|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 9, 2009 22:42:23 GMT 3
Kiaji slap ikke Aijou, og trak vejret dybt. Hun kunne ikke blive helt rolig igen, men forsøgte på det.
William kunne slet ikke slappe af. Han flyttede sig ikke ud af stedet og stirrede, stolede ikke på at der ikke ville blive kamp. Og Kiaji stod imellem dem.
"Han lovede mig det før," mumlede Kiaji og rørte sig ikke ud af stedet.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 9, 2009 23:00:23 GMT 3
"Jeg er ikke glad for at..." begyndte dødsenglen, men da han stoppede og tøvede tillod Gabriel sig at afbryde.
"Jeg er nødt til at forstå dig før jeg vælger din side," sagde Gabriel forklarende, og Aijou så tøvende op på ham. Så nikkede han langsomt.
"Alt?" Gabriel nikkede. "Jeg... jeg blev født i den inderste ring." Han regnede med at de kunne i hvert fald en smule af dødsenglenes rige. "Jeg er den den femteældste af 12 overlevende søskende, og boede sammen med 11 fætre og kusiner." Han så ned igen. "Mine forældre elskede hinanden lige så lidt som deres børn, men de blev sammen på grund af deres fysiske... Forhold. Min far forsøgte at komme op af rangstien ved at forføre dødsengle af højere rang, men disse kvinder forstod sig på at udnytte ham. Min mor brugte alle sine penge på fint tøj til sig selv for at kunne være god for sine kunder. Jeg ved ikke hvor mange af mine søskende der er hele." Kaotiske forhold, og han kunne selv se det. "Den eneste der tjente penge vi fik lov at bruge var min tante, da min onkel var blevet... 'syg'. Jeg fandt ud af, som få måneder gammel, at jeg blev slået af min far hvis jeg græd efter mad. Det hævder min søster i hvert fald, og sådan lærte vi alle at holde mund. Mine ældre søskende og fætre og kusiner fik nok i dem selv da de blev 4 år gamle, selvom min ældste søster, når hun var glad sammen med en af sine mange kærester, havde overskud til godnathistorie om et andet sted med andre forhold. Livet. Men jeg kunne ikke klare at se på min familie på den måde, og... da jeg blev 4 tog jeg ansvaret for dem, det ansvar de andre af de ældste var for hadende til at... vælge." Gabriel stod tavs og ventende da Aijou tøvede. Intet i hans ansigt sagde noget. "Jeg er ikke glad for at snakke om det," mumlede dødsenglen.
"Selv dette er et mysterie," sagde ærkeenglen hårdt. "Gå videre."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 10, 2009 22:25:13 GMT 3
Aijou så ned, ikke i stand til at sige nej. "Så... går jeg bare videre," sagde dødsenglen og tænkte sig om. "Min far smed mig ud da de opdagede at jeg ikke havde magi i vores verden, og da hans søster frygtede ham blev det min onkel, der humpede ud og hentede mig for at få børnene til at stoppe med at hulke. I takt med at vi blev flere tog mine forældre opgaven mere seriøs, men alligevel... overlevede de fleste ikke. Jeg selv har været... tæt på at dø flere gange af forskellige sygdomme og sult. Min far var også god til at mindske flokken engang i mellem, ved at drukne nogle i regntønderne. Jeg har aldrig været lige så god som de andre til noget, selvom jeg var den eneste der tog ansvaret for børnene. Det var sikkert mangelen på magi... I hvert fald kom jeg først ud og arbejde som 8-årig, fordi jeg ikke kunne klare mig lige så godt fysisk. Jeg var ikke engang stærkere end de mindre, og i min uduelighed endte jeg nederst på mine forældres liste. Heldigt nok, da jeg sikkert var blevet knust hvis jeg var blevet tvunget til at arbejde tidligere. Jeg fik mindre tid til de små, men kunne i det mindste sørge for... morgen og aftensmad. Og... på trods af mine forsøg på at ændre det endte de som mine store søskende, fætre og kusiner. Hadefulde..." Han krympede sig og rettede sig op. "Jeg gjorde hvad jeg kunne for at imponere mine forældre. Et barns naturlige reaktion. Men som jeg har sagt kunne jeg ikke måle mig med de andre, og hvis jeg gjorde opmærksom på mig selv med et eller andet var det ikke noget godt. Så... kort efter jeg kom ud i arbejde gav jeg op. Mit liv var normalt indtil jeg mødte Oji Rama." Hans stemme lavede en svag skælven ved hendes navn. "Når jeg tænker tilbage er jeg sikker på at jeg tit har set hende i nærheden af mig..." Hans stemme blev pludselig til forundring. "Men jeg mødte hende, og jeg fik et arbejde hos hendes og min chefs 'firma' da