|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 7, 2009 21:02:46 GMT 3
"MEGET!" sagde Gilvasa og hoppede en meter i vejret da hun sagde det, inden hun hylede videre med snuden rettet mod himlen. Hun havde ikke haft en flok siden sin fars død, og det var en stor forandring i hendes tilværelse. Hun dansede afsted nu mens hun hylede, hun løb ikke blot, og hendes hale begyndte igen at logre.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 7, 2009 21:38:13 GMT 3
Han klukkede og løb roligt videre. "Det var godt. Det er godt." Smilede han bredt og fik øje på ændringer i udkanten af hans synfelt. Men da han kiggede hårdt afsted, så han at det ikke var andet end en ræv. "Hvor gammel er du egentlig?" Spurgte han så pludseligt, og rødmede. "ikke for at være uhøflig."
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 7, 2009 21:50:10 GMT 3
"19," svarede Gilvasa mens hun fortsat dansede afsted. "Jeg skulle gerne være 19 år gammel nu, selvom jeg ikke er sikker. Jeg er ikke så god til menneskers datoer, men..." Hun grinede. "...Det er sikkert rigtigt nok. Tror jeg har fået fortalt at jeg er født om vinteren." Hun hylede igen begejstret af sit flokmedlem.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 7, 2009 22:01:08 GMT 3
Dore smilede og nikkede for sig selv. "Vinteren kan være dejlig. Det er smukt." Han betragtede hende og tænkte for sig selv at han havde haft ret. Hun var ung. Han kunne lide hende. Ikke på den... for-altid-måden, men som ven. Hun var flink. Dejlig... En ven. Kun en ven.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 7, 2009 22:09:29 GMT 3
Gilvasa så på ham med sine smukke, blå øjne og trak vejret dybt ind. Hun lagde hovedet på skrå og gik så helt tæt på ham og slikkede hans side. "Du min flokkammerat!" meddelte hun ham kærligt og sprang fra ham igen med sine fire ben i den faste rytme. Hun så på ham igen og grinede bredt inden hun igen gik ind i jagten.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 7, 2009 22:16:26 GMT 3
Han smilede og nåde lige at strejfe hendes pande inden hun var væk igen. "Det er jeg nemlig!" Smilede han og følte et strejf af frygt ved ordene. Kunne han overhovedet overkomme det? Ja han kunne... Forhåbentlig. Han betragtede hende igen og følte sig oplivet over hendes energi.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 7, 2009 22:49:08 GMT 3
De fortsatte løbet og solen faldt langsomt ned mod dem. Gilvasa så ikke ud til at være træt, og hun var igen faldet ind i jagten og lod næsten til at have glemt ham. Hun elskede at løbe på denne måde, og hun kunne blive ved hele natten og dagen med. Hun snuste ind og regnede med at de kom nærmere. For det første, ingen varulveflok var så sindssyg at de rejste hele dagen igennem, for det andet, der måtte være børn med dem, og børn blev ikke kun hurtigere trætte, men skulle også have mere mad.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 10, 2009 21:29:07 GMT 3
Dore tænkte ikke så meget over tiden, men fulgte med hende. Han vidste ikke om de indhentede noget, men han gik ud fra det. Ville de mon stoppe på et tidspunkt? Hvad ville de gøre når de kom frem... Han tillod sig at spørge, da mørket havde lagt en varm kappe over himlen. "Hvad gør vi? når vi indhenter dem. Ligesom sidst?" spurgte han så.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 10, 2009 21:37:57 GMT 3
Gilvasa nikkede og sprintede videre. "Altid det samme som sidste gang. Jeg håber vi indhenter dem inden tre dage, så vi ikke er tvunget til at sove. Det gør vi bagefter." Hun så over på ham. "Hvis det da ikke gør noget? Det er hvad jeg plejer. Tror vi indhenter dem i morgen, og så kan vi sove der." Hun havde sovet for ikke længe siden, i følge hendes hoved.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 10, 2009 21:52:30 GMT 3
Han tænkte lidt over det og nikkede så. Han havde sovet et par timer før han mødte hende, men det havde ikke været lang tid. Men han skulle nok overleve. "Jeg er med på det," sagde han og trak på skulderne. Smilede skævt. Det skulle nok gå. Forhåbentlig. Han strakte sig lidt, uden at stoppe op. Kunne ikke lade være med at tænke at han håbede de indhentede varulvene snart.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 10, 2009 22:13:41 GMT 3
Gilvasa fortsatte løbet til solen stod op, og hen mod middag rettede hun løbet ind til lydløse skridt. "Vi er der næsten. Jeg kan lugte dem tydeligt nu." Hun logrede med halen og sprintede ind gennem en skov. "Måske... 700 meter frem til dem. Vi skal snart sove igen." Hun lagde ikke mærke til at hendes ord kunne være dobbelttydede. At de kunne sove dødens søvn og sove almindeligt.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 10, 2009 22:17:43 GMT 3
Han tænkte sig lidt om og nikkede så. Hans løb blev også lydløst og hans åndedræt roligt. Sove? dejligt... han smilede svagt og talte hvor langt de nåede. Ventede tålmodigt på at hun skulle sætte angrebet igang. Det var trods alt hende, med mest erfaring på varulve... han var lærenem, men det var hende der havde... livsstilen.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 10, 2009 22:26:24 GMT 3
Det første lille glimt mellem træerne fortalte Gil hvor tæt de var, og hun sprang frem, endte på ryggen af en hun i menneskeskikkelse og tog tænderne om hendes hals. Det var helt lydløst da kvinden faldt, men resten vendte alligevel rundt og stirrede på Gilvasa inden de selv gik til angreb. Gil sprang op i et træ og ventede til en af dem fulgte efter, som hun så også gik i struben på. De faldte ned på et brag og knækkede adskillige grene på vejen til jorden.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 10, 2009 22:32:34 GMT 3
Dore dukkede frem og udnyttede at Gil havde fanget deres opmærksomhed. Han sparkede en i hovedet og holdte øje med Gil, bare for en sikkerheds skyld. Så kastede en stor fuldvoksen ulv sig over ham og han kastede den over hovedet, ind i et træ. Vendte sig i mod resten og grinede hæst og lavt.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 10, 2009 22:37:33 GMT 3
Gilvasa lå livløst på jorden i nogen sekunder, hvor varulvene vendte sig fra hende og angreb Dore i stedet, da hun så igen sprang frem og borede snuden ind i en varulvs mave og bed sig fast. Knurrende og kæmpende fortsatte hun med at forsøge at grave sig ind i maven på sin artsfælle, og ignorerede da varulven bed fat i hendes skulder. Han trak hende fra sig, og da hun ikke slap grebet kom en masse af hans hud med. Hun sprang frem igen uden at tage sig af sin skulder.
|
|
