|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 14, 2009 15:03:39 GMT 3
Aijou tog sig selv i at betragte hende og så væk igen da hun havde fået kjolen på. Han rødmede, men rødmen var svag og useelig, selvom den skulle stå rosenrød mod hans blege hud. Nej, hun var ikke en mor. Hun var ung, og måske smuk. Men dette vidste han ikke. Vidste ikke, hvad der gjorde en kvinde smuk eller grim. Så for eksempel stor fedme som et sundhedstegn, selvom de rige i hans verden var begyndt at tvinge deres børn til at blive slankere for at stoppe det.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 14, 2009 15:13:15 GMT 3
Hun stod lidt og strøg kjolen. Den passede hende godt, og gik hende nu kun til knæene. Langt bedre at bevæge sig i. "Hvad?" Spurgte hun som om han havde sagt noget. Hun grinede lidt og strøg en hånd igennem håret. "Undskyld. Sagde du noget eller hørte jeg bare syner?" Hvordan kunne man høre syner? hun vidste ikke hvad hun ellers skulle kalde det. Hun flyttede blikket rundt og den mørkeblå fest kjole bevægede sig ved hendes mindste bevægelse. Det var en slags strutskjørt.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 14, 2009 15:17:24 GMT 3
Aijou rystede på hovedet og så på hende igen. Hun virkede smuk. Regnede han med. "Er det meningen man skal have fint tøj?" spurgte han. "Til retssagen?" Han havde ikke noget. Det, han havde, var hvad han stod i, og det var det fineste, han nogensinde havde haft. Og det var endda ikke engang over middel. Hans familie havde sikkert solgt hans gamle tøj, lykkelige over at de i det kunne få penge ud af hans forsvinden.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 14, 2009 15:24:43 GMT 3
Hun grinede lidt for sig selv og rystede så på hovedet. "Man behøver ikke have fint tøj på. Jeg kan bare godt lide at have noget pænt på." Hun rakte om på sin ryg og prøvede at stramme båndet. "Vil du hjælpe mig? Og hvis du vil, må du gerne prøve at se om du kan finde noget tøj du måske kan bruge. Det er bare at lede. Men du behøver ikk at have fint tøj på, nej." Hun kiggede på ham og smilede.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 14, 2009 15:28:51 GMT 3
Aijou nikkede og bevægede sig langsomt over til hende, som om hun var et eller andet farligt dyr. Han rakte hænderne frem og bandt båndet om hendes ryg med uvante bevægelser, og så hurtigt ud i rummet. "Jeg er nok for lille til hvad i har," mumlede han. Han havde set hendes far og regnede ikke med, at der var andre mænd i huset, som kunne være mere hans størrelse. "Jeg... Jeg tror bare jeg tager en lur..."
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 14, 2009 18:04:27 GMT 3
"Tak. Det er okay. Bare tag sengen." Hun smilede til ham og kravlede op i en vindueskarm, der sad helst oppe ved bjælkerne, Hun skubbede rodet ned og satte sig på af en pude og kiggede ud. Lagde armene om sine knæ og trak vejret dybt, mens hun tænkte.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 14, 2009 18:14:55 GMT 3
Aijou nikkede bare og satte sig på sengen og løftede forsigtigt tingene ned fra sengen. Han børstede sine fødder rene og vidste ikke helt hvad han så skulle gøre. Han tog trøjen af, og bukserne, og lagde sig derefter ned og så op på Kiaji. Han kunne lide hende, selvom hun... gjorde dumme ting. Han lukkede øjnene og forsøgte på at sove.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 14, 2009 18:35:15 GMT 3
Hun kiggede ud af vinduet, betragtede træerne, og lyset. Skævede ned mod Ai og smilede for sig selv. Det burde ikke være skæbne at hun havde mødt ham, men hvem vidste hvad skæbnen bekymrede sig om. Hun sukkede lavt og vidste at hun ikke ville svigte ham. Det ville være ondt mod hendes forældre og hvad de havde gjort for hende, men hun kunne ikke svigte Ai.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 14, 2009 18:52:14 GMT 3
Der gik meget længe før han klarede at falde i søvn. Da han så endelig gjorde, blev hans søvn urolig og mareridtsagtig i de første tyve minutters tid. Så slappede han tilsyneladende af og lå næsten helt stille resten af tiden. Hans drømme havde forladt ham efter at have plaget ham i de første minutter.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 14, 2009 20:38:02 GMT 3
Hun betragtede ham i lang tid og slap ham ikke med øjnene selv efter at han var faldet i søvn. Hun kunne ikke kigge væk. Hun vidste at hvis det skulle ende med at de ikke overlevede, ville hun nok aldrig se ham igen. Og hun havde lyst til at se på ham. Det var dejligt. Hun kunne lide ham. Hvorfor?.. Spørgsmålet tyngede hende stadig. For hvorfor? Hun følte medlidenhed med ham, men det... Det var ikke medlidenhed. Hun var sikker. Det måtte være noget andet. Noget... som var stærkt...
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 14, 2009 20:47:41 GMT 3
Aijou vågnede igen efter et par timer og satte sig over ende med et sæt. Han havde ondt i ryggen... Hvordan kunne en seng også være så blød?! Han så rundt, underligt afslappet i forhold til at han ikke vidste hvor han var henne. Han så op, fik øje på hende og huskede. Han smilede, men det var ikke et ægte smil. Mindet om den kommende retssag trængte sig også på, og han så væk fra hende og rettede øjnene mod det overfyldte gulv.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 14, 2009 20:57:41 GMT 3
Hun lå i den lille vinduskarm og blundede, men var vågen i det satte han også var. Noget mad var blevet skubbet op fra en lem i gulvet og hun kiggede tomt på det, inden hun besluttede at der var nok tøj og tæpper mellem hende og maden til at hun kunne svæve derned. Hun rejste sig halv og skulle til strække vingerne, da hun fik overbalance og slog en kolbøtte og rullede hele vejen ned. "av.. av... av!" Hun rullede forbi Ai og endte med benene op af væggen. "av..."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 14, 2009 21:08:01 GMT 3
Aijou betragtede hende halvforvirret da hun kom rullende, hans krop for perfekt til at opleve eller forstå ordet overbalance. Så flyttedes hans blik over til maden. Ligesom med trætheden skulle han igennem en længere, tavs samtale med sig selv for at finde ud af om han var sulten. Selvomfølgelig ikke fordi han aldrig var sulten eller havde oplevet sulten. Han havde oplevet sult. Problemet lå i, at han var vant til at slå den del af hovedet fra, som fortalte ham at han var sulten, for at kunne koncentrere sig om... andet.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 14, 2009 21:17:30 GMT 3
Hun lå i et stykke tid og gloede frem for sig. Så vågnede hun op og slog en baglæns kolbøtte og vendte sig om. Kravlede over til maden og træt bakken med mad over til sengen. "Spis." Hun tog en skive brød og gav sig til at gumle det. Hun var ikke nervøs eller bange, men rolig nok til at man kunne mærke det i hele rummet. "Det var ikke en komando, men du må gerne spise..." Hun smilede kort og undskyldende.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 14, 2009 21:25:04 GMT 3
Aijou havde allerede taget brød og fået en tredjedel af det ædt da hun tilføjede det sidste, og af en eller anden grund begyndte han at skamme sig over sig selv for det. En lille smule at det had han havde til sig selv, viste sig, og han stirrede ned i maden og begyndte at spise igen, langsommere og mere forsigtigt.
|
|