jeg var 14. Det var også her jeg fik mit første par sko." Han så ned og stirrede på sine bare fødder. Sko gjorde ondt på ham. "Jeg ville ikke fortælle mine forældre om mit arbejde. Jeg var bange for at de ville tvinge mig til at lade være, fordi jeg 'mængede mig med de høje'. Selv de andre folk, der var 'tjenere', kom fra mindst tredje ring. Så... Jeg var en slave. Jeg tjente flere penge end jeg gav mine forældre, og de penge jeg havde til overs brugte jeg på mine mindre søskende. Da Oji foreslog mig en forfremmelse skulle mine forældre vide hvad jeg lavede. De blev glade... og tog alle mine penge til sig selv og lod minimumet være til os." Han sukkede sørgmodigt. "Oji lod til at være glad for mig," fortsatte han. "Jeg endte som hendes skriver, hun lærte mig at skrive, og hun... lod mig blive en del af... beslutningerne. Hun gjorde mig glad, gjorde mig... hun var... Hun var både min far og min mor og min familie. Hun behandlede mig som... En... gud, noget helligt, noget sårbart. Men vi... havde et skænderi... og jeg... jeg... hun var død inden jeg... opdagede noget. Jeg så ikke mig selv flyve frem. Det gik så stærkt... Jeg så ikke noget... Og hun lå der, i mine arme, død og... jeg havde hænderne om hendes hals. Jeg mærkede hendes sjæl glide fra kroppen, så den gå op og forsvinde ud i intetheden. Jeg havde dræbt hende. Jeg havde... hun havde..." Han stoppede, og Gabriels ansigt vidste følelser for første gang siden han begyndte at fortælle om sit liv.
"Du har sagt rigeligt, du lille," sagde han og lod en hånd berøre hans ansigt. Aijou kæmpede imod reflekse at slå ham med sværdet, men han mærkede tårerne tvinge sig frem. "Jeg vil kontakte Herren og overtale ham om en retssag. Du vil blive sat som var du en engel der, skal jeg sørge for. Det er din eneste chance. Jeg kan ikke holde mund om din tilstedeværelse."
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 10, 2009 22:54:15 GMT 3
Kiaji flyttede sig ikke ud af stedet og slap ham ikke, men gemte ansigtet ved hans skulder, i mens han snakkede. Hun lyttede og græd meget svagt og stille over at høre historien, der lod urimelig forfærdelig. William tog sig sammen og bevægede sig nærmere. Hans øjne var store og chokerede, og han følte med knægten. "... Vi bliver nødt til at få englene over på hans side. Det går aldrig hvis.. hvis alle bliver bange og..."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 10, 2009 23:03:07 GMT 3
"Jeg er ked af at skuffe jer, men jeg kan ikke vente," sagde Gabriel. "Mit ord vil veje tungt, og jeg er villig til at stole på ham, selvom han har reaktioner der kan virke fjendtlige." Han smilede. "Jeg troede jeg havde mødt min død i dig, Aijou." Aijou så ikke på ham. En enkelt tårer gled ned af hans kind, og han tørrede den hidsigt væk. "Gråd er ikke noget at skamme sig over, min ven. Du har haft det svært, og at du ikke også blev som du siger dine søskende er må gøre dig til et mirakel. Find så mange i kan, som i stoler på, og hvis de ikke vil lytte, sig at i har mit ord for ham. I skal ikke tvinge dem til at mene noget, men i skal have dem til at lytte og lade dem give jer en chance." Han var allerede forsvundet.
Aijou så ned på Kiaji, der stod med hovedet mod hendes skulder, og igen var tårerne forsvundet og han smilede et uægte, overbevisende smil. "Vær nu sød ikke at græde."
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 10, 2009 23:22:21 GMT 3
"Ville gerne, kan ikke..." Hun skar ansigt og kunne ikke stoppe tårerne der fortsat trillede. "Vi ses!" William snurrede rundt og forsvandt oppe over træerne i en helveds fart og stoppede ikke før han havde fundet sine faste opholdssteder med sine tætteste venner... -der var mange.
Kiaji flyttede sig ikke i noget tid og stod helt stille mens hun samlede sig. "Mine forældre. Kan vi tage hen til dem?" spurgte hun forsigtigt og kiggede op på ham.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 10, 2009 23:27:52 GMT 3
Aijou nikkede. "Ja... Tror jeg." Han mærkede en underlig nervøsitet. "Hvis de altså ikke er... du ved. Men vi kan vel stole på dem. De er jo dine forældre." Han nikkede, denne gang sikker. "Ja, jeg vil gerne møde dem..." Han skævede mod det sted Gabriel havde været. "Simiel snakkede om en retssag." Var det klogt at sige at man kendte de forsvundne ærkeengle?
