|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 14, 2009 21:32:25 GMT 3
"Undskyld!" udbrød hun næsten og skar ansigt. Alt hvad hun gjorde var da også forkert... Hun blev irritereret over sig selv, men kiggede væk og lod håret skjule hendes ansigt. d**n hende. Det eneste der afslørede hende ud over følelserne var hendes hånd der trommede stresset på hendes knæ, men hun spiste resten af brødet. "Virkelig.. Undskyld." Hun rejste sig og tog et æble i hånden. Møvede sig over til vinduet og kiggede ud.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 14, 2009 21:36:57 GMT 3
"Du har ikke noget at undskylde," sagde han og mente det. Han sagde også undskyld for alt, men det var underligt at hun sagde undskyld til ham. Over noget, der var hans egen skyld. Han så ned på sit tøj og spiste færdigt, og tog det så på. "Skal vi ikke... Gå ned til dine forældre?" Det kom tøvende. Han kendte dem jo heller ikke rigtigt endnu.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 14, 2009 22:30:50 GMT 3
Hun kiggede på ham og fulgte hans bevægelser med øjnene. "Jeg har meget at undskylde for..." Hun tog en bid af æblet og tænkte sig om. "Joh, vi kan godt gå ned til dem... De burde også snart have ryddet op... igen." Hun smilede skævt og listede over til lemmen og hev den op. Kiggede ned i gangen og så sin mor stå i køkkenet til højre og faren vinkede farvel til nogen børn ovre i døren. "Godaften, Kia..." Smilede han, da han så hendes hovede i loftet. "Vi har hørt fra Gud og Gabriel..." Han sukkede og rystede på hovedet. "Vi stoler på dig."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 14, 2009 23:00:16 GMT 3
Aijou gik hen til lugen og kiggede tøvende ned. Hans blik faldt på børnene, der var ved at forsvinde. "Hvem er de?" spurgte han, og de kunne, som engle, mærke, hvordan hans beskyttelsesinstink reagerede. Det var som om han voksede, men han trak sig hurtigt væk fra lugen, og følelsen forsvandt igen. Tilbage var kun ham, fanget i sin egen, evige tristhed.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 14, 2009 23:08:48 GMT 3
Kia kiggede bagud på Aijou og spidsede munden. "Nej, du skal ikke være bange." Hun tog hans hånd og lænede sig frem igen. "Det må i undskylde." Hendes far rystede på hovedet og smilede. "Nej, ikke undskylde. Du gør forhåbentlig det rigtige. Og vi bakker jer op. Aijou?" Han kunne huske alting fra før. "Hvem er vi, eller børnene? Børnene er vores nabos." Hendes mor kiggede op. "Dave, vil du ikke hente stigen, hvis de nu vil ned."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 14, 2009 23:24:11 GMT 3
Naboens børn. "Hvad lavede de her?" spurgte han halvforvirret og viste sig igen over lugen. Underligt fænomen. Fremmede børn i ens hus. Han vidste ikke om han ville ned, men kom frem til at han var nysgerrig og ville ikke helt vente til Dave kom. Han foldede vingerne tæt ind til kroppen og sprang ned. Selv uden vingerne som støtte var det elegant.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 14, 2009 23:41:55 GMT 3
"De var på besøg. Desuden lærer vi dem lidt magi og historie.." Dave smilede og sukkede. "Nej Kia, ikke forsøg på det de..." Kia væltede da hun lænede forover igen. Hun faldt hårdt på numsen og skulede omgående til sin far der grinede. Hendes mor smilede også og det lange gyldne hår skinnede i solen. "Jeg lærer dem magi. Dave lærer dem historie."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 14, 2009 23:48:34 GMT 3
Aijou undertrykte et halvsmil og så ned på hende, forsøgte ikke at grine. Han så på kvindens ansigt et kort øjeblik, derefter ned på hendes hænder. "Hvorfor gør I det?" spurgte han, meget uforstående. "De har da ikke..." Han stoppede sig selv og så væk fra dem. Det hele var fremmedartet, underligt. Nok ikke forkert, bare anderledes. Det virkede umuligt at blive vant til.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 15, 2009 0:24:44 GMT 3
Kias mor, der vaskede op, trak på skulderne, stadig smilende. "Nogen skal jo lærer dem det, og vi kan jo finde ud af det." Kia kiggede op på Aijou, ligeglad med at hun rødmede over sit fald. "Min far ved alt om forhistorie..." Mumlede hun og Dave rakte hånden frem mod hende for at hjælpe hende op. Hun ignorede den og brugte Ai som klatre træ i stedet.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 15, 2009 0:38:03 GMT 3
Aijou stivnede da hun rørte ham og så på hendes ansigt, inden han slappede af og lukkede øjnene lidt. "Jeg har aldrig lært noget. Jeg ved intet om historierne, og magi er noget, man selv kan finde ud af, hvis man ikke han penge til at betale nogen for at lære en det." Mange døde hvert år ved mislykkede forsøg på magi.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 15, 2009 1:10:07 GMT 3
"Kan du magi?" Kias mor var pludselig nysgerig. Hun tørrede tallerken af og smilede skævt. Dave så tænksom ud og betragtede sin datter der ikke ville slippe Aijou. "Du kan bare sige til hvis du vil vide noget," sagde han og Kia rullede med øjnene. "Vi hjælper hinanden. Det er vi nødt til her," mumlede Kia og kiggede rundt i huset.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 15, 2009 1:16:07 GMT 3
Aijou vidste ikke hvad han skulle svare på hendes spørgsmål, og han undgik, ikke overraskende, deres blikke. "Jeg har ikke magi her eller i mit eget rige," mumlede han. "Men da jeg kom til Livet kunne jeg pludselig bruge den. Og jeg havde ikke problemer med at styre den." Han skævede op til Kiaji og så ned igen. "Man er aldrig nødt til at hjælpe nogen," mumlede han. Han var virkelig dødsengel, selvom han ikke lod til at mene sine ord ondt.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 15, 2009 1:27:52 GMT 3
"Jeg var nødt til at hjælpe dig..." Mumlede hun og kiggede på husets ur. "Hvornår er det at retsager begynder?" Dave kiggede på uret og tog Kias mors hånd. "Godt du sagde det. Vi skal afsted nu." De forsvandt i et lysglimt og lod Kia og Aijou stå tilbage. "Uhm... Hvorfor kunne han ikke bare have taget os med?" mumlede hun og surmulede. "Det her er det sidste privatliv du får i et stykke tid... Noget du vil bekendtgøre?"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 15, 2009 1:34:59 GMT 3
Aijou rystede på hovedet. Han så lidt på hende, på hendes krop, og så hende i øjnene. "Jeg er bange..." var alt han kunne huske sig selv på kunne være... Nok ikke vigtigt, men i hvert fald noget. "Jeg tror, jeg ender med at dø... Kan vi ikke bare... forsøge at komme videre og overstå det?" Han var bange for døden, men han ville ikke vinde noget på at gemme sig. Selvom han ikke troede, at han havde nogen chance overhovedet.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 15, 2009 1:40:19 GMT 3
Hun nikkede langsomt og lagde en hånd på hver side af hans hoved. Langsomt og velovervejet. "Aijou. Du kommer ikke til at dø." Hun smilede til ham, bare svagt og lysglimtet blinkede. Hun slap ham så snart de stod på fast grund og kiggede rundt. Hvor var de? En retsal.. uden for en retsal. Der var ikke et øje omkring dem, men der var en enorm dør som langsomt begyndte at åbne sig. Hun tog forsigtigt Ai's hånd og gav den et klem, inden hun slap ham igen.
|
|
