun svang hellebarden og den stumme ende ramte den flade side af sværdet. Hendes ansigt var pludselig mørkt og hun vendte rundt i luften. "Hvem vil dræbe dig?" Hun brød sig ikke om det. Hun ville gerne hjælpe ham. "Du er bange for dem. Hvorfor kæmper du ikke i mod dem?"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 24, 2009 11:50:25 GMT 3
"Fordi jeg ikke kan vinde," svarede Kerai, og noget ved ham ledte tankerne over på en hund, der blindt adlød sin ejer efter at have fået alt for mange tæsk. "Det min chef, og han har næsten hundred folk under sig." Blind for en del af sin egen styrke kunne Kerai ikke se, at han måske var i stand til at dræbe disse folk.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 24, 2009 11:56:27 GMT 3
"Hvis du vinder over mig, som du sikkert har vundet over alle de andre, så kan du vinde over alle. Du har intet at frygte hvis det ender sådan." Hun smilede sikkert og sænkede hellebarden, så spidsen var rettet mod hans pande. Det skete med en uhyggelig hurtig bevægelse og hun slog med hovedet, så håret dansede gennem luften. "Hvis du slår mig ihjel, så dræb din chef og få det overstået hurtigt."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 24, 2009 12:25:39 GMT 3
"Jeg kan ikke dræbe ham," sagde Kerai og svang sig bagud gennem luften, udenfor hellebardens rækkevidde. Hans øjne havde fuldt den hele vejen igennem, i sin vej mod hans pande, og lige inden den nåede ham havde han flyttet sig. Han så på hende, og i en flydende, unaturlig bevægelse kredste han om hende. "De andre er der, de beskytter ham... Og jeg kan ikke lide at dræbe." Uden truslen om død over hovedet var han sikker på at han ikke kunne få sig til så meget som at prikke til nogen.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 24, 2009 12:48:43 GMT 3
"Hvorfor slår du så ihjel? Ingen kan tvinge dig til det. Du bliver udnyttet, brugt... som en slave. Men du har ingen lænker." Hun drejede rundt, så hun hele tiden havde front mod ham. "Lænkerne ligger skjult i dit eget tankespil." Hun svang hellebarden igen, efter hans håndled og fødder som om hun ville skære lænkerne over.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 24, 2009 13:02:20 GMT 3
"Jeg er født med mine lænker," sagde Kerai, og på samme måde som havde havde sagt det til ærkeenglen Simiel sekunder efter hans modstander var død. Med den unaturlige flyden han havde lavet mens han kredsede om hende stoppede sværdet hellebardens klinge, og han så sig alligevel tid til at se ned på jorden, hvor folk kiggede på dem.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 24, 2009 13:12:58 GMT 3
"Hvad hvis jeg har nøglen?" smilede hun og svang pludselig hellebarden i en stor bue frem foran sig. "Bare vent. Du skal bare håbe..." Hun dukkede sig i luften og trak sig tilbage. Ville ud af byen. Hun ønskede ikke at dø der. Andre skulle ikke se hende dø. Hun skød gennem luften, mod udkanten af byen.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 24, 2009 13:23:04 GMT 3
Kerai for efter hende, og han bremsede op for ikke at komme op forbi hende. Det var bedre at gøre det sådan. Han var ikke bange for hendes våben, ikke rigtigt, kun hvad det kunne gøre. Hun virkede... nogenlunde stærk. Bedre end mange. Selvom ærkeenglene havde været stærkere, og de havde været to. Han vidste ikke om han skulle håbe... om han turde.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 24, 2009 13:42:53 GMT 3
Hun prøvede at skynde sig, men hun kunne ikke flyve hurtigere... Medmindre hun dykkede og brugte trykket... Hun gjorde det, mest fordi hun kunne lide farten. Og ville befri menneskene fra at se hende dø. "Håbet er lyset der gør mørket mørkere. Men det er der. Altid." Hun kunne mærke at han var tæt bag hende, da hun strøg over by muren.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 24, 2009 16:58:52 GMT 3
"Jeg har aldrig set det," mumlede Kerai. Det var løgn, men han var ikke selv helt bevidst om det. Oji havde vist ham det, vist ham lyset, men Oji var død, han havde dræbt hende, og Oji var grunden til at han nu var i problemer. At lænken hun havde fået ham til at glemme var blevet strammet. Han fulgte med, og det var ikke længe hun trængte ham fra sig med dykket. "Jeg er født til at tjene de høje." Det var stadig den stemme, en stemme der ikke lod til at tilhøre et levende væsen.
(Se billedet xD Han har ryggen til *blå smiley* Grunden til jeg valgte det... *endnu en blå smiley*)
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 24, 2009 20:12:09 GMT 3
Kiaji snurrede rundt igen og landede på den anden side af muren. Trak vingerne ind og kiggede venligt på ham. "Vi er alle skabt til at tjene vores drømme og liv. Intet er højere end det." Hun stillede sig klar, så hun kunne modstå et angreb hvis det skulle komme.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 24, 2009 20:21:44 GMT 3
"Jeg har ingen drømme, og mit liv er at tjene," sagde Kerai, landede en halv meter fra hende og svang sværdet i en kompliceret bue mod hende. Et sted i udkanten af hans bevidsthed mærkede han nærværet af en anden dødsengel yderst ude i hans rækkevidde, et bevis på at han ikke bare var paranoid. De var efter ham.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 25, 2009 0:40:43 GMT 3
Hellebarden kom i vejen for hans sværdklinge og hun trådte tilbage. Løftede hovedet og kiggede rundt. "Der er nogen... De vil ikke miste dig. Du er deres våben. Du er alt for stærk og værdigfuld, er du ikke?" hun svang hellebarden foran og skabte lidt plads. "Hvorfor vil du tjene for at slå ihjel, når du ikke bryder dig om det?"
|
|
