|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 11, 2009 22:48:47 GMT 3
Kiaji smilede og kiggede kort på Aijou. Jo han havde hjulpet hende. "Der er totalt kaos derinde," plaprede kvinden og smilede varmt til Kia. "Davs kære, og hej." Hun rakte hånden frem mod Ai, greb den inden han nåede at reagere og slap den omtrendt lige så hurtigt. "Lulle." Hun smilede og skubbede Dave i brystet. "Hjælp mig med at rydde op." Kia grinede og trak forsigtigt Ai med sig. "De angriber ikke en flue. Stol på mig." mumlede hun og smilede skævt.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 11, 2009 22:57:44 GMT 3
Aijou så forvirret efter kvinden og mærkede utryghed ved hende. Hun var for hurtig for ham. Alt for hurtig. Men han kunne ikke drømme om at sige det højt, og det betød at skaden ville ske hvis hun fortsatte. Og hun havde bare rørt ham, også. Han krympede sig og vidste ikke om han skulle gå ind eller gøre det sikre og holde sig ude af huset.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 11, 2009 23:13:46 GMT 3
Kia stoppede Aijou og satte hænderne i siderne. "Vi kan næsten læse tanker heroppe, og hun bliver ikke ked af det hvis du siger det." Kia prøvede at fange hans øjne og smilede skævt. "Vil du se noget? Det er i huset, men du behøver ikke vandre igennem rodet..." Hun kiggede på ham og fulgte nøje med i hvad han følte. "Det er ikke farligt. Mine forældre forstyrre ikke. De tror vi er sammen sammen..." Hun kunne ikke lade være med at grine lidt af det. Hendes far tænkte altid sådan.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 11, 2009 23:47:17 GMT 3
"Undskyld," sagde Aijou, selvom han ikke engang selv vidste hvad han undskyldte for. Sine tanker? Kunne man nu ikke engang få lov til at tænke? Han undgik hendes blik lidt endnu, men så hende så i øjnene et kort øjeblik, for kort til at han syntes det ikke var rart. "Hvad vil du vise mig?" spurgte han så spagt.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 13, 2009 21:43:19 GMT 3
Hun smilede og trak på skulderne. "Bare mit værelse, eller... det er loftet," forklarede hun og fniste lidt. "Det er meget rodet, men jeg har tons af bøger, tingester og nyttige ting." Hun trak let på skulderne og tog hans hånd igen. "Der er desuden intet at undskylde for. Vær' sød og stop med at undskylde." Hun kiggede op på huset og så vinduet til sit værelse stå åbent. "Vi behøver ikke, men jeg skal alligevel hente noget tøj." Hendes kjole var revet i stykker. Den var ikke meget værd mere.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 14, 2009 13:03:01 GMT 3
Aijou nikkede. Han ville gerne se hendes værelse, selvom eget værelse i hans hoved var noget, der tilhørte rigmandsbørn. Der var så få værelser i hans gamle hus at man kunne tælle det på mindre end en hånd, så eget værelse kunne der slet ikke blive tale om. "... Ja, du trænger virkelig til at skifte tøj," sagde han så, efter lidt tid.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 14, 2009 14:06:16 GMT 3
Hun smilede skævt og lettede fra jorden. "Det er jo loftet! nu er du også advaret." Hun grinede lidt og slap hans hånd da de var udenfor vinduet. Forsigtigt kravlede hun ind og prøvede at snige sig omkring den store reol og de mange ting der lå på gulvet. Det var virkelig rodet, men man kunne skimte en seng og et fyldt skrivebord over i det ene hjørne, mens der lå alt fra gamle lænestole på hovedet og malerier der var halvfærdige, til store planter og tykke støvede bøger. "Det er ikke mit.. alt sammen." mumlede hun og fandt en kiste med tøj frem, fra under sin seng.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 14, 2009 14:11:20 GMT 3
Aijou nikkede bare, kravlede ind og så sig omkring. "Her er lidt smårodet," mumlede han efter at have set rundt i lang tid. Det var nok en underdrivelse, 'smårodet', men han havde set værre. Han listede over til sengen og satte sig på den med et let suk. "Den er blød," sagde han og smilede et ægte smil. Strøg tæppet med hånden, og fandt pludselig ud af at han frøs da han kom til at tænke på det.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 14, 2009 14:20:28 GMT 3
