|
|
Post by Shinee on Oct 1, 2009 21:54:04 GMT 3
Shinee vandrede rundt. Hun stoppede igen og strøg en hånd igennem håret. "Hvilken vej, oh store hjerne! eller hjerte.. hvad der nu viser vej!" Udbrød hun og kunne mærke at hun fik lyst til at dreje til højre. "HaHAAAA!" grinede hun og drejede til venstre. Hvorfor var hun også i så godt humør!? Hun skulle ud og finde sin forlovede, fortælle ham at hun havde invitere nogen stykker og var endt med et lidt for højt tal og nu også havde fundet hans bror, som var steget op fra de døde... Hun grinede bredt. "Hehehehe."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Oct 1, 2009 22:18:41 GMT 3
Movicth kom flyvende med mørkedæmonen ved siden af, og så mod jorden, der var lidt under dem. Han havde fulgt landskabet fra luften længe, i mangel på noget andet at lave, og derfor fik han ikke helt øje på skikkelsen under dem i første omgang. Han var ikke forberedt på, at der skulle være noget. "Hov, hvem var det?" Han rynkede panden.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 1, 2009 22:56:15 GMT 3
Ryonell så ned og stivnede et øjeblik. Han kunne genkende hende med det samme. Så sukkede han, men hans smil blev renere og bedre. "Shinee. Min forlovede." Han dykkede automatisk og gik ned mod jorden, fuldkommen afslappet. Han landede ti-femten meter bag hende og gik frem mod hende med, som altid larmende i denne slags skove.
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 1, 2009 23:17:23 GMT 3
Hun vendte sig hurtigt rundt og smilede så langsomt bredere. "Ryonell!" udbrød hun og kastede sig hen mod ham, som altid når hun så ham. Hun kunne bare ikke lade være... "Jeg fandt dig! Med min retningssans burde det være umuligt!" Hendes øjne lyste af glæde over endelig at have fundet ham.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Oct 1, 2009 23:21:02 GMT 3
Movicth smilede svagt, som han langsomt kom dalende bag dem, ville ikke forstyrre deres gensynsglæde. Oprigtig kærlighed, uden tvivl. Han mærkede fast grund under fødderne, og så sig lidt rundt i skoven. De var stoppet. Pokkers også. Han begyndte at gå lidt rundt i cirkler, bare for at bevæge sig.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 1, 2009 23:28:34 GMT 3
Ryonell smilede stadig svagt og lagde, meget forsigtigt som om hun var glas han let kunne splintre, armen om livet på hende. Han svang hende om og rettede hendes opmærksomhed mod Movicth. "Det er ham du skal takke," sagde han, af en eller anden grund ikke overrasket over at se Movicth fortsætte med at bevæge sig.
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 1, 2009 23:35:01 GMT 3
Hun smilede af Ryonell og kiggede så på lysdæmonen. "Så må det jo være Movicht. Tak!" hun grinede let og lagde hovedet på skrå. Det var klart at hun undersøgte ham. "Mit navn er Shinee." Tilføjede hun så og betragtede ham lidt. "Hvorfor går du i cirkler?" spurgte hun sså nysgerrigt, ikke nedladende eller hårdt, bare nysgerrigt.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Oct 1, 2009 23:51:23 GMT 3
Movicth stoppede brat op, og så på Shinee med et venligt smil. "Ingen årsag, såmænd," lo han kort. "Det er en lang historie, men jeg er på flugt, og hader at stå stille, for at gøre det lidt kort." Han foldede vingerne ind til kroppen. "Shinee. Hyggeligt endelig at møde dig."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 2, 2009 14:31:21 GMT 3
Ryonell betragtede lidt lysdæmonen, som han var tvunget til at hade på samme tid med at han stolede meget på og måske ville have betragtet som en ven hvis en af dem havde været en anden art. Han så over på Shinee igen og så hende i øjnene et øjeblik, og så så væk. "Hvad laver du herude, Shinee? Og hvor er knægten?"
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 2, 2009 14:51:29 GMT 3
Shin kiggede stadig nysgerrigt på Mo. "hvis du har så travlt med at flygte vil jeg ikke sænke dig." hun tog Ryonells hånd, mødte hans blik og trak ham med. "drengen er hos de gamle igen. Jeg havde travlt fordi jeg skulle finde dig... Jeg har... Der er en... " hun kiggede væk og hendes ansigt var pludseligt usikkert og nervøst. "det var min fejl, jeg burde også... Ryonell... Han er..." hun kunne ikke få det over sine læber.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Oct 2, 2009 15:25:27 GMT 3
Movicth overvejede længe, om han skulle komme videre, eller blive lidt endnu. Han besluttede sig for det sidste, og satte sig ned med den ene arm hvilende over det ene knæ, som var han fuldkommen afslappet og ikke havde travlt på nogen måde, på trods af at hans instinkter skreg og råbte til ham, at han skulle gå videre. Ingen kunne se det, men han var spændt til det yderste som altid.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 2, 2009 15:29:28 GMT 3
"Hvad siger du?" Hans stemme var lavmælt, men også hård og kold på en måde det var længe siden han havde gjort det. Han hadede de to gamle kvinde, og han ville ikke have noget med dem at gøre, men Shinee stolede på dem og havde sat sit eget liv og nu også drengens i deres hænder. Han stirrede på hende, og fangede hendes tøven i at fortsætte.
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 2, 2009 15:45:07 GMT 3
"Knægten er okay, jeg havde ikke det valget, fordi jeg skulle skynde mig sådan!" sagde hun og tog sig sammen igen. "Ryonell... Det er din bror." Hun kiggede på ham og frygtede mere end før hans reaktion over ordene. "Din bror Eremir. Han er i live." Hendes stemme var bange og hun holdte blikket på hans øje.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Oct 2, 2009 15:50:35 GMT 3
Movicth smilede pludselig, lettere triumferende, og rejste sig op igen. Han havde utrolig lyst til at bryde ind i deres samtale, men fordi han respekterede dem begge, lod han være og holdt mund. Hvad havde han sagt? Det var værd at håbe. Trods alle de gange, håbet blev knust, var det stadig værd at håbe.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 2, 2009 16:03:36 GMT 3
Ryonell så et øjeblik på hende, inden hans blik langsomt gled over på Movicth. Han fornemmede ikke Movicths ansigtsudtryk inden han vendte sig væk fra dem begge. "Hvorfor skal I begge insistere på det vrøvl?" knurrede han og begyndte at gå. Han vidste at han burde stole på hende, men han kunne ikke få sig til det. Han havde set sin brors hoved blive knust, og det virkede som om de ikke havde andet mål end at træde i det.
|
|
[/URL]