|
|
Post by Finadore on Oct 1, 2009 23:25:20 GMT 3
Han kunne ikke helt kommentere det. Han havde i hvert fald intet i mod hende. "Måske er det fordi det godt kunne være noget nyt. Venner er jo ens familie, når familien har svigtet..." mumlede han så og trak på skulderne. "Du er altså slet ikke så slem at være sammen med." Han øjne var rettet væk fra hende ud over klippen.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 2, 2009 14:36:53 GMT 3
"Jeg har aldrig været længe nok sammen med personer til at blive deres venner," sagde hun tungt og blinkede med øjnene, og hendes snude var endnu rettet mod jorden for at opfange hver eneste lille ændring i retningen. Et lys voksede pludselig i hendes øjne, og hun rettede blikket mod ham. "Men du kunne blive min ven!"
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 6, 2009 20:03:20 GMT 3
Han holdte blikket væk fra hende og trak på skulderne. "Jeg har ikke rigtig nogen venner selv..." mumlede han så og kiggede på hende. Smilede over lyset i hendes øjne. "Venner?" spurgte han og smilet blev skævt, mens han prøvede at holde masken. Svært.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 6, 2009 20:07:17 GMT 3
"Kun hvis du bliver det første medlem af min nye flok!" sagde hun forlangende og strøg videre over landet, og hendes humør dalede igen. Som om åbenbaringen var en midlertidig og meget kortvarig glæde i hendes travle og fastlagte liv. Endnu en gang skiftede hun retning i løbet og strøg over en lille eng.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 6, 2009 20:17:10 GMT 3
"Hvad indebærer det at være medlem af din flok?" spurgte han så nysgerrigt og kom til at tænke på hendes alder. Hun virkede så ung, og alligevel var han i tvivl. Hun var nok ikke ældre end ham selv, men han var alligevel nysgerrig. "Du må ikke misforstå mig. Jeg vil gerne være medlem af en flok." Ikke helt en løgn. Han havde intet i mod det, men det ville være et meget stort spring i hans tilværelse...
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 6, 2009 21:33:29 GMT 3
"Du jager med mig, lever med mig og hjælper mig med mine problemer. Og det gælder også omvendt." Hun vendte hovedet og lavede et vaske ægte ulvegrin inden hendes hvide hoved igen rettedes fremad. Hun trak vejret sikkert og regelmæssigt. "Og muligvis noget videre, hvis jeg ikke er i stand til at finde andre." Hun var tvunget til at føre slægten videre før eller siden.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 6, 2009 22:24:15 GMT 3
Han tænkte lidt over det sidste hun sagde. "Muligvis... noget... mere?" spurgte han så langsomt og så komisk perpleks ud i ansigtet. Gil var meget ligeud. "Som i...." han droppede det og kiggede halvblindt frem. Skræmmende.... og tiltalende..... Han slog sig selv i hovedet. Nej.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 6, 2009 22:31:17 GMT 3
"Ja, som i børn, men det sætter dig kun i stillingen som føre af flokken," sagde Gilvasa, mere og mere begejstret igen. Hun undrede sig over at han slog sig i hovedet og så igen på ham med hovedet let på skrå. "Og er der fluer der flyver med så stor fart?" Det var et meget oprigtigt spørgsmål. Hvis der var måtte de være få, for hun havde aldrig selv oplevet dem.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 6, 2009 22:40:04 GMT 3
"nej nej, det... jeg tænkte mig ikke lige om..." mumlede Dore og blev uvilkårligt fanget at tanken om børn. "Jeg kan ikke finde ud af børn..." han kiggede væk, rød i hovedet, og rullede med øjnene. Hverken på den ene eller den anden måde. "Men ellers er din flok en mulighed..."
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 6, 2009 22:49:35 GMT 3
"For mig skulle det gerne komme instinktivt," sagde Gil og smilede. "Og jeg havde også små halvsøskende og fætre og den slags. Jeg har set, en smule, hvad man gør med børn allerede." Tanken om at manden skulle være en del af det strejfede hende ikke engang. Det var hunnen der gjorde den slags.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 6, 2009 22:53:53 GMT 3
"Fint nok... tror jeg..." Han kiggede på hende igen og trak på skulderne. "Fint nok så... Børn har intet med mig at gøre så?" spurgte han nervøst og løftede et øjenbryn. Måtte være sikker. Helt sikker. "Men jeg skal... være faren... et eller andet sted, right?" Han skar ansigt. "Hvad hvis... nej drop det..."
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 6, 2009 23:01:25 GMT 3
"Du skal bare være lederen, hvis jeg vælger dig. Intet med børn, nej, det regner jeg ikke med. Selvom det måske ville være rart for dem." Hendes stemme blev mere mumlende mens hun fløj videre over engen. "Man kommer altid til at mangle sin far på et eller andet tidspunkt, tror jeg." Hun grinede til ham igen med sit ulvehoved.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 7, 2009 18:19:08 GMT 3
Han smilede svagt tilbage. "Jeg har aldrig rigtig manglet min far. Han viste fra starten at han ikke ville have noget at gøre med mig..." Han trak på skulderne. "Jeg vil ikke gøre det samme, men..." Han kunne umuligt blive en god far og han vidste stadig ikke hvad han skulle tænke om det. "Men jeg vil gerne være med i din flok..."
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 7, 2009 18:43:37 GMT 3
Gilvasa gøede begejstret og løbe til siden så hun strejfede ham for at vise sin begejstring, inden hun igen koncentrerede sig fuldt ud om jagten igen. Hun opdagede ikke før næsten en kilometer hvad det indebar og hylede pludselig højt og begejstret og indtrængende. Og meget menneskeligt.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 7, 2009 20:52:42 GMT 3
Dore kiggede undrende på hende og smilede så. Han rystede svagt på hovedet og sukkede så. Lod blikket glide rundt og betragtede landskabet. "Du er glad for det?" spurgte han så og flyttede øjnene mod hende igen. Hun var mærkelig, ikke på en dårlig måde. Fasinerende.
|
|