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 10, 2009 23:40:36 GMT 3
"Retsagerne er komplicerede," mumlede Kia og trak vejret dybt. Hun lod sig ikke bide mærke i at han havde snakket med Simiel, måske dræbt denne. "Mine forældre er mærkelige. Selv for engle." Hun smilede svagt, meget svagt, men det var da et smil. Forsigtigt bredte lyset sig og hun mærkede trætheden i kroppen. Hun havde aldrig flyttet sig så meget før og det brugte meget energi. Men de forsvandt i lyset og endte ved et hus i en lille skov lund. "De kan da heller ikke passe sig selv!" hendes mor råbte lavt og grinede. Hendes far væltede ud af den halvåbne dør med en skål syltetøj på hovedet. Skålen vendte omvendt og sukkerstadset løb ned i hans ansigt.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 10, 2009 23:45:29 GMT 3
Aijou stirrede. Han vidste ikke om han skulle grine, kunne ikke helt finde ud af om det var den følelse han havde. En lille bitte kildren som var for svag til at han kunne grine. Et meget svagt smil tvang sig frem på hans ansigt. Hvordan var han dog blevet så stiv? Svaret var blevet vist for få minutter siden. I stedet stod han bare med det der halvsmil og kiggede på den fremmede engel.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 10, 2009 23:55:21 GMT 3
Kiajis far rejste sig og gik ind igen uden at have opdaget dem. "Jeg siger dig! Hvis de..." resten forsvandt i et råb og han kom rutsjende ud af huset, som om der var en rutsjebane på den anden side af døren. "Det var mig, skat, undskyld!" man kunne høre Kias mor flække af grin og Kias far rullede opgivende med øjnene. "Det godt med dig!.. Nej du skal ikke lærer dem det!" udbrød han og styrtede ind igen. Kia smilede bredt og varmt, lagde hovedet på skrå og løftede et øjenbryn. "Det er nok naboens børn. Ser du, de har så travlt og børnene forstyrre tit og ofte."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 11, 2009 17:57:44 GMT 3
Aijou kom med et halvkvalt fnis og så forvirret på Kiaji. "Hvad har de lavet?" spurgte han, pludselig alvorlig igen, selvom hans humør var en smule bedre end før. Han stod lidt og så på hende, og han så ikke på hendes hænder men hendes mund. Derefter rettede han opmærksomheden mod døren, og hans sorte vinger sitrede let. Han var en smule nervøs.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 11, 2009 18:47:29 GMT 3
"Hvem? Ungerne eller mine forældre?" hun grinede skævt og trak på skulderne. Det var hende ligemeget da hun vidste at alle morede sig, selv hendes far. Han kom ud, og strøg hånden igennem det sukkerfedtede hår. Han grinede lavt og man kun tydeligt se ligheden mellem den høje mand med de lysende brune øjne og datteren. Hans hår var en anelse mørkere og han var kraftigere bygget. Pludselig var hans øjne rettet i mod dem og han lagde hovedet på skrå. "Kia..?" Han smilede bredt og strakte de store hvide vinger. "Velkommen til vores hjem, mester..?" Kia grinede og trak Aijou med over til sin far. "Aijou." Præsenterede hun. "Det er min far!" Hendes fars blik var lidt mistænksomt da han kiggede på sin datter. Hun var lige lovlig ung til at tage kærerster med hjem. "Mit navn er Dave." Han betragtede Aijou og løftede et øjenbryn. "Unge dame?"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 11, 2009 18:58:26 GMT 3
Aijou krympede sig meget tydeligt da han blev kaldt mester, som om en eller anden havde pisket ham. Mester var ligemand eller overordnet, på samme måde som øjenkontakt var ligemand. En underordnet mødte ikke en overordnets øjne. Hans øjne rettedes mod den anden, Dave, først det sukkerfedtede hår, derefter hænderne. "Vær sød ikke at kalde mig mester."
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 11, 2009 20:54:55 GMT 3
"Selvfølgelig. Er der noget andet du vil kaldes eller skal det bare være Aijou?" Dave satte hænderne i siden og lagde hovedet på skrå. "Du er en... måske en dødengel? Jeg har aldrig mødt en før. Velkommen til." Han stolede på sin datter og hun nikkede da også. "Han hjalp mig og nu hjælper jeg ham." Hun kiggede over sin fars skulder, da en lille, spinkel kvinde trådte ud af døren. "Dave Nate Lakiru!" Dave grinede. "Ja. Jeg er lige her!" Kvinden gik over mod dem med lange skridt.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 11, 2009 21:06:14 GMT 3
"Jeg hjalp dig ikke med noget," mumlede han og så op på kvindens ansigt, og derefter ned på mandens hænder igen. Manden var større trussel end kvinden, højere bredere. Ikke nødvendigvis stærkere, men lige meget hvad større og tungere. Det gik pludselig op for Aijou hvordan han tænkte, og at han havde tænkt sådan i årevis. Det var skræmmende og halvpinligt på en eller anden måde.
|
|