Hun kiggede op, og løftede et øjenbryn. "Sengen eller tæppet?" hun grinede lidt. "Hvis du er træt, må du gerne sove. Du kommer nok ikke til at få muligheden lige foreløbig igen." Hun trak en kjole op og kiggede lidt på hende. Det var mere en ældgammel fest kjole end en hverdags kjole. Hun betragtede den og lagde den på sit skrivebord hvorefter hun kastede sig ud i at finde en saks. "Hvis du vil sove, så bare skub hvad der nu ligger, ned på gulvet."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 14, 2009 14:26:09 GMT 3
"De er begge bløde," svarede han. Var han træt? Han frøs mere end han var træt. Var han træt? Hvornår havde han sidst sovet? Han kunne ikke huske det. Han havde jaget sit sidste offer, forhåbentligt nogensinde, i... hvor lang tid? En dag? To dage? Det havde været fandens svært, og han havde hele tiden vidst at de var i nærheden... "Hvordan foregår en retssag?" spurgte han for at tænke på noget andet. Panikken havde været tæt på at brede sig igen, og han havde brug for noget andet at koncentrere sig om. Når det var gjort ville han sove.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 14, 2009 14:35:57 GMT 3
"Det er mod og for væsner. Og en jury der skal overtales. Du har mig, Willi og Gabriel til at overtale dem. Desuden har Willi en masse venner og han siger god for dig. Så mange vil acceptere det. Juryen er en masse gamle engle og nogle få unge. Og Gud er dommer. Du får lov at tale din sag. Og vi støtter dig." Hun fandt saksen og klippede det nederste af kjolen af. "Du behøver ikke at være urolig. Vi svigter dig ikke." Hun kiggede kort på ham. "Bare ta' tæppet hvis du fryser."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 14, 2009 14:40:48 GMT 3
Aijou mærkede igen panikken, og da han før havde haft øjnene rettet mod hendes ansigt var han i stand til at se væk. Ned i jorden. "Jeg kan da ikke... gøre noget... mod det. Hvad skal jeg sige? Jeg kan ikke tale overfor alle de... De vil jo bare..." Panikken blev en tak dybere, og han knyttede sine hænder. "Jeg vil ikke dø..." Hans vejrtrækning blev en smule heftigere mens hans mund pressede sig mere sammen.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 14, 2009 14:47:31 GMT 3
"Vi taler også din sag. Du skal ikke sige så meget. Gabriel er jo på vores side." Hun lagde saksen fra sig og satte sig ned på gulvet foran ham. "Aijou? Hey... Det skal nok gå. Du kommer ikke til at dø. Jeg vil ikke lade dig dø. Det er min skyld, det her, så bare slap af. Jeg er din ven, jeg vil ikke lade det ske." Hun smilede og kiggede op på ham. De ville slå hende ihjel først, og Willi ville udnytte det til at redde Ai. Det skulle han gøre. "Lad være med at panikke. Det er ikke fair. Du skal ikke panikke." Hun skubbede tingene væk fra tæppet og lagde det op omkring hans skuldre. "Slap af."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 14, 2009 14:53:35 GMT 3
Aijou trak vejret dybt et par gange og fik langsomt kontrol over sine følelser. Han så stadig ikke på hende. Men han følte sig pludselig som et barn, som Oji Ramas lille dreng, der var blevet ked af det engang, så hun var nødt til at trøste ham. Som en mor. Men Kiaji var ikke en mor. "Det er ikke din skyld," sagde han langsomt. "Jeg fik dig overtalt til det."
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 14, 2009 14:58:38 GMT 3
Hun rystede på hovedet med et svagt grin. "Nej. Det var mig der selv valgte det. Men det er ligemeget. Det skal nok gå." hun smilede til ham og vendte sig mod kjolen igen. Hun var ikke ked af at hun måske skulle dø. Men hun synes også at det kunne være ligemeget, hvis bare Ai overlevede. Hun klippede det sidste af kjolen og trak den ødelagte over hovedet, i det hun rejste sig. Tog den anden kjole og tog den på.
|
|
