|
|
Post by Finadore on Sept 8, 2009 17:52:08 GMT 3
Dore trådte langsomt op på klippen. Han sukkede dybt, men var glad alligevel. Han gik i en kløft og overalt var der bjerghuler. Normalt var der mange forskellige dyr der, men de gemte sig. Der måtte være fremmede. Ikke at han bekymrede sig. De måtte selv finde vejen ud. Satji var for længst forsvundet. Den instinkt havde sagt at der var artsfælder i nærheder og Dore var overbevist om at han ikke ønskede at vide hvad slangene lavede. Han rodede op i sit lyse hår og det strittede endnu mere ud til siderne.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 8, 2009 18:02:19 GMT 3
Gilvasa sad i en bjerghule og kukkelurede. Hun havde ikke kunnet fange færten af andre varulve længe, men det var ikke den egentlige grund til hendes deprimerede humør. Hun var helt henne ved dens ene væg og tænke over hvad hun skulle gøre. Hun var småsulten, bare en lille smule. Hun kunne lugte et menneske, men han var ikke hvad hun skulle spise. Hun spiste ikke mennesker. Det var hendes hovedregl.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 8, 2009 18:06:07 GMT 3
Dore gik videre og lydede omkring ham forsvandt til ingenting. Han måtte være tæt på mennesket, eller væsnet. Han følte sig støt over at folk ikke bare kunne lade sådanne områder være. De havde brug for fred og ro, dyrerne så folk skulle ikke møve sig ind og ødelægge det hele. Han begyndte at kigge ind i hulerne og stoppede så med ét, da han fik øje på en person.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 8, 2009 18:10:26 GMT 3
Gilvasa så op og stirrede på ham med de blå øjne, og tårer fyldte dem pludselig. Langsomt, uvirkeligt, begyndte de at falde, og hun slap ham med blikket. "Undskyld," hviskede hun, meget forsigtigt. "Undskyld. Det ikke med vilje. Undskyld." Hun følte ingen trang til at sætte tænderne i ham. Heldigvis.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 8, 2009 18:14:31 GMT 3
Dore vaklede mellem at gå videre og lade som om han ikke havde set hende eller blive stående og betragte hende. Hun skulle væk, jo... Han trådte frem og stillede sig et par meter foran hende. "Hvad laver du her?" Hans dybe stemme lød forsigtig, men også forsøgende venlig. Han var ikke god til at være venlig, men han prøvede da.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 8, 2009 18:19:03 GMT 3
"Leder," sagde Gilvasa, og var tæt på at begynde at hulke ukontrolleret. Men det kunne hun alligevel ikke byde ham, han virkede så usikker på hende. "Jeg tror, der vandrede varulve gennem kløften for ikke så længe siden. Hendes hvide hår faldt ned foran hendes ansigt, og det gav en illusion om at hun var ældgammel, så spinkel som hun var bygget. Hendes mørke hånd trak noget af håret om bag det ene øre.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 8, 2009 18:23:56 GMT 3
Dore betragtede hende i noget tid. "Er du også en varulv så?" Han trådte tættere på og satte sig på hug foran hende. Vippede hovedet på skrå og løftede et øjenbryn. Han så ikke noget galt i varulve. De var nogengange lidt hidsige men det kunne være ligemeget hvis man ikke gjorde dem noget. Men der var noget omkring hende... Han sukkede. "De er vel langt væk nu. Grottere har adskellige lukkede veje... De kan være 100 km væk på ingen tid."
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 8, 2009 18:46:34 GMT 3
Hun nikkede. "Jeg mistede færten af dem for længe siden, men fortsatte gennem kløften." Hun regnede med han vidste at hun var varulv. Han var skarp, kunne hun fornemme på det. Tårerne trillede ned af hendes kinder endnu, og endnu en gang faldt håret foran hendes ansigt. Hun så op på ham. "Vil du hjælpe mig med at finde dem?"
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 8, 2009 18:52:53 GMT 3
Dore betragtede hende forsat. Tavsheden bredte sig. "Hvad vil du med dem?" spurgte han så. Han ville ikke påkalde sig andres vrede uden grund. "De er så godt som forsvundet nu." Han sukkede. "Du burde droppe det." Han lukkede kort øjnene og tænkte sig om. Det var ikke sikkert hun ville være venlig mod dem. Han kunne garanteret finde dem, men han ønskede ikke at finde dem. Tvært i mod. "Vil du ikke være sød med at stoppe med at græde!" udbrød han så febrisk og stirrede bedende på hende. "Hvis der er nogen eller noget der har gjort dig noget..." han afbrød sig selv. Hun skulle ikke få de forkerte tanker.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 8, 2009 19:00:17 GMT 3
Hun sank og forsøgte ikke at græde mere, men det var svært. "Så du vil ikke hjælpe mig?" spurgte hun og tørrede øjnene og kinderne, kun for at gøre dem våde igen. "Så må jeg jo bare fortsætte selv." Hun snøftede og følte sig rigtig irriterende, men den tanke hjalp hende ikke til at blive gladere. Det gik jo lige modsat.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 8, 2009 19:04:52 GMT 3
Dore kiggede på hende og trak vejret dybt. "Jeg vil ikke hjælpe dig, nej. Men jeg beder dig om at stoppe her. Jeg ved ikke hvad du vil med dem, men... Du burde altså ikke gå videre." Han fangede hendes blik. "Du bør ikke gå videre." Han prøvede at forstå sine egne ord. Hun måtte gerne gå videre. Hun skulle jo bare forsvinde. Men hun var i bjergene og han ville ikke lade sin naturbror tage flere liv.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 8, 2009 19:13:07 GMT 3
"Hvorfor ikke?" snøftede hun og havde styr over sin vejrtrækning. Hun tørrede øjnene og kinderne endnu en gang, men tårerne fortsatte med at komme ud af hendes øjne. Hun rejste sig, og som sædvanlig var hun så lille i forholdt til den hun stod overfor. Det var ellers meningen at varulve skulle være høje, men hun måtte lægge sit mørke hoved langt tilbage for at se på hans ansigt, selvom hun ikke mødte hans øjne. Hendes lange, hvide hår endte i et smukt vandfald over hendes ryg.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 8, 2009 19:20:55 GMT 3
Dore sukkede og kunne have slået sig selv i tåbelighed. "Fordi det her ikke er ufarlige områder. De fleste siger 'ja men jeg er et eller andet særligt'. Alle væsner forsvinder her oppe. Landsbybeboerne lægger fælder ud for at fange nogen af de dyr der bor her. Folk går i fælderne og dør. Der er huller overalt og klipperne knækker. Tro mig. Selv varulve, som ofte har ekstra gode sanser kan dø her." Han kiggede ned på hende og hans øjne var alvorlige. Hun havde et smukt hår. Pæne øjne... han skubbede det væk.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 8, 2009 19:26:25 GMT 3
Gilvasa tørrede øjnene endnu en gang, og denne gang lykkedes det at holde dem tilbage. Hendes humør havde dog ikke ændret sig det mindste. "Men jeg må igennem alligevel." Hun var ikke bange for at dø, men ville heller ikke lokke det til. Men hun var sikker på at varulvene var gået igennem her, og så måtte hun den vej indtil hun fik en anden fært, som var mere sikker.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 8, 2009 19:32:43 GMT 3
"Hvorfor vil du igennem her?" spurgte han og hans øjne skiftede. Hans blik blev tænksomt. Hun havde en grund til at riske livet. Hvorfor? Han lagde armene over kors og trak vejret dybt flere gange i træk. Det var en spørgsmål han ville have svar på. Hans blik prøvede at fange hendes.
|
|
